PROFESSOR: DET TALER IND I EN TINDER-KULTUR

Anne Jerslev, professor ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet tror ikke, at et program som ”Date mig nøgen” lever laenge, hvis det kun vaekker forargelse.

»Jeg har ofte forsvaret realitytv med, at selv om der kan vaere graenseoverskridende elementer, laegger de altid op til én eller anden diskussion om adfaerd, om kropsopfattelser eller om, hvordan vi behandler hinanden. Det kan man også sige om dette program og f.eks. ”Gift ved første blik”, som begge kan føre til diskussioner om krop og parforhold. Vi har altid bedømt hinanden på det ydre. Det er ikke noget nyt. Men måske vi i højere grad end tidligere kigger på ydersiden, før vi vurderer det indre. Programmet taler i hvert fald direkte ind i en Tinder-kultur, hvor vi swiper til højre og venstre alt efter, om naesen og brysterne er paene eller ej.«

»Det interessante er, at programmet iscenesaetter kroppen som en genstand, der kan vurderes i forhold til dens enkelte dele, og egentlig afseksualiserer kroppen. Den bliver ikke set som potentielt erotisk. Den bliver bare fordelt på nogle enkeltdele, som hver isaer kan vaere grimme eller paene. Det, synes jeg, er et problem, men det er samtidig et interessant program i tiden og siger noget om det ydres kolossale betydning for attraktivitet i dag.« sker en naiv forestilling om, hvor galt det står til, og om »at vi ser alt gennem pornografiens linse«. Folk går jo trods alt i faellesbad, til sport og på stranden og ser andre kroppe, pointerer hun.

»Men hvis det virkelig er kommet så vidt, er det selvfølgelig godt at se, at andre mennesker også kan have tykke laegge og skaeve testikler. Hvis det så er – i gåseøjne – helt almindelige kvinder og maend af kød og blod, der stiller op, kan det godt vaere med til at vise os, hvad normalitet er. Så vil jeg måske godt købe argumentet,« siger hun.

”Date mig nøgen” møder ikke udelukkende opadvendte tommelfingre hos den nationale chef for Sex & Samfund, Lene Stavngaard, der har set det første program. Hun glaeder sig over at se nøgne mennesker i tv, men finder det ikke saerlig konstruktivt, at de optraeder i en kontekst, hvor man skal bedømme hinanden.

»Problematiske udtalelser«

Undervejs i den første udsendelse er hun stødt på flere »problematiske udtalelser« i dialogen om kroppene, »som ikke kan karakteriseres som kropspositivistiske«, siger hun.

»Deltageren taler lige ind i stereotyper, klichéer og idealiseringer, og platformen bliver en megafon, som bekraefter dem. En deltager fremhaever f.eks. symmetriske bryster som noget positivt, et ideal. Men det bliver ikke fortalt, at symmetriske bryster faktisk forekommer meget sjaeldent. Han forklarer også, at han foretraekker glatbarberede kvinder, fordi det er mere hygiejnisk. Det er jo faktuelt forkert. Kropshår har en funktion, men myten få lov at stå og bliver ikke modsagt,« siger hun og fortsaetter:

»Når man saetter virkelige mennesker ind i et studie, vil de formentlig repraesenterer stereotyper, som lever i vores kultur. Men hvis nøgenheden nu skal foregå i et format, hvor man skal bedømme hinanden, og man alligevel bruger infobokse, burde de infobokse vaere mere normkritiske og korrekte. Flere af dem er lidt pseudovidenskabelige.«

Ude i virkeligheden dømmer vi hinanden på vores kroppe – med og uden tøj på. På den måde vaelger programmet en meget aerlig praemis, mener Lene Stavngaard:

»Men undervejs (i første program, red.) ser man f.eks. de kraftigere kvinder blive valgt fra først. Det er jo fint at have praeferencer, men det sker med nogle bortforklaringer, der måske kan virke lidt mistaenkelige. Da virker det pludselig ikke laengere ret aerligt eller kropspositivistisk.«

Der har ikke vaeret nogen krav til deltagernes grad af fysisk fuldkommenhed eller for den sags skyld uperfekthed. I de seks programmer vil man bl.a. opleve »superveltraenede, snorlige drenge og piger« – de skal jo heller ikke diskrimineres, siger Sofie Maltesen.

Fra produktionens side har man til gengaeld vaeret optaget af en respektfuld tone, og at man ikke skal sammenligne og nedgøre hinanden, forklarer hun. Alle, der har vaeret med, har haft den indstilling. Og så vidt, Sofie Maltesen ved, er alle gået fra studiet med en »følelse af optur«.

Tilbage i Skibby forklarer Mads Jonas Thorstensen, der i øvrigt selv foretraekker kvinder med kort hår og paene halse, at han forud for optagelsen af sit program havde besluttet sig for at vaere så aerlig som overhovedet mulig. Men …

»Da jeg først stod der, var det rigtig svaert at kommentere, hvis en kvinde f.eks. havde en størrelse, jeg ikke var tiltrukket af. Jeg fandt måske på lidt dårlige undskyldninger. Så blev det noget med, at taeerne var grimme. Det skulle jo vaere sjovt for os alle sammen.«