Det er sjaeldent kønt, når nogen bliver begravet levende
I sit udgangspunkt er hyldesten til den snart pensionerede Andy Murray ganske prisvaerdig, men den er for laengst blevet både hysterisk og hyklerisk.
af et menneske, som trods alt ikke har glimret med andet end en skarp evne til at smaekke ketsjerstrenge mod en gul bold.
Sådan en forherligelse er en hån mod alle dem, der traeffer beslutninger med reel betydning for liv eller død.
Og misforstå mig ikke.
Selvfølgelig kunne de faerreste undgå at blive berørt, da Andy Murray brød graedende sammen på et pressemøde efter afsløringen af den svaere beslutning.
Hoften kan ikke holde til belastningen laengere, og et lignende sammenbrud kan man frygte ske for de britiske skribenters fingre, der i den grad har vaeret i kontakt med computertastaturet siden fredagens uventede nyhed.
Ikke et eneste emne har vaeret for småt til at blive behandlet endog meget omhyggeligt, og blandt andet er laeserne blevet opfordret til at fortaelle deres bedste minder om Andy Murray.
Samme ”Kan du så huske ...”-samtale er et yndet tilflugtssted i et forsøg på at lette stemningen efter en begravelse, og man skulle da også naesten tro, at Andy Murray er gået bort.
Hovedpersonen behøver i hvert fald ikke bruge tid på at forestille sig, hvordan det må vaere at sidde i himlen og se sig behandlet posthumt – han har prøvet det.
Wimbledon har lovet at opstille en statue snarest, premierminister May forsøgte at skaffe sig et pusterum fra brexit-balladen ved at tilslutte sig rosekoret,