Rik­ke He­de­gård er sig­tet for at fla­ge med Stars and Stripes

Jyllands-Posten - - INDLAND - JAMILLA SOPHIE ALVI CAS­PER DAL­HOFF

En fa­mi­lie i Nr. Bjert har i et år va­e­ret sig­tet for at fla­ge med det ame­ri­kan­ske flag. Det­te er fa­mi­li­ens hi­sto­rie.

Det var ik­ke for in­gen­ting, at Rik­ke He­de­gård for to år si­den hej­ste et ame­ri­kansk flag for­an sit hjem i Nr. Bjert. Og det er ik­ke for in­gen­ting, at hun hej­ste det igen, selv om fa­mi­li­en fik po­li­ti­et, po­li­ti­ke­re og in­ter­net­tets ta­sta­turkri­ge­re på nak­ken.

I ga­ra­gen er det let at få øje på ka­er­lig­he­den til 1960’er­nes USA. Teg­ne­se­ri­e­fi­gu­ren med hvep­se­talj­en og spid­se la­e­ber Bet­ty Boop kig­ger drilsk ned på bar­di­sken fra en pla­kat. LP’er med El­vis er søm­met op i lof­tet. Det mest pro­mi­nen­te styk­ke Ame­ri­ca­na­me­mora­bi­lia er en funk­len­de Bu­i­ck Skylark fra 1965. Un­der lof­tet ding­ler tra­eskil­te med or­de­ne ”God Bless Te­xas”. Dem har fa­mi­li­ens søn, Ed­die, la­vet på sin spe­ci­alsko­le.

Fa­mi­li­en He­de­gård har lagt kno­fedt i hvert hjør­ne.

Men der lig­ger no­get dy­be­re bag. Det op­da­ger vi i lø­bet af de kom­men­de ti­mer i ga­ra­gen. No­get, der hand­ler om vold. Om at flyt­te gang på gang. Om fri­he­den til at le­ve sit liv ud fra, hvad man selv va­el­ger, og ik­ke ac­cep­te­re, at man er født ind i en ond cir­kel af vold og al­ko­hol. Fri­he­den til at pas­se sig selv.

Flag­stang gik viralt

Fa­mi­li­en He­de­gård i Nr. Bjert blev grund­lovs­dag i 2017 an­meldt til Sy­dø­stjyl­lands Po­li­ti for at fla­ge med et frem­med stats­flag.

An­mel­de­ren var en for­bi­kø­ren­de bi­list fra Mid­del­fart. Hun stop­pe­de og tog bil­le­der af Stars and Stripes fra den an­den si­de af for­to­vet. Rik­ke He­de­gård re­a­ge­re­de ik­ke hø­fligt på den frem­gangs­må­de. Hun blev ra­sen­de. Mildt sagt. Hun tru­e­de med at po­li­ti­an­mel­de den kvin­de­li­ge bil­list.

Da an­mel­de­ren se­ne­re kon­tak­te­de Jy­ske Vest­ky­sten, gik fle­re me­di­er ind i sa­gen. I en uge fort­sat­te fa­mi­li­en med at fla­ge i trods, så pil­le­de den det ned ef­ter po­li­tiets be­søg. I sep­tem­ber sat­te fa­mi­li­en det op igen i for­bin­del­se med et ame­ri­ka­ner-bil­tra­ef. Igen mød­te po­li­ti­et op. I 2018 fla­ge­de fa­mi­li­en igen i for­bin­del­se med et tra­ef. Den­ne gang blev fa­mi­li­en sig­tet for at fla­ge med et frem­med stats­flag. Et år ef­ter er fa­mi­li­en sta­dig sig­tet for brud på flag­reg­ler­ne.

Dansk Fol­ke­par­tis Mar­tin Hen­rik­sen, der blandt an­det er ord­fø­rer for det dan­ske min­dre­tal i Syds­lesvig, gik ind i sa­gen og fo­re­slog et for­bud mod at fla­ge med an­dre lan­des flag. Og Rik­ke He­de­gård fik hem­me­ligt num­mer til he­le fa­mi­li­en for at slip­pe for pres­sen ef­ter en dag, hvor søn­nen Ed­die hav­de mod­ta­get sms’er, og det sta­dig va­el­te­de ind med e-mails og te­le­fo­nopkald.

Flag va­ek­ker fø­lel­ser. Og­så i da­gens Dan­mark.

En kort lun­te

Alt det kun­ne va­e­re und­gå­et, hvis fa­mi­li­en hav­de fulgt reg­ler­ne. Hvis den hav­de ha­engt et nor­disk flag op. Et EU-flag. Hvis den ik­ke hav­de va­e­ret en fa­mi­lie med en sa­er­lig for­hi­sto­rie, Rik­ke He­de­gård var knap fyldt 18, da hun blev ka­e­re­ste med Mar­tin He­de­gård. De har bo­et i Nr. Bjert i fem år. Ef­ter at de er ble­vet del af ro­ck­a­bil­ly-mil­jø­et, har de få­et en ny om­gangskreds, og hun har ”ro­ck­a­bil­ly­et” fa­mi­li­ens cam­ping­vogn, som de ta­ger med til tra­ef for ame­ri­ka­ner­bi­ler. Her er hun i fa­mi­li­ens Bu­i­ck Skylark. Fo­to: Cas­per Dal­hoff

der be­ty­der, at når no­gen skub­ber til Mar­tin og Rik­ke He­de­gård, så skub­ber de igen.

»Vi fla­ger med Stars and Stripes, for­di vi ser det som py­nt. Som fed de­ko­ra­tion. Det er vo­res valg, hvor­dan vi vil le­ve, og at folk kan gå og bli­ve ke­de af det, for­står jeg ik­ke. Vi er en del af ro­ck­a­bil­ly-mil­jø­et, og det er vo­res må­de at vi­se ka­er­lig­hed til fa­mi­li­en på. Bå­de vo­res egen fa­mi­lie og isa­er den sto­re fa­mi­lie – al­le dem med ame­ri­ka­ner­bi­ler, der kø­rer for­bi os,« si­ger Rik­ke He­de­gård.

Hun el­sker 60’er-kjo­ler­ne og det bob­be­de hår. Mu­sik­ken. Bi­ler­ne. Fø­ler sig na­e­sten me­re ame­ri­kansk end dansk. Med den ka­er­lig­hed er det ma­er­ke­ligt, at fa­mi­li­en al­drig har va­e­ret i USA.

»Må­ske en dag,« sva­rer Rik­ke He­de­gård und­vi­gen­de.

Og så er vi til­ba­ge ved det, der ik­ke bli­ver sagt, men svir­rer uro­ligt i ga­ra­gen. AEg­te­man­den, Mar­tin, er i gang med at fik­se no­get bag ba­ren. Han har ik­ke no­get be­hov for at va­e­re en del af in­ter­viewet. Er ik­ke vild med jour­na­li­ster. Slet ik­ke fo­to­gra­fer.

»Jeg har en lun­te, der star­ter 2 cm in­de i bord­bom­ben,« op­ly­ser han.

Ik­ke und­skyl­den­de. Nøg­ter­nt kon­sta­te­ren­de. Han har sto­re, kød­ful­de ha­en­der. Med en en­kelt hånd vil han kun­ne løf­te en ba­sket­bold fra jor­den.

De har beg­ge lidt stress på, for fa­mi­li­ens yng­ste på syv år skal hen­tes fra ko­lo­ni med sko­len. De vil helst ik­ke kom­me for sent. Tre he­le da­ge har hun va­e­ret va­ek. Mar­tin og Rik­ke He­de­gård kø­rer af sted. Til­ba­ge i ga­ra­gen ef­ter­la­der de Ni­co­le. Hun holdt i maj sin 18-års fød­sels­dag i ga­ra­gen. På fre­dag skal hun ha­ve en ta­to­ve­ring af Bet­ty Boop, selv om hun har over­ve­jet Stars and Stripes. Må­ske na­e­ste gang? Hun drik­ker en rød so­da­vand, der mat­cher 60’er-kjo­len.

For to år si­den hav­de hun net­op sat sig med sin ve­nin­de på Ca­fe Mar­cel­lo i Kol­ding, da mo­bi­len rin­ge­de. I rø­ret var den

før­ste af fle­re frem­me­de men­ne­sker, der i ti­den ef­ter rin­ge­de op for at kon­fron­te­re hen­de med spørgs­mål om flags­a­gen.

Ro­ck­a­bil­ly-kon­fir­ma­tio­nen

»Det var helt skørt,« si­ger hun og sip­per af so­da­van­den.

»Hvad er det med det der ame­ri­ka­ner-no­get og je­res fa­mi­lie? Der et el­ler an­det med je­res til­knyt­ning til det mil­jø, jeg ik­ke for­står?« spør­ger jeg.

Og så forta­el­ler hun. Om en fa­mi­lie med en far, der al­tid var va­ek. Ar­bej­de­de fra kl. 08 til 22 hver dag. Gik op i ame­ri­ka­ner­bi­ler, men var al­drig del af fa­mi­li­en. Et barn i hvert sit rum med en iPad el­ler en tv-ska­erm. Hu­set i Nr. Bjert er det la­eng­ste, hun har bo­et i sam­me hus –fem år – og hun el­sker det. For fem år si­den, da hun skul­le kon­fir­me­res, be­slut­te­de hun sig for at hol­de en ”ro­ck­a­bil­ly”-kon­fir­ma­tion med 60’er-kjo­le og be­søg på Gra­celand i Ran­ders. Hun tog be­slut­nin­gen for at slå hul på mu­ren ind til sin far. Han gik i gang med at la­ve ga­ra­gen klar til fe­sten, og det blev et fa­el­les fa­mi­lie­pro­jekt. Med kon­fir­ma­tio­nen fulg­te we­e­ken­der med ame­ri­ka­ner-bil­tra­ef og en helt ny om­gangskreds.

»Vi blev den tryg­ge, ta­et­te fa­mi­lie, der al­drig rig­tig har va­e­ret der,« kon­klu­de­rer hun tørt. Hun fort­sa­et­ter uden at blin­ke:

»Og må­ske har den flags­ag ba­re gi­vet os end­nu me­re sam­men­hold.«

»Folk ved, hvem jeg er«

Vi går uden­for. Fora­el­dre­ne ven­der hjem med den mind­ste dat­ter, der får et søster­knus. Fo­to­gra­fen ta­ger ka­me­ra­et frem. Mar­tin He­de­gård står ved fa­mi­li­ens cam­ping­vogn, der og­så er ro­ck­a­bil­ly­et in­de­ni. Han ser på Rik­ke He­de­gård, der hej­ser et af fle­re Stars and Stripes-flag, der er i fa­mi­li­ens eje. De har ik­ke haft det op­pe, si­den po­li­ti­et for et år si­den igen kom for­bi.

»Po­li­ti­et sag­de til mig: Ba­re sa­et det dan­ske flag øverst. Men det er ik­ke rig­tigt. Det skal va­e­re en­ten-el­ler med mig. Jeg har en kam­me­rat, der er jurist. Der er jo in­gen lov el­ler pa­ra­graf­fer at sig­te mig ef­ter – kun nog­le gam­le an­vis­nin­ger,« si­ger han til mig.

»Der er gå­et to år, og nu vi har sta­dig ik­ke hørt fra dem. Selv be­tjen­te­ne kun­ne da godt se, at det er håb­løst tids­spil­de. Der er en ghet­to her i Kol­ding, og be­tjen­te­ne har sagt til mig, at de jo ik­ke kan ta­ge der­ud og be­de folk om at ta­ge pa­la­esti­nen­ser­flag ned, hvis de ik­ke og­så kø­rer ud til mig,« si­ger han.

Jeg gen­forta­el­ler dat­te­ren Ni­co­les ord fra ga­ra­gen. At ro­ck­a­bil­ly-kon­fir­ma­tio­nen var et valg, hun tog, for at slå hul ind til ham.

»Si­ger hun det?,« spør­ger han og kig­ger ska­evt ned på mig. Så tra­ek­ker han vej­ret ind.

»O.k., hør her. Folk her om­kring ved al­le, hvem jeg er. Jeg skju­ler ik­ke no­get. Jeg er op­vok­set med vold. Fra jeg var 13 år gam­mel, le­ve­de jeg af vold. Det har på­vir­ket fa­mi­li­en ... selv­føl­ge­lig gjor­de det.«

De føl­gen­de hi­sto­ri­er, han forta­el­ler, har jeg ik­ke en jor­disk chan­ce for at fak­tatjek­ke. Men ho­ved­tra­ek­ke­ne er et liv med kri­mi­na­li­tet, en fla­ske vod­ka om da­gen, va­ekst­frem­me­re, stof­fer og af­ten­be­søg med trus­ler. Der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.