Svenskeren, der kun have én historie at fortaelle

Jonas Jonasson faldt så dybt i gryden efter succesen med ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”, at han ikke har kunnet komme op siden.

På et tidspunkt cirka en tredjedel inde i svenske Jonas Jonassons opfølger til den filmatiserede bestsellersucces ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” siger den nu hundred og etårige Allan til sig selv efter at have snøret den amerikanske praesident, Trump, med lidt billig smiger: »Taenk, så let nogle ting var«.

Det tror jeg også, at Jonasson, der indtil videre kun har skrevet bøger, som er skåret over praecis den samme laest, på et tidspunkt har taenkt for sig selv: Taenk, at det er så let at skrive bøger. For os, der laeser hans bøger, er det også tydeligt, at det er blevet for let. Det virker naesten, som om den populaere svensker kører med et one size fits all-koncept, hvor han kun skifter navne, begivenheder og årstal ud og så ellers trykker på en knap, der producerer en generisk roman.

Men lige så charmerende og dugfrisk som ”Den hundredårige…” var, da den udkom i 2010, lige så traet, monoton og genoplivningstruet er historien om ”Den hundred og et-årige der taenkte at han taenkte for meget”.

Den navnkundige Allan Karlsson har rundet 101 år. Efter strabadserne i den første roman nyder gamlingen livet på en indonesisk paradisø. Der er livet godt og let. Allan er sammen med sin vaesentlig yngre ven, den småkriminelle Julius, og de tilbringer dagene med at spendere de millioner, de havde med sig fra deres tidligere usandsynlige eventyr. Men alt har en ende (tilsyneladende bare ikke denne bog, der føles urimeligt lang at komme igennem), og da Allan en dag får en iPad af Harry Belafonte og opdager, hvad der foregår ude i den store, vide verden, må de to tosser se sig tvunget til at vende blikket udad. Og det går ikke stille for sig.

Jonasson, der indleder ”Den hundred og et-årige der taenkte at han taenkte for meget” med en lille prolog om sin indre Allan Karlsson, bruger så resten af bogen på at udsaette Allan og Julius for lidt af hvert: mere end en smule illegalt beriget uran, naerkontakt af tredje grad med praesident Trump, den store leder Kim Jongun, Angela Merkel, et par svenske nynazister og en ligkistesaelgerske.

Alle disse møder falder ubesvaeret ud til Julius og Allans fordel i en grad, så romanen er fuldkommen blottet for spaending. Den anekdotiske tone, som Jonasson har gjort til sin signatur, er blevet en litteraer spaendetrøje for svenskeren, hvis historier har fået samme søvndyssende praeg som landsmanden Fredrik Backman, der satte ”En mand der hedder Ove” i verden.

Der er ganske enkelt ingen modstand i teksten. Det er for let. Alt, alt for let.

ROMAN DEN HUNDRED OG ET-ÅRIGE DER TAENKTE AT HAN TAENKTE FOR MEGET På dansk ved Lilian Kingo 376 sider, 299 kr. Modtryk