Skaermhelvede: Hvad siger din telefon til andre om dig?
Jeg kunne fint nikke genkendende til den oplevelse, mange af JP’s laesere delte i en artikel onsdag; nemlig den, at man taler om noget naer sin telefon, og bum, så er der en reklame for netop det naeste gang, man bruger telefonen. En af JP’s eksperter kaldte, skråsikkert, den slags observationer for paranoia. Det er det imidlertid ikke, for det er egentlig et ret konkret og håndgribeligt faenomen, der beskrives. Det taetteste, vi kommer på en decideret afvisning af faenomenet, er da også, at der ikke er nogen, der kan bevise eller endeligt sandsynliggøre, at de store techselskaber er med på en lytter via mikrofonen i brugerens telefon hele tiden. Omtrent det samme er også de danske forskere Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfelt kommet frem til.
Men faktisk er det også lige meget. Faenomenet er et symptom, ikke på paranoia, men på sund skepsis. For hvis der var noget, vi laerte af whistlebloweren Edward Snowden, som i ‘13 afslørede, hvordan NSA begik verdensomspaendende overvågning af alt fra almindelige borgere til statsoverhoveder, så er det, at cirka alt er muligt – også at aflytte telefoner via deres mikrofoner. I ‘15 sagde Snowden også, at den britiske efterretningstjeneste lå inde med et program, den kaldte Nosey Smurf – Snagende Smølf. Og den smølf gør det efter sigende muligt at udnytte telefoners mikrofoner til overvågning uagtet telefonens indstillinger.
Hvad verden også laerte af Snowden, er, at hvor der er højteknologi, er der sjaeldent etik. Det, der er muligt, skal der nok vaere nogen, der udnytter.
Men igen: Om telefonernes mikrofoner lytter med er lige meget, for som nogle af eksperterne i JP’s artikel også fortaeller, så er der utallige måder, vores telefoner, computere og andre gadgets overvåger os på – bl.a. ved at filme vores skaerme, mens vi er i en app, ved at analysere de “private” beskeder, vi sender til hinanden via Facebook, Gmail og deslige, ved at indsamle og analysere de billeder, vi laegger på nettet og samler i programmer, og ved at overvåge, hvad vi skriver i søgemaskiner og browserfelter. Og så videre! Som Snowden siger: »Tv’et er et medie, som du ser. Internettet er et medie, som ser på dig, mens du ser på det.«
Så det er altså vaerd at vaere skeptisk, og det er vaerd at saette sig ind i, hvad der foregår, så man i det mindste har hånd i hanke med, hvad private detaljer om ens liv bruges til. Ikke mindst fordi vi også fortaeller omverdenen meget om os selv – måske endda noget, vi faktisk kun har delt med vores computer i en googlesøgning – hver gang, nogen ser vores skaerm.
For eksempel er det vaerd at vide, at hvis man sidder ved siden af en i bussen, som scroller rundt på en nyhedsside for at laese dagens nyheder, men konstant mødes af reklamer for intimhygiejneprodukter, så er det måske ikke ham, man skal forsøge at score i dag. På samme vis kan man jo lige overveje, om man er et match, hvis man sidder ved siden af en på caféen, der er ved at finde en god rute fra A til B på et elektronisk kort, og det kort så har markeret de swingerklubber eller sexshopper, der ligger omkring den rute. Selv det, der vises på kort, er i dag brugerrettet. Eller lad os sige, man faktisk selv går ind på en swingerklub under daeknavnet HvidRidder69. Her svinger man måske godt med HotCutie83, men mens man har svinget, ja så har ens telefon i garderoben måske gjort ligeså med de andre telefoner, den fornemmer er i naerheden. Så mon ikke Facebook foreslår Preben Jensen, den hvide ridder, og Susanne Hansen, den varme steg fra ‘83, at blive venner bagefter?
Paranoia? Nej. Realisme? Jeps, og vi har brug for meget mere af det.