At finde sin plads på standardhylden

Den japanske norm for, hvad det vil sige at vaere et perfekt menneske, er lige ved at ødelaegge Keiko, men da hun ansaettes i en døgnkiosk, får hendes liv pludselig mening.

Den japanske forfatter Sayaka Murata fik sit internationale gennembrud med romanen ”Døgnkioskmennesket”, som har fået ros i lange baner. Og det er helt, som det skal vaere.

Romanen om den 36-årige single Keiko, der er løsarbejder i en døgnkiosk, er simpelt hen skøn. Minimalistisk i sit udtryk, men sprudlende i sit opgør med det japanske normalitetsbegreb.

Den afdaempede beskrivelse af en kvinde, der har svaert ved finde sin plads på standardhylden, rummer en spiddende kritik af et intolerant samfund fuldt af hule idealer.

Kritikken løber stilfaerdigt på undersiden af den hyperrealistiske skildring af et stykke japansk hverdagsliv, aldrig på overfladen.

Keiko fortaeller direkte og uden haemninger om sit liv i jegform, men hendes livshistorie bliver alligevel flerstrenget, fordi romanen rummer så mange dialoger.

Døgnkioskmedarbejder

Hendes stemme gennemkrydses af venindernes, søsterens, samboens og kollegaernes stemmer, og det er i de skaeringspunkter, at vi oplever den skaerende dissonans i normalitetsbegrebet.

Keiko har en anelse om, at hun på nogle punkter agerer anderledes end flertallet af sine jaevnaldrende, men hun opfatter ikke sig selv som unormal, og det gør laeseren heller ikke.

Naturligvis studser man, når hun traekker nogle signifikante situationer frem fra hukommelsen. Der er f.eks. dengang, hvor hun slår en dreng i hovedet med en spade for at afslutte en slåskamp, eller dengang, hvor hun hiver nederdelen af sin laerer for at få hende til at falde ned.

Keikos problem er, at hun tager alt bogstaveligt. Hun har ikke nogen sans for de følelsesmaessige mellemtoner, og hun har ikke for to kroner empati.

Da Keiko er midt i tyverne, får hun job i en døgnkiosk. Hun er lykkelig og oplever det som en ”genfødsel”. Døgnkiosken leverer en komplet manual for høflig opførsel og ordentlig arbejdsmoral. Normerne kan ikke overskrides, de er vakuumpakket lige som de maskinfremstillede onigiri.

Selve beskrivelsen af Keikos stramt strukturerede dagligdag i døgnkiosken er ikke skraemmende, for Sayaka Murata skriver totalt nøgternt. Men den forståelse af normalitet, som ligger bag, er selv sagt ekstremt ubehagelig.

Ubehaget fortaettes, i takt med at der stilles håndfaste forventninger til Keiko om aegteskab og børn. Skønt hun på dette tidspunkt er midt i trediverne, ligger begge dele helt uden for hendes formåen.

”Døgnkioskmennesket” er på sin egen listige facon både tragisk og komisk. Den er en moderne fabel om at vaere normal i en unormal verden, som kalder sig normal.

ROMAN SAYAKA MURATA Oversat fra japansk af Mette Holm 150 sider, 199,95 kr. Grif