Jarl Cordua har iklaedt sig en gul vest
Hvis jeg får brug for at blive mindet om, hvad jeg ikke mener, behøver jeg blot slå op på Jarl Corduas kommentar hver uge på Altinget.dk eller Berlingskes debatsider. For her kan jeg naesten hver gang laese noget, jeg er uenig i. I det seneste halve år har jeg dog måttet give mig på ét punkt. Jeg mener nemlig, at han har ret i, at Venstre er ved at blive spaltet mellem hovedstaden og partiets traditionelle bagland i Jylland og på Fyn. Den erklaerede venstremand bidrager dog selv aktivt til denne udvikling i kommentarer, der – under daekke af at vaere politiske analyser – tegner et billede af et borgerligt Danmark, som bliver stadig mere polariseret mellem øst og vest.
Jarl Cordua er nemlig hovedmanden bag et “oprør fra hovedstaden”, som står for praecis det modsatte af “oprøret fra Udkanten”. Det er en reaktion på regeringens beslutning efter folketingsvalget i 2015 om at udflytte statslige arbejdsfunktioner og skabe “et Danmark i balance”. Oprørsstemningen er blevet øget af utilfredsheden med den kommunale udligning blandt hovedstadsområdets borgmestre. Modstanden mod balanceudløse politikken har vist, at det i Østdanmark er muligt at skabe en politisk alliance mellem konservative og liberale.
Til gengaeld truer den nye alliance med at gøre det af med en anden, nemlig den, der blev skabt i Venstre i 1990’erne, da Uffe Ellemann og Anders Fogh havde held med forene partiets traditionelle vaelgere i provinsen med nye vaelgere i hovedstaden. Blandt de sidste var vaelgere, der tidligere havde stemt på Poul Schlüter, men blev politisk hjemløse, da de konservative indledte deres nedadgående spiraltur som følge af indre splid. Cordua fortalte i februar 2018, at hans modstand mod Venstres beslutning om at skabe bedre balance i Danmark ikke oprindelig var taenkt som et oprør. Den var derimod »en undren og højlydt kritik af beslutningerne og beslutningsprocesserne i mit parti Venstre«. Venstre var ved at blive et »regionsparti for Jylland og Fyn«. Selv havde han vaeret politisk aktiv i 1990’erne og med begejstring oplevet Venstres forandring og den massive tilstrømning af vaelgere i hovedstaden. Men alt det var nu ved at blive sat over styr og måtte et oprør: »Krudtet lå der. Jeg satte en taendstik til. Det gør mig nok til anstifter, men ikke leder af noget oprør,« skrev han. Cordua har altså iklaedt sig en gul vest.
Han indrømmer, at den kritik, han fremkommer med, er uvelkommen i Venstres top. Den synes dog at have vakt betydelig lydhørhed her – til stor irritation blandt dem i partiet, der har vaeret med til at føre Venstre tilbage til sin decentralistiske og demokratiske tradition. For få uger siden bakkede regeringen op om et yderst luftigt forslag til, hvordan man kan øge befolkningstallet i et København, som kun de velstående snart har råd til at bo i. Og nu står vi over for et forslag til en sundhedsreform, som – alt efter dens endelige udformning – kan saette udflytningen af statslige arbejdsfunktioner i stå, genoplive centraliseringspolitikken fra strukturreformen og styrke et teknokratisk embedsmandsstyre af Danmark. Det må naturligvis vaekke uro blandt venstrepolitikere i provinsen. I en klumme i Altinget før jul indrømmede Cordua, at »det tegner til et åbent oprør mod venstreformanden, som naeppe kunne vaere dårligere timet for Løkke«, som risikerer at tabe valget på det. Men manden med den gule vest synes ikke selv at have problemer med at bane vejen til en mere formel alliance mellem liberale og konservative i hovedstadsområdet og dermed til en spraengning af Venstre som et nationalt parti.