Mikkels nytårstale: Vi svigter psykiatrien
Antallet af patienter til psykiatrien er steget med 44 pct. på 10 år. Men pengene er ikke fulgt med.
Mikkel Rasmussen formand for Psykiatri-Listen og speciallaege i psykiatri,
Nordre Strandvej 28, 1. th, Risskov
Vi spørger tit hinanden: Hvordan har du det?
Mange danskere har svaert ved at svare kort på det spørgsmål. For hver tredje af os vil have kontakt med psykiatrien enten direkte eller som pårørende, og i dag fylder psykiske sygdomme så meget, at de er skyld i halvdelen af alle langtidssygemeldinger. Det her er min nytårstale. Jeg hedder Mikkel Rasmussen, og jeg er psykiater, men jeg også politiker for det, der hedder Psykiatri-Listen. Tilbage i 2017 var vi en raekke ansatte, laeger, sygeplejersker og andre faggrupper i psykiatrien, der havde fået nok af politikernes mange løfter, der reelt aldrig udmøntede sig i andet end midlertidige symbolske dryp. Oftest svarede det til at saette et lille stykke plaster på et åbent benbrud.
Vi kunne se, at der var – og er – brug for en markant forbedring i vores behandling af mennesker, der lider psykisk. Men efter 10 år med politisk verdensklassevisioner, løfter og flotte taler, fik vi nok – og derfor er vi selv gået ind i politik. Vi stiftede Psykiatri-Listen og blev valgt ind i regionsrådet i Region Midtjylland, og der har jeg nu siddet i et år. Og selv om det kun er et lille nøk i et stort budget på 9 mia. kr. og altså kun i en enkelt region, har jeg allerede vaeret med til at skaffe 50 mio. kr. ekstra til psykiatrien til i år. De skal gå til det, der er allermest brug for. Flere senge og flere haender. Det er faktisk ret enkelt.
For nylig talte jeg med en patient, der lider af skizofreni. Han var blevet udskrevet for tidligt ved sidste indlaeggelse, da der var dårligere patienter, som skulle have hans seng. Derhjemme var hans hjaelper, det der hedder bostøtte, på ferie, og der var ikke andre til at tage over. Så han blev mere og mere paranoid og turde i lang tid naesten ikke bevaege sig udenfor sin dør. Til sidst var han så urolig og bange, at han kom på skadestuen, da han ikke vidste, hvor han ellers kunne få hjaelp.
Alle senge var optaget på hospitalet, og han blev i stedet tilbudt en overnatning på skadestuen.
Den var praeget af meget aktivitet og larm, og i hans tilstand havde han brug for ro og tryghed og at blive indlagt, indtil han kunne fungere med støtte derhjemme.
Jeg så til ham, mens han lå på skadestuen, og han var meget bange og mistroisk. Han spurgte mig i desperation, hvordan han kunne få hjaelp. For han havde talt med en anden patient under sidste indlaeggelse. Den anden patient havde en dom, og det havde udløst hyppige samtaler ambulant og social støtte. Og hvis den pågaeldende skulle indlaegges, var det ikke til diskussion – der var faste aftaler for hjaelpen. Og han spurgte mig derfor, om han kunne få samme hjaelp - hvis han også begik noget kriminelt og fik en behandlingsdom. Jeg mener ikke, det kan vaere rigtigt, at vi tilbyder syge så ringe hjaelp, at de får den slags tanker.
I efteråret lancerede regeringen den helt store psykiatriplan med 2,1 mia. kr. ekstra. Nu skulle psykiatrien løftes. Men desvaerre viste det sig at vaere mere varm luft end reel mervaerdi. For halvdelen af pengene var midlertidige, og de var smurt ud over så mange forskellige initiativer, at de ikke kunne maerkes alligevel. Og de nye sengepladser, der blev lovet, viste sig at vaere senge, der allerede én gang var etableret – de var altså regnet med to gange. Det var jeg selvsagt ikke saerlig imponeret over.
Sidenhen er kritikken haglet ned over psykiatriplanen, og stilheden fra regeringen har vaeret øredøvende. Og det er måske derfor ikke så maerkeligt, at psykiatrien stort set ikke blev naevnt med et
Hver fjerde er tilbage på afdelingen, inden der er gået 30 dage. Hver fjerde.
ord i Lars Løkkes nytårstale.
I psykiatriplanen blev den basale omsorg glemt. Og det er dér, skoen trykker. Det kraever ro, samtale og omsorg at blive rask efter psykisk sygdom. Derfor er der brug for flere ansatte til flere syge patienter – det er i virkeligheden også ret enkelt.
Det er desvaerre sådan, at antallet af patienter til psykiatrien er steget med 44 pct. på 10 år. Men pengene er ikke fulgt med behovet. Mange ting kan man organisere og effektivisere sig ud af, men der er en graense for, hvor langt man kan komme med det. De manglende midler kan både ses og maerkes. Alt for mange bliver trappet for tidligt ud af ambulant behandling eller udskrevet så tidligt, at de kommer igen, det vi kalder
I år er det som bekendt valgår, og derfor vil jeg kaempe indaedt for, at mit helt enkle budskab når frem til politikerne på Christiansborg: Vi har brug for en tilstraekkelig og stabil finansiering af psykiatrien. Det budskab tror jeg på, at vi sammen kan lykkes med at få frem til dem. I Psykiatri-Listen har vi allerede mange bolde i luften. En del af dem griber vi selv, men vi har også brug for, at du hjaelper med at gribe nogle af dem og kaste dem videre i dit netvaerk. Det her er ikke en kamp for de få – som jeg sagde tidligere: Hver tredje af os kommer i kontakt med psykiatrien på et eller andet tidspunkt. Det her er en kamp, vi skal tage sammen. Jeg glaeder mig til at realisere mange af vores mål i det kommende år, og jeg tror, vi kan komme et godt stykke vej. For der er aldrig skrevet så meget om psykiatri som nu. Vi er i en tid, hvor både de faktiske vilkår og stemningen kalder på forandring.
Jeg vil ønske jer alle et godt nytår. Håber, vi ses derude.
Og husk:
Det koster at rette op på psykiatrien. Men det koster endnu mere at lade vaere.