Kritik af Lars Løkkes naere sundhedsplan: Der mangler folk
Mangel på praktiserende laeger, sygeplejersker og sosu-assistenter gør planen om på få år at flytte hjaelpen til en halv mio. syge, aeldre mennesker ud lokalt urealistisk, lyder en gennemgående kritik.
Er de varme haender og kloge hoveder klar til at tage imod, når en halv million syge og aeldre mennesker i de kommende år skal hjaelpes lokalt og ikke laengere gå til kontrol eller indlaegges på et sygehus? Nej, lyder det rungende og entydigt fra laeger, patienter, fagforbund og AEldre Sagen, når de skal vurdere realismen i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) første konkrete bud på konsekvenserne af den sundhedsreform, regeringen er på vej med.
Helt centralt i den forstaerkede lokale indsats står de praktiserende laeger, som er tiltaenkt en større og udbygget rolle. Hos Praktiserende Laegers Organisation (PLO) er formand Christian Freitag klar i stemmen, når han skal bedømme realismen i at flytte kontrol og behandling af 500.000 patienter ud fra sygehusene til almen praksis i løbet af en kort årraekke.
»Det kan med garanti ikke lade sig gøre, som verden ser ud nu. Jeg har svaert ved at se, hvordan vores kapacitet skal udvikle sig så meget frem til 2025,« siger han og peger på de kendte faktorer: Flere og flere laeger lukker for tilgang af nye patienter, antallet af praktiserende laeger falder, og i øjeblikket stiger den gennemsnitlige maengde af patienter pr. laege.
Freitag laegger ikke skjul på, at mange af hans kolleger betragter ambitionen om at flytte så relativt mange kontroller og behandlinger ud som »virkelighedsfjern og provokerende«. PLO-formanden advarer dog samtidig om at skyde reformen ned, fordi opgaven umiddelbart ser uoverkommelig ud.
Et skifte i sundhedspolitikken
»Der er tale om et paradigmeskifte i sundhedspolitikken, og jeg kan godt se noget positivt i, at de tre parter lokalt – kommunen, praktiserende laeger og sygehuset – får til opgave at skabe bedre forløb for nogle af de patienter, som kommer alle tre steder.
Det kan der komme noget fagligt godt ud af, og jeg tolker det politiske signal bag reformen positivt,« siger han og aergrer sig over, at nogle af disse beslutninger ikke blev taget for fem år siden.
»Som det er nu, har vi ikke laegerne, praksispersonalet er ikke uddannet, og vi har heller ikke lokalerne. Det her fordrer superalmen-praksis, og det kan godt lade sig gøre. Men det tager tid,« siger Christian Freitag.
Netop behovet for at få uddannet flere er ifølge AEldre Sagens direktør, Bjarne
Hastrup, helt centralt, fordi rekruttering af de nødvendige haender bliver den største opgave og udfordring i sundhedssektoren.
»Det nytter ikke noget at lave alle disse store reformer i håb om, at der pludselig kan trylles nogle medarbejdere frem, når vi i forvejen i høj grad mangler laeger, sygeplejersker og sosu-assistenter, og vi samtidig kan se, at antallet af aeldre over 80 år stiger med 58 pct. de naeste 10 år. Disse sundhedsmedarbejdere vrimler ikke pludselig frem, bare fordi vi får en ny strukturreform,« siger han.
Bjarne Hastrup opfordrer politikerne til at prioritere rekrutteringsproblemerne før alt andet. Helt konkret ved at etablere et nationalt samlingsråd, der skal skaffe arbejdskraft til sundhedssektoren. Direktøren ser det som »den allervigtigste opgave« at skaffe laeger, sygeplejersker og plejepersonale.
Overordnet er han tilfreds med, at regeringen vil sikre mere sammenhaeng i sundhedssektoren, fordi mange aeldre mennesker bliver tabt »i Bermuda-trekanten mellem hospitalet, kommunen og den praktiserende laege«.
Men Bjarne Hastrup advarer samtidig mod, at aeldre medicinske patienter skal behandles ude i sundhedscentrene.
Statsminister undervurderer
»Statsministeren siger, at det, der ikke er svaert, skal vaere naert. Når det gaelder de medicinske patienter, så siger jeg, at det er alt for svaert til, at man kan overlade det til kommunerne. Statsministeren undervurderer totalt området med de aeldre og de medicinske patienter. De har typisk meget komplicerede lidelser, og som regel er de multisyge. Det kraever superekspertviden, og de skal behandles på et sygehus,« siger Bjarne Hastrup.
Danske Patienter har laenge støttet tanken om at laegge behandling og kontrol ud i naermiljøet for de patienter, hvor det giver mening, men direktør Morten Freil kan godt blive noget bekymret over, hvis udviklingen presses igennem.
»Vi ser jo allerede problemer med tilstraekkelig kapacitet og kompetencer lokalt bare til de patienter, de skal tage sig af i dag. Derfor saetter vi et stort spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er realistisk at flytte 500.000 patienter ud i løbet af en kort årraekke. Hvor skal haenderne komme fra,« spørger Morten Freil og tilføjer:
»Hvis man presser en udvikling igennem ved at lade sig styre af et bestemt måltal, risikerer man, at det går ud over kvaliteten i behandlingen af den enkelte. Og det er selvfølgelig helt uacceptabelt.«
Bekymringen for de manglende haender deles også i Dansk Sygeplejeråd og hos FOA, som er fagforbund for bl.a. sosu-assistenter.
Hos Dansk Sygeplejeråd peger formand Grete Christensen på, at det er en kaempe udfordring organisatorisk og kompetencemaessigt at strikke det naere sundhedsvaesen sammen.
»Sygeplejerskerne har fået en specialuddannelse i den borgernaere sygepleje, og det er godt, men der vil jo gå en del tid, inden der uddannes en tilstraekkelig andel af sygeplejersker ude i kommunerne, så de rent faktisk er i stand til at løfte de mange nye opgaver,« siger Grete Christensen.
Hun minder om, at ledigheden blandt sygeplejersker i øjeblikket er lig nul, og at manglen på sygeplejersker vil vokse.
Hos FOA mener sektorformand Torben Klitmøller Hollmann, at idéen med sundhedshuse »ikke er helt tosset«. Men han finder det urealistisk at skaere en halv million sygehusbesøg og 40.000 sygehus-