»Det er specielt, når det er Roger og mig. Det bliver ikke større«

Efter en følelsesladet uge skal Caroline Wozniacki for første gang forsvare en grand slam-titel

Indrømmet, spørgsmålet kunne misforstås.

Udtrykket »første gang« har bare en evne til universelt at vaekke billeder og minder, og den uundgåelige traekken i mundvige og øjenbryn hos mange af pressemødets deltagere var da også iblandet en god portion forventning.

Ville Novak Djokovic gribe chancen og udføre endnu en af sine små improviserede opvisninger, der har sikret ham tilnavnet ”Djoker”?

Efter netop at have serveret en af sine legendarisk lange enetaler, denne drejede sig om aergrelsen over at se Andy Murray lidende slaebe sig mod et snarligt farvel til tennistouren, forblev serberen dog i det seriøse hjørne, da Jyllands-Posten bad ham saette ord på den oplevelse, som alle tennisspillere drømmer om.

Caroline Wozniacki står foran at skulle forsvare en grand slam-titel for første gang i karrieren. Du var i samme situation for 10 år siden her i Melbourne. Hvor speciel er den første gang?

»Australian Open har historisk set vaeret min mest succesrige grand slam. Tilbage i 2008 vandt jeg mit første store trofae, som naturligvis virkede som et fantastisk springbraet for min karriere. Det åbnede en masse døre for mig og overbeviste mig om, at jeg faktisk kunne vinde de største turneringer i verden og udfordre de bedste spillere i verden.

Indtil det punkt var jeg en knaegt med masser af potentiale og talent. Jeg arbejdede mig op ad rangstigen, men at vinde en slam er noget helt andet. Det var en unik oplevelse, og at komme tilbage var ganske anderledes.

Det er langt svaerere, fordi man pludselig oplever en grad af pres fra dig selv og andre, som man ikke har oplevet før. En grand slam-mester vil altid vaere grand slam-mester, så der vil altid vaere den form for forventning til dig. Hvis du har vundet én gang, tror du altid på, at du kan vinde igen.

Det øger forventningerne, som øger presset, og det må man forholde sig til, men med erfaringen og tiden begynder man at føle sig mere tilpas. Man omfavner situationen mere og accepterer den som en del af dit liv,« filosoferede herrernes verdensetter.

Altså udsigt til sjaelero og større mentalt overskud, men først når man har tumlet med de helt store tanker.

Overrumplet af følelser

Dermed umiddelbart ikke just beroligende ord til Caroline Wozniacki, der har måttet forholde sig til denne saeregne virkelighed, siden hun for en uge siden kom til Melbourne for at forberede sig til saesonens første grand slam.

Kynisk set blot endnu en udgave af en turnering, der uafbrudt har vaeret en del af hendes årshjul siden 2007 og derfor dårligt kan overraske hende.

Og dog.

Allerede på første traeningsdag blev hun overvaeldet og bevaeget over at traede ind på Rod Laver Arena, rammen om den episke finale mod Simona Halep.

»Jeg følte mig bare godt tilpas fra begyndelsen, jeg følte mig hjemme på en eller anden måde. Det er fedt at taenke tilbage på de to uger, som jeg havde sidste år. Det føles meget specielt, og det ramte mig mest, da jeg begyndte at slå. Da taenkte jeg, at det her er altså meget fedt. Det var her, at jeg gjorde det,« sammenfatter Caroline Wozniacki.

Derefter har det mest handlet om de små påmindelser.

Om opvartningen, som har ry for at vaere den bedste blandt de fire grand slams, men som alligevel lige er blevet en tand mere omhyggelig og omsorgsfuld.

Om synet af de mange billeder rundt på anlaegget, hvor hun knuger, kysser og krammer Daphne Akhursttrofaeet.

Om den betroede opgave med at kaste glans over lodtraekningen i torsdags i selskab med Roger Federer, hendes mandlige sidestykke.

»Det er specielt, når det er Roger og mig. Det bliver ikke større,« indrømmer Caroline Wozniacki.

Ventetiden omsider ovre

Nu bliver det imidlertid alvor.

Mandag aften lokal tid vil Alison Van Uytvanck gøre alt for at spolere harmonien, og søndag bød derfor på de sidste minutiøse forberedelser. Kendt som lidt af en syvsover måtte Caroline Wozniacki bryde med vanen for at slippe for solen og de høje temperaturer.

Allerede fra morgenstunden var hun på banen og kunne derfor nyde at traene i skyggen, inden hun igen fik rettet spotlyset mod sig.

Klokken 11.00 stod den på officielt pressemøde som forsvarende mester, og pludselig var hun tilbage i det lokale, hvor hun lettede sit hjerte efter forløsningen for knap et år siden. Dog uden den store pokal og champagnen, men stadig med et stort smil, når spørgsmålene kredsede om karrierens ubestridte højdepunkt.

De fleste journalister havde ikke set hende siden saesonfinalen i oktober, hvor hun fortalte om diagnostice-