Grønt lys for naturen i Aarhus

Det vil gavne naturen, hvis vi slaekker på vores trang til orden og i højere grad lader kaos vokse.

På byrådsmødet på Aarhus Rådhus onsdag d. 12. december 2018 indtraf noget ganske bemaerkelsesvaerdigt. Havde man vaeret en flue på vaeggen, ville man utvivlsomt have følt sig usaedvanligt imødekommet som et oftest urimeligt over- og ugleset, men dog fuldgyldigt, medlem af den biologiske mangfoldighed.

Over adskillige punkter på dagsordenen drøftede politikerne nemlig det tilbagevendende tema biodiversitet, og, hvis man lytter til optagelserne af byrådsmødet, kan man høre forsamlingen opnå en sjaelden politisk enighed om relevansen og vigtigheden af en levende natur og en grøn by. På tvaers af salen, fra højre til venstre, gives der udtryk for opbakning til en lang raekke idéer og konkrete tiltag, der på den ene eller den anden måde har til hensigt at understøtte naturen og fremme biodiversiteten.

Det er således staerkt opmuntrende at konstatere, at biodiversitet endelig er blevet et legitimt, politisk debatemne (naesten) på linje med andre traditionelle kerneområder, og at alle partier øjensynligt finder det ikke blot politisk opportunt, men oprigtigt vedkommende at drøfte. Det er godt set af politikerne, der hermed agerer i overensstemmelse med en hastigt stigende del af den aarhusianske befolkning, som efterspørger øget fokus på naturen, såvel i som omkring byen. En fremtidig succesfuld udmøntning af de gode hensigter forudsaetter imidlertid en faelles forståelse af begreberne og en nuancering af mål og middel. Byrådsdebatten afslører, at der bag de gode intentioner fortsat hersker en vis usikkerhed om substansen, og at grundlaget for de vigtige beslutninger bør afstemmes og styrkes.

Det er med andre ord vigtigt, at politikerne – og vi andre – taler om det samme, når vi diskuterer forvaltningen af det blå/grønne i almindelighed, og natur og biodiversitet i saerdeleshed.

Lad os derfor forudsaette, at den aktuelle debat i virkeligheden adresserer to dagsordener, nemlig dels at fremme natur og biodiversitet i Aarhus Kommune, og dels at bevare og skabe grønne, rekreative opholdsrum for befolkningen i en hastigt voksende storby, hvor der er kamp om hver kvadratmeter. Der er selvsagt talrige overlap og oplagte synergieffekter, men også forhold, der forudsaetter en differentieret tilgang. Derfor er det afgørende, at indsatsen hviler på to ben og sondrer mellem de grønne områder i byen og naturen udenfor byen, idet målsaetning og virkemidler kan vaere ganske forskellige.

Lad os bare vaere aerlige: Begrundelsen for og forvaltningen af grønne områder i byen bunder primaert i menneskelige behov.

Bevares, der kan vaere positive, afledte effekter for natur og biodiversitet af beskyttelsen af nogle gamle traeer eller bevarelsen af ubebyggede baneterraener og andre ruderater, men i sidste ende er det naeppe her, vi redder de truede, hjemmehørende dyre- og plantearter. Her tilgodeser vi til gengaeld den fundamentale kendsgerning, som er videnskabeligt påvist – og i øvrigt intuitivt indlysende – at mennesker behøver naerhed til naturen for at trives.

Den er en del af os, og vi er en del af den, uanset hvor hovedkulds vi bevaeger os imod en adskillelse. Men i det urbane rum må naturen nødvendigvis eksistere på andre vilkår end udenfor byen.

Uden for byen, derimod, i vore skove og på vore lysåbne naturarealer stiller sagen sig anderledes. Her bør naturen prioriteres og forvaltes målrettet, uden begrundelse i menneskelig nyttevaerdi, men for sin egen berettigelse, uafhaengigt at mennesket.

Den biologiske mangfoldighed – eller biodiversiteten – er i en rivende tilbagegang, som vi har forpligtet os til at standse, og dette gøres bedst og mest omkostningseffektivt i den eksisterende storskalanatur udenfor bygraensen. Her findes de truede arter, som vi ønsker at bevare, og her lurer de store naturoplevelser for et eventyrlystent publikum.

