”Himlen over København” er forfejlet flet

Københavnerfletteroman er banal og fortaenkt i en meget uheldig kombination.

forlagspressefolk! Lad nu vaere med at love mere, end I kan holde.

Da jeg fik Dorthe Studsgarths ”Himlen over København” tilsendt til anmeldelse, blev jeg begejstret ved udsigten til en roman, der af forlagets pressetjeneste beskrives som ’”Short Cuts” møder ”Love Actually”. Altså Robert Altmans mestervaerk fra 1993, flettefilmen over dem alle, og den ultimative romantiske julefilm. Det skal man sgutte spøge med. Man skal desvaerre ikke saerligt langt ind i Studsgarths roman for beklageligt at kunne konstatere, at det eneste, der knytter romanen til bemeldte film, er dens karakter af at føre forskellige mennesker sammen. At titlen også direkte refererer til Wim Wenders nyklassiker ”Himlen over Berlin” (1987), som den heller ikke har spor til faelles med, får kun det hele til at klinge om muligt endnu mere stumt.

Kødannende klichéer

For ”Himlen over København” er ingen god roman, så langtfra faktisk. Figurerne er flade, uinteressante skitser, miljøbeskrivelserne – det er eksempelvis helt ligegyldigt, at romanen foregår i København – er helt til rotterne, og klichéÅh, erne så kødannende, at det gør helt ondt.

I ethvert ensemblevaerk, om det er en roman eller en film, er hovedsagen, at man drages af karaktererne, når plottet i den grad er bundet op på dem. Det er allerede her, at ”Himlen over København”, der udspiller sig over et skaebnesvangert snestormsdøgn i København, fejler.

Om det så er den kraeftsyge Tim, der vil fri til sin kaereste, den babyhungrende morgen-tv-vaert Christina, hendes mand, den tidligere fodboldspiller Mark, der har åbnet en restaurant i en nedlagt kirke sammen med Noorah, hvis søn Gabriel ikke har lyst til at laese til laege trods sin mors ønsker. Eller Marks datter Lulu, der er gamer og har ondt i maven, eller hans underbo Erwin, der også er Tims far, og som kommer til at deltage i en rødkålskonkurrence. Lyder det interessant? Nej, og det er det heller ikke.

Romanens kapitler har vekslende fortaeller og baerer vedkommendes navn. Det er ofte et velfungerende greb, men i tilfaeldet ”Himlen over København” er det ligegyldigt, for de mange jeg’er fortaeller i fuldkommen enslydende sproglig tone og giver overhovedet ingen dybdepsykologisk indsigt i personerne. Derimod stopfodres vi med deskriptive trivialiteter, såsom at Noorah bedst kan lide at lave mad, lige inden gaesterne ankommer til restauranten, så der dufter dejligt af mad, eller at Tim har købt nye jeans. Alt sammen så overfladiske informationer, at jeg-instansen er overflødig. Helt galt går det mod slutningen, hvor omstaendighederne tvinger alle personerne sammen. Og nej, det er ikke som til julekoncerten på skolen i ”Love Actually”. Mildest talt.

ROMAN HIMLEN OVER KØBENHAVN 314 sider, 249,99 kr. People’s Press