Italiensk charme til døden

En besynderlig scenografi lagde rammen om Prags Statsopera i Aarhus.

Hvorfor stod koret bomstille ofte med ryggen mod publikum bagerst på scenen under det meste af forestillingen? Hvad symboliserede den store ramme om koret, hvorfor forsvandt den somme tider, og hvad skulle man laegge i den underlige belysning i skaerende farver? Scenografien i Prags Statsoperas udgave af La Bohéme var mildest talt besynderlig og en smule kedelig. Enkel, men ofte uden den store sammenhaengskraft med handlingen. Men så fik man da lidt at taenke over.

Derimod gik sangen rent ind. Et virkelig velfungerende team af solister med Paolo Lardizzone som Rodolfo og Maria Kobielská som Mimi var meget lyttevaerdig i en taet og overbevisende klang. Også i det dramatiske udtryk var sangerne eminente, dog bedst i operaens mere alvorlige del mod slutningen, da de lettere fjollede optrin i begyndelsen var slut.

Den tilstundende tragedie kom fint til udtryk, også hos vennerne, bla. Marcello, der blev sunget med charme og selvtillid som en spansk fodboldspiller af Csaba Kotlár, mens Natalia Tkachuk ikke gav den for lidt i rollen som den dullede og opstyltede Musetta. Optrinene med Rodolfo og hans kåde kammerater blev sunget med glød, energi og humor, så den gamle opera fik liv og charme. Også Mimis uskyld, hendes sygdom og Rodolfos omsorg for hende var rørende midt i sin polerede sentimentalitet.

Under det hele leverede det tjekkiske orkester en dynamisk, let og medrivende lydkulisse, der ramte den italienske elegance på kornet. Som endnu en kunstnerisk kvalitet var de ofte bratte overgange mellem livets leg og alvor tydelige og bemaerkelsesvaerdige.

OPERA LA BOHÉME, G. PUCCINI Prag Statsopera Torsdag