Tilliden mangler

For to år siden anså

Socialdemokratiet Dansk Folkeparti som så stuerent, at partilederen ligefrem blev indbudt til kaffe og taet samarbejde. I den socialdemokratiske vandring mod øget vaelgertaekke blev Kristian Thulesen Dahl og hans parti holdt op som et trovaerdigt banner. Vaek var det gamle socialdemokrati, som vaklede på udlaendingepolitikken og i sidste ende underlagde sig De Radikale, og vaek var også den radikale indflydelse på den økonomiske politik. Hvorfor tale om nødvendighedens politik, når man kan føre klassekamp sammen med DF’erne, syntes logikken at vaere i det socialdemokratiske war-room.

Siden har Mette Frederiksen gjort sig store anstrengelser for at fremstå som en trovaerdig leder, som en gang for alle har lagt det socialdemokratiske mareridt bag sig og proklameret, at nu dages det, venner.

Ikke mindst på den baggrund er det interessant, at de ombejlede DF’ere langtfra er overbeviste af det socialdemokratiske hamskifte. Jo, partiets ordførere erklaerer sig på vitale områder som skat og EU mere enige med socialdemokraterne end Venstre, men når det kommer til spørgsmålet, om de også har tillid til, at Socialdemokratiet vil stå ved sin politik, begynder de at vakle. Det forudsaetter, at man kan stole på partiet, og det er DF-ordførerne berettiget i tvivl om.

Tydeliggjort på udlaendingepolitikken,

hvor DF har iagttaget, at Mette Frederiksen først rykker sig, når regeringen har rykket sig, og det gør den kun efter pres fra DF, lyder logikken.

Mette Frederiksen har på forhånd udelukket, at hun vil gå i regering med andre partier end sit eget. Med den erklaering kan hun imødese en vanskelig balancegang mellem den venstrefløj, som alt andet lige er nødt til at bakke hende op, men som også vil sidde klar med silkesnoren, og de borgerlige partier og DF, som er hendes eneste samarbejdspartnere, når det gaelder den højt profilerede udlaendingepolitik.

I den forløbne valgperiode har vi oplevet, hvordan Dansk Folkeparti kraevede udlaendingepolitiske stramninger til gengaeld for, at regeringen kunne få sin økonomiske politik igennem. I den naeste kan man se det omvendte for sig: De borgerlige vil kraeve økonomiske indrømmelser for at støtte socialdemokraterne på udlaendingepolitikken.

Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen kommer til at stå i ubehagelige dilemmaer, hvis det lykkes hende at blive statsminister.

Det politiske slaegtskab

mellem DF og S og viljen til at bruge det har presset Lars Løkke Rasmussen, og prøvelserne er ikke forbi. Faktum nu ganske kort tid før folketingsvalget er, at ingen laengere taler om regeringens storstilede sundhedsreform, mens rigtig mange er optaget af, hvornår de kan forlade arbejdsmarkedet.

Venstre er allerede godt i gang med at kravle ned fra principperne om tidlig pension og den reformkurs, som gjorde, at Lars Løkke Rasmussen distancerede sig fra sin forgaenger som Venstre-formand og statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som omklamrede socialdemokraterne på velfaerden. Tørre tal viser, at Løkke er langt fra egne mål. VLAKregeringen har kun leveret en brøkdel af de 55.000-60.000 personer, som beskaeftigelsen ifølge regeringsgrundlaget skulle øges med frem mod 2025.

På den lange bane betyder tillid og trovaerdighed mere i politik end korte taktiske manøvrer. Der er trods alt grund til at glaede sig over, at DF’erne godt kan gennemskue, hvad der tjener partiet bedst: at forblive i den borgerlige lejr.