Partilederne – hr. og fru korte bemaerkninger – egner sig ikke til god debat

En ny debatform skulle gøre folketingsdebatten mere levende og sevaerdig for borgerne. Men der er langt til mål.

Lad os servere dommen over Folketingets nye debatformat med det klassiske sandwichtrick. Også kendt som ros-ris-ros-modellen, hvor man siger det paene før det kritiske og for en god ordens skyld også slutter af med noget paent. Det sure med det søde.

Der ér gode ting at sige om den nye partilederdebat, som folketinget den 15. januar forsøgte sig med for første gang. Konceptet er kort fortalt, at hver partileder får tre minutter til en kort tale. Herefter kan de øvrige otte partiledere stille hver to korte spørgsmål og få svar – hvis de er heldige.

»Det føles naesten som første skoledag,« sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da partilederne efter lidt rundforvirring havde taget plads midt for på første raekke i folketingssalen.

»Det giver altså en større intensitet, når I sidder her,« forklarede folketingets formand, Pia Kjaersgaard (DF), om de nye pladser.

Markant flere folketingsmedlemmer, journalister og tilhørere end normalt var mødt frem. Socialdemokratiets kirkeordfører, Karen Klint, trak ud i skuffen med medbragt slik og laenede sig tilbage i rokokostolen, som var det en anden god film, hun skulle til at se.

Pernille Skipper, Enhedslistens frontfigur, havde fået den fine plads ved siden af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som var der i egenskab af Venstre-formand. Ministre som Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, og K-formand Søren Pape Poulsen sad for én gangs skyld heller ikke gemt vaek på ministerraekkerne begravet i sagsmapper. Debatformen har den fordel, at den bringer partilederne i spil som partiledere – ikke som ministre.

Det er åbenlyst godt med større interesse sammenlignet med en hverdag, hvor for få følger ekspeditionen af almindelig lovgivning. Det siges, at man sagtens kan fortaelle hemmeligheder i folketingssalen, for her er man sikker på, at ingen hører dem. Desvaerre gik der ikke ret lang tid, før det begyndte at sive på tilhørerraekkerne, da Mette Frederiksen var blevet stillet otte forudsigelige spørgsmål og havde leveret tilsvarende forventelige svar. Hvis vi kan kalde dem det. En del var så ukonkrete, at det kan diskuteres, om det overhovedet var svar.

F.eks. et spørgsmål fra SF’s formand, der ville vide, om de nedslidte på arbejdsmarkedet ville vaere en prioritet for en eventuelt ny S-ledet regering.

Ja, det ville det skam vaere, kunne statsministerkandidat Frederiksen forsikre. Hvordan kom der intet svar på.

Ja tak!

Da både Enhedslisten, Alternativet og De Radikale spurgte til børnenes forhold i udrejsecentret Sjaelsmark, kom der heller intet svar. Og da Samuelsen brugte lidt for lang tid på sit spørgsmål, lød det hurtigt fra folketingsformanden i mikrofonen:

»Ja tak. Jaaaaa tak, hr. Samuelsen. JA TAK!«

Hvis alle skal have ordet, og tidsplanen ikke skal skride, kraever det stram styring af debatten. Det siger sig selv. Og når ordet fanger, skal man ikke forvente sig store nyheder fra talerstolen. Det siger også sig selv. Derfor må vi nok bare konstatere, at partiledere fanget i en folketingssal ikke er et koncept, der fordrer en rigtig god debat.

Sådan en er som minimum kendetegnet ved aerlighed og ved muligheden for at føre en reel samtale. Sjov må den også gerne vaere. Det kraever friere rammer, og det kraever, at deltagerne ikke frygter det mindste fejltrin. Sådan er rammerne desvaerre ikke i Folketinget, i medierne og i dansk politik generelt.

Og gejsten dalede undervejs. Da den sidste på talerstolen, Søren Pape Poulsen, tog ordet, bemaerkede han, at »journalisterne er gået hjem«. På tilhørerraekkerne sad kun en enkelt borger, og spørgelysten hos de øvrige partiledere var vaek. Kun én ville have svar fra Pape.

Bortset fra en spaendende direkte ordveksling mellem Løkke og Frederiksen var der ikke stor intensitet. Men dog mere end til daglig, og således må tiltaget siges at vaere et skridt i den rigtige retning.

Nogen revolution havde ingen forventet. Men vi ved, at hr. og fru partileder kan mere end korte bemaerkninger. Derfor er vi mange, der glaeder os til en valgkamp, hvor ordet styres af kritiske journalister, og hvor ingen kan slippe af sted med udenomssnak.

PARTILEDERDEBAT DE NI PARTILEDERE Varighed: Cirka tre timer