Efter benspaend: Ørsted skal splittes op

Den politiske ballade om det statslige ejerskab i Ørsted er igen eksploderet. Det er på tide en gang for alle at få afklaret politikernes rolle i udviklingen af det grønne energiselskab.

Det er deja-vu. Ørsted, det tidligere Dong, er en så varm kartoffel, at det statskontrollerede danske energiselskab skal bugseres ud af enhver kritisk debat i den kommende valgkamp. Det fremskredne salg af Ørsteds danske eldistribution, Radius, blev i weekenden torpederet af forligspartierne Socialdemokratiet og SF. For fem år siden, da den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs købte sig ind i Ørsted, gik de politiske bølger så højt, at netop SF trådte ud af den davaerende socialdemokratisk ledede regering.

I endnu et totalt uskønt politisk forløb får Ørsteds topledelse lov til at køre den strukturerede salgsproces til lige før målstregen, hvor der var fire bydere tilbage på Radius i en handel, der forventedes at indbringe det børsnoterede Ørsted små 20 mia. kr. Lige inden den afsluttende granskning af Radius, den såkaldte due diligence, traekker først SF og derefter socialdemokraterne støtten til processen og kortslutter til stor frustration for regeringen det planlagte salg. Det ville gøre Ørsted i stand til at koncentrere sig om sine ambitioner om at blive verdens ledende producent af grøn energi.

Kardinalpunktet

Kardinalpunktet for den store politiske ballade er statslig kontrol med følsom dansk infrastruktur. Det er en gang for alle på sin plads at få styr på statens strategiske rationale bag majoritetsejerskabet i Ørsted. Det er ikke kritisk for staten at kontrollere hele Ørsted, men det er det for netop Radius, der har monopolet på at drive elnettet i hovedstadsområdet. Den danske energiforsyning er i en kritisk overgang mellem sort og grøn energi, der fordrer udviklingen af et integreret, nationalt elnet, som kan rumme flere energikilder på én gang. Det kraever ikke kun store, men også langsigtede investeringer, hvor staten kan vise vejen for de øvrige typisk andelsejede elselskaber. Det vil også give danske virksomheder bedre muligheder for at fastholde deres position som storleverandør af baeredygtige energiteknologier.

Det politiske benspaend får ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser for Ørsted, selv om topledelsen med den ellers succesfulde Henrik Poulsen i spidsen meget gerne vil skaere det sidste bånd til det uterlige politiske bagland ved at få den regulerede elforretning over i et nyt ejerskab. Men den nye misere gør det bydende nødvendigt at finde en løsning for Radius.

Ørsted kan ikke saelge elnettet til staten uden en lovaendring, mens det heller ikke er juridisk ubesvaerligt at favorisere SeasNVE, der som andelsejet dansk selskab er det eneste, der opfylder Socialdemokratiets og SF’s krav til en køber og i øvrigt har den fornødne kapitalstyrke. Men Seas-NVE er ingen uproblematisk køber, da det ingen garanti giver for en effektiv overgang til en grøn energiforsyning, der opstår et jysk-sjaellandsk duopol, og det fjerner ikke de fordyrende dårligdomme i den nuvaerende struktur i elsektoren, hvor netmonopoler og kommercielle aktiviteter er samlet under ét tag.

Der er en anden løsning, der ligger lige for, og som ikke bør få de mest skeptiske politikeres blod i kog. Ørsted kan udskille Radius i et saerskilt, børsnoteret selskab med den samme ejerstruktur, hvormed staten vil forblive i kontrol. Forarbejdet med at isolere Radius fra resten af den store Ørsted-koncern er i fuld gang, størstedelen af papirarbejdet er lavet, mens prisen er overkommelig, da der ikke skal rejses ny kapital ved en børsnotering.

Statens majoritetspost i et separat børsnoteret Radius kan på sigt laegges over i statens infrastrukturselskab, Energinet, der, selv om denne konstruktion i sin nuvaerende form langtfra er optimal, har bedre forudsaetninger for at forvalte statens interesser end Finansministeriets regnedrenge. Energinet kan i en mere gennemsigtig konstruktion blive en garant for et statsligt medejerskab af andre monopolforretninger i den danske elsektor.

En opsplitning vil ikke kun give Ørsted større frihedsgrader for at forfølge sine globale vaekstdrømme. Men det vil også åbne op for en neddrosling af det statslige ejerskab og dermed den politiske indflydelse.