Frederiksen mister en vigtig ven og en taenker, men det bliver hverdag igen

Sibirien. Ikke så meget som et ordførerskab fik han. På hans kontor flød papirkurven over af de ulaeste papirer, som sekretaeren troskyldigt afleverede vedrørende hans eneste hverv, delegationsleder i Europarådet, hvad end det så var.

Den tidligere nøglefigur sydede af frustration, mens valgforskerne spaerrede øjnene op over meningsmålingernes historisk hurtige vaelgerflugt fra partiet, der ellers lige havde vundet valget. Midt i udlaendingelempelser, betalingsring og dagpengekrise sank S-SF’s projekt fuldstaendig i grus. Og Thorning manglede allierede. Også i den socialdemokratiske bevaegelse uden for Slotsholmen. F.eks. fagbevaegelsen. Til sidst måtte hun hente Sass ind igen.

Missionen

I 2019 er situationen en helt anden. Frederiksen mangler ham. Som ven og visionaer politisk åndsfaelle. På ministerlisten, hvor der nu er minus i stedet for spørgsmålstegn ud for hans navn. Men deres faelles mission er på mange måder fuldført. Siden 2011 har Sass og Frederiksen – forbundet af deres faelles ven og partiets stabschef, Martin Rossen, møjsommeligt arbejdet hen imod den situation, partiet står i nu.

Sass har siden sin ungdom talt for en strammere udlaendingepolitik. Med ham i ledelsen blev det linjen.

Relationen til DF, som har kendetegnet den forgangne valgperiode, var han også nøglefigur i. Politisk og personligt.

Frederiksens ledelse har samlet partiet. Men den samling er reel, og derfor tyder intet på, at meget falder fra hinanden nu, eller at interne styrkeforhold aendres vaesentligt. Det er let at finde gruppemedlemmer, som slog sig på ham, og tidligere samarbejdspartnere, som mener, at hans evner er overvurderede, når han udråbes som stor taenker og strateg.

Men han har repraesenteret en vigtig ånd i Socialdemokratiet og har turdet bruge magten. Selv da han fik ledelsen, blev han dog aldrig mere ledelsens mand, end at han udfordrede den samtidig. Det har flyttet Socialdemokratiet politisk, og det har flyttet samfundsdebatten. At gøre den stramme udlaendingepolitik til en afgørende forudsaetning for velfaerdsstatens fortsatte overlevelse er en afgørende praecisering af Socialdemokratiets samfundsanalyse, som Sass Larsen har stor del i. Det samme gaelder partiets syn på EU og i det hele taget en politisk linje, hvor de socialdemokratiske svar lige nu først og fremmest er nationale, fordi de internationale svar for S-ledelsen har vaeret svaere at få øje på. Socialdemokratiet er et andet end det, Thorning efterlod sig. Sass har vaeret med til at vise den vej, som har ført Frederiksen til regeringsforhandlinger nu. Afskeden er kulminationen på en menneskelig tragedie. Sass har igennem lang tid ikke haft det godt. Hans rolle har i de seneste år båret praeg af det. Derfor er det aergrelse, men ikke overraskelse, der praeger partiet. Men derfor bliver det også – efter den sørgmodige afsked – snart hverdag for S-toppen igen. Ligesom alle håber, at det bliver det for Sass.

Henrik Sass Larsen er en af grundene til, at S har regeringsmagten inden for raekkevidde. Men netop derfor bliver det hverdag igen snart. Frederiksens ledelse har samlet partiet. Men den samling er reel, og derfor tyder intet på, at meget falder fra hinanden nu, eller at interne styrkeforhold aendres vaesentligt.