Begge hensyn er altså vaesentlige, men bør begrundes med de rette argumenter og varetages med passende midler. Det grønne skal integreres bredt i vores hverdag, såvel i den fysiske planlaegning af vore byrum og vore landskaber, som i en nuanceret italesaettelse af vaerdien af naturens mangfoldighed. Skulle man således, med udgangspunkt i byrådsdebatten, pege på et par oplagte indsatsområder for biodiversiteten, kunne det vaere følgende:

Det er f.eks. en udbredt misforståelse, at man gør noget saerligt godt for biodiversiteten ved at opstille bistader. Tvaertimod favoriserer man én art af domesticerede bier (honningbier), som derved udkonkurrerer og fortraenger de mere end 280 arter af vilde bier, der findes i Danmark.

I stedet vil det vaere en gave til bierne, vilde som ”tamme”, hvis man bevarer/skaber langt flere blomstrende bevoksninger af både hjemmehørende urter, traeer og buske i en frugtbar vekslen over saesonen. Det kan f.eks. gøres ved en meget mere naturvenlig og biodiversitetsspecifik forvaltning af parker og graesplaener, grøftekanter, regnvandsbassiner mm. samt naturligvis med et fuldstaendigt ophør af anvendelse af sprøjtegifte.

Og ser vi på skovene rundt om Aarhus, fremhaeves de ofte som et af byens største aktiver. Man får dog indtrykket af, at der primaert forstås de landskabelige vaerdier og de talrige rekreative muligheder for befolkningen. Mindre fokus er der derimod på den omstaendighed, at isaer Marselisborgskovene, Hørret Skov og dele af Lisbjerg Skov rummer enestående naturvaerdier og udgør biodiversitethotspots, dvs. lokaliteter, hvor naturen er saerlig interessant og bevaringsvaerdig.

Her eksisterer imidlertid en stadig konflikt mellem naturbeskyttelse og forstlige produktionsinteresser, som Aarhus Kommune med en visionaer beslutning om udlaegning til urørt skov kunne konvertere til en ren win-win for borgere og biodiversitet i Aarhus.

Urørt skov betyder alene, at al kommerciel produktion indstilles, mens natur- og publikumsfremmende tiltag fortsat kan finde sted. Man ville således – uden at blive maerkbart fattigere – skabe rigere og mere levende skove, der forvaltes for naturen, men samtidig rummer uanede muligheder for rekreativ udfoldelse, biodiversitetsformidling og store naturoplevelser.

Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus Det er f.eks. en udbredt misforståelse, at man gør noget saerligt godt for biodiversiteten ved at opstille bistader.

Helt overordnet vil det gavne indsatsen for såvel biodiversiteten som for vores naturforståelse, hvis vi slaekker lidt på det herskende ordensregime og tillader en smule mere vildskab i vores grønne arealforvaltning, hvad enten det er i byen eller på landet.

Vi kan saette nogle geografiske og indholdsmaessige rammer for et givent område – en skov, en ådal eller en bypark – indenfor hvilke vi til gengaeld traeder et skridt tilbage og lader dynamikken råde. Dvs. lader traeerne leve, svaekkes og dø, lader vandet komme og gå og lader graesset og urterne gro.

Livet i dets bredest taenkelige forstand vil kvittere for det løftede åg, naturen vil blive mere robust og selvforvaltende, og publikum vil få langt flere og forskelligartede oplevelser. Og for dem, der måtte se det som et knaefald for anarki og kaos og et ideologisk opgør med århundreders hårdt tilkaempet kontrol over vore omgivelser, så kan jeg berolige med, at det fortsat sker på menneskets praemisser.

Det er os, der med fuldt overlaeg og på grundlag af omhyggelige konsekvensberegninger beslutter dette paradigmeskifte. Vi vaelger, at adressere et problem – naturens tilbagegang og vores fremmedgørelse overfor den – ved en bydende nødvendig, proaktiv indsats baseret på videnskabelig evidens og et barmhjertigt (og lidt forfaengeligt) ønske om at efterlade en rigere natur til vore efterkommere.

Vi vaelger at ”lade stå til”, fordi vi kan – uden at saette vores velbefindende over styr og med udsigten til en grønnere by, en mere levende kommune og en rigere verden.