Liberal Arrogance
Man slår sig, og det gør ondt
at falde ned fra et meget højt trae. Det maerkede Liberal Alliances nu forhenvaerende partileder, Anders Samuelsen, som på en varm junivalgdag kunne se sit parti smelte. Blot 2,3 pct. af vaelgerne satte kryds ved LA, og partiformanden, opstillet i Nordsjaelland, evnede end ikke der at samle stemmer nok. En afklapsning så maerkbar, at Samuelsen drog konsekvensen og trak sig.
Man kunne naesten få ondt af Anders Samuelsen, da han tydeligt berørt over situationen tog afsked med både dansk politik og sit eget hjertebarn. Men også kun naesten, for Samuelsen baerer et stort ansvar for partiets nedsmeltning. Sat på en kort formel har hans selvtillid og -glaede vaeret større end evnen til at manøvrere politisk. Anders Samuelsen indledte sit politiske liv som en visionaer radikal, men har sluttet sin karriere som en tragikomisk figur i et drama, hvor partiet kastes ud i et fløjopgør, som spalter de nu blot fire folketingsmedlemmer. Forløbet hidtil har vist, at selv om Liberal Alliance ikke er stort, så mestrer medlemmerne til fulde opgørets anatomi, som det kendes fra bl.a. De Konservative og socialdemokraterne.
Så sikker var partiet på sig selv og sin evne til at overbevise vaelgerne, at det ved forrige folketingsvalg nonchalant kunne laene sig tilbage i forvisning om, at den var hjemme.
Mens andre delte flyers ud og var i strid om detaljer, lagde Liberal Alliance til kaj ved Folkemødet i Allinge, åbnede årgangsvinen og hyggede sig. Maerkesagerne: Lavere skat, mere vaekst, mindre offentlig sektor og mere frihed var plantet i befolkningens bevidsthed, og så var der ingen grund til at rode sig ud i unødvendige diskussioner om udenrigspolitik, udlaendinge- eller aeldrepolitik.
Resultatet udeblev ikke:
Liberal Alliance fik 13 mandater i 2015. Partiet var indlysende nødvendigt i et politisk landskab, som manglede en klar liberal stemme.
Den kom til at fremstå mere skinger, da Liberal Alliance skulle agere som et ansvarligt borgerligt parti og begyndte at stille med ultimative krav om lettelse i topskatten på mindst fem procentpoint. Enhver med evnen til at taelle til 90 kunne indse, at som Folketinget var sammensat, så havde det ingen gang på jorden. I realiteten fungerede kravet som en barriere for Venstre-regeringens muligheder for i øvrigt at føre liberal politik. Mange kraefter blev brugt på Samuelsen og hans berømte trae, som han først kravlede ned fra, da ministerbilen rullede frem. Af helt uforståelige grunde valgte partilederen, som efter eget udsagn havde stort set frit valg på alle hylder, at saette sig på ministerier uden den store appel til Liberal Alliances vaelgere. Selv blev han udenrigsminister og lagde tåbeligt fra start med at udnaevne sig selv til Danmarks bedste af slagsen. Søsteren Mette Bock blev kulturminister, og Thyra Frank fik et overflødigt aeldreministerium. Så meget for politikken om at slanke den offentlige sektor.
Udnaevnelsen af Thyra Frank har
Henrik Dahl sammenlignet med myten om Caligulas hest, som blev gjort til konsul, angiveligt et traek, som skulle styrke Samuelsens egen familie og venner. Som ved den selvoptagede Caligulas eget fald er der heller ikke megen storhed eller aere over den styrtblødende Samuelsen. I et sidste forsøg på at bevare autoritet pegede han på Simon Emil Ammitzbøll-Bille som ny leder. Mindre end et døgn senere sagde Ammitzbøll nej. Nu er Alex Vanopslagh valgt som ny politisk leder, men det aendrer ikke ved, at Liberal Alliance ligner et parti i opløsning. Det er en skam. Det borgerlige Danmark har brug for en klar liberal stemme.