Tilfaeldet Sverige

Så fik den selvudnaevnte

humanistiske stormagt Sverige omsider en ny regering. Efter fire måneders ulideligt sejpineri kan socialdemokraten Stefan Löfven fortsaette i spidsen for en rød-grøn regering, bakket op af to borgerlige – det er man nødt til at understrege – partier, Centerpartiet og De

Liberale. Stor er lettelsen i Stockholm. Men alt er i virkeligheden ved det gamle.

Forløbet af forhandlingerne må markere et lavpunkt i svensk parlamentarismes nyere historie. De har haft ét eneste formål: at holde de slemme sverigedemokrater med deres 17,6 pct. vaelgeropbakning uden for enhver indflydelse i endnu en valgperiode. Alt andet har vaeret underlagt denne ambition. Det er en forbløffende negativ tilgang til, hvordan politik bedrives i et samarbejdende folkestyre.

Danske politikere

har kritiseret deres svenske kolleger.

Enkelte har ligefrem kaldt fremgangsmåden udemokratisk. Det er at tage munden for fuld. Politik handler om at skaffe sig flertal, og et flertal har i sagens natur altid ret. Sådan er spillereglerne, så usympatisk det undertiden kan virke.

Langt vaerre er, at de svenske kolleger har gjort politik til et opgør om, hvem der kan promenere det rigtige menneskesyn. Det kender vi også herhjemmefra, hvor isaer De

Radikale ikke kan få nok af at understrege, hvor meget finere det er at have et menneskesyn end almindelige politiske holdninger. Men i Sverige er konkurrencen sat ekstraordinaert intolerant og ekskluderende i system.

De problemer, som Sverigedemokraterne peger på, går ikke vaek, fordi de øvrige partier ikke vil høre om dem. Tvaertimod virker det unaegtelig, som om de bare vokser sig større og større. Nu skydes der ikke laengere kun i Malmøs gader. Nu kastes der håndgranater. Kriminalitetsstatistikkerne, ikke mindst for voldtaegter, kender kun én vej, og det er entydigt den forkerte. Hvis vi herhjemme synes, at der er problemer i ghettoområder, så kig til Sverige. Det knirker og knager i det svenske folkhemmet, og selv om der stadig er plads nok i de store skove, som davaerende statsminister Fredrik Reinfeldt konkluderede efter en flyvetur, så har generationer af svenske politikere presset velfaerdssamfundet og nationen Sverige helt ud på kanten. Det er man da nødt til at kunne diskutere. Det hjaelper ingen, at man bare lukker øjnene.

Når man naerstuderer de svenske medier, kan man godt se, at en vis opvågnen til den virkelige virkelighed er sat ind.

Der er kommet spraekker i virkelighedsfornaegtelsen. I årevis har svenske medier forestået en samfundsdebat, som i forløjethed ikke overgås noget sted i Europa. Nu pibler en vis erkendelse frem, men Rigsdagens politikere tager endnu en runde, hvor man foregiver, at tidens ugunst alene skyldes de påstået racistiske sverigedemokrater. Der er faktisk grund til at vaere bekymret på broderfolkets vegne. Ikke mindst for den manglende vilje til at holde gang i en åben politisk samtale, der søger at favne alle.

Det må i øvrigt undre,

at den moralske kølle kun rammer Sverigedemokraterne. I årevis har Socialdemokratiet tilladt det erklaeret socialistiske (foruden feministiske) Venstrepartiet at vaere parlamentarisk grundlag. Partiet har bestemt udviklet sig, men dets rødder haenger lige så fast i en totalitaer forhistorie, som Sverigedemokraterne gør på den anden fløj. Også her er et saerligt svensk hykleri til at tage og føle på.

Sverige går vanskelige tider i møde. Med tanke på den danske udlaendingedebat er der stadig grund til at sige: Se til Sverige, hvordan det ikke skal gøres.