Rikke Hedegård er sigtet for at flage med Stars and Stripes

En familie i Nr. Bjert har i et år vaeret sigtet for at flage med det amerikanske flag. Dette er familiens historie.

Det var ikke for ingenting, at Rