»Jeg arbejder med alt det, der får mig til at tikke«
Efter et år med mentalt uvejr og stor arbejdsiver er kunstner Eske Kath aktuel med soloudstilling på Trapholt.
”KATH” står der med turkise, skaeve versaler på et mørnet dørskilt, der delvist er daekket af edderkoppespind og en dragelignende figur med spidse ører og blottede, skarpe taender. De småsprossede vinduer i det lille hvide hus i den københavnske forstad indrammer ellers, hvad der kunne ligne klassisk familieidyl med lilla hyacinter i vindueskarmene og lys i de hvide julestjerner. Men Eske Kath bor nu alene med sin søn Svend, og mens sommerens temperaturer satte varmerekord, arbejdede han inden døre med udsigt til haven, der langsomt forgik under solens glohede stråler. Nu er han aktuel med karrierens største soloudstilling på Trapholt i Kolding.
»Det er saert, for jeg har lige sendt de sidste af mine malerier af sted. Det er lidt antiklimatisk,« siger han og ser på en gang lettet og fortabt ud, som han står midt i sit strippede atelier. Et højloftet, lyst rum, som han fik bygget til huset, da han efter en årraekke vendte hjem fra New York efter at have fået barn med sangerinden Nanna Øland Fabricius. De blev gift i 2013 og skilt sidste år, i dag er han far på halv tid.
Det mentale landskab
»Det her år har jeg arbejdet mere, end jeg nogensinde har arbejdet – og det siger ikke så lidt. Men det har jeg haft lyst til, og det har jeg vaeret i stand til. Selv om det er en stor udstilling, har jeg udelukkende baseret den på vaerker fra 2018,« siger Eske Kath om sin aktuelle udstilling, der reflekterer over de udfordringer, vi står over for både klimapolitisk, socialt og globalt.
Men installationerne med de halvt sunkne traehuse, der danner en slags flod gennem udstillingen og de farvestaerke landskabsmalerier, hvor horisontlinjer er ophaevet, og skellet mellem nat og dag er udvisket, er også en status over Eske Kaths eget mentale landskab, erkender han.
»Det er gået op for mig, hvad jeg egentlig laver. Hvordan jeg bruger mig selv, og hvordan maleriet kan bruges til at arbejde med tanker, som ikke har en konklusion, og som er alt for overvaeldende til at forklare på anden vis,« siger han og river hul i det gyldne metallåg på instantkaffen fra Irma og haelder pulveret direkte i to kopper.
Skilt fra Oh Land
Uden at naevne hendes navn, runder han ambivalensen ved at blive skilt fra en kvinde, som de fleste danskere kender under navnet Oh Land ved at sige:
»Det har vaeret en tid med en forfaerdelig masse dårlige nyheder om både verdens tilstand og min egen verdens tilstand. Men jeg føler mig enormt privilegeret, at jeg faktisk kan få afløb og skabe noget i stedet for at vaere offer for det. Der er ikke noget vaerre end tanker, som man ikke kan få fat i, som bare ligger som en underliggende stress. Jeg er på sin vis mit arbejde. Jeg arbejder med alt det, der får mig til at tikke, så arbejdet har ikke vaeret en flugt, tvaertimod,« siger han.
Eske Kath har altid interesseret sig for naturvidenskab og laest en del om kvantefysik, en verden som ikke er »fatbar« for os mennesker. Han bruger de abstrakte videnskaber, når han forsøger at få hold på usikkerheden om klodens fremtid, og når han vil indfange usikkerheden i sit eget liv, hvor huset godt nok står endnu, men rummene er maerket af mentalt uvejr.
Det forbudte ord
»Vi kan ikke billedliggøre de konklusioner, som kvantefysikken har. Det har hjulpet mig, at jeg er vant til at taenke abstrakt og acceptere, at det, jeg arbejder med, ikke kan forklares med ord. Man er nødt til at acceptere, at tingene er, som de er. Det gik op for mig, at maleriet på mange måder er ligesom kvantefysik – en verden, som man in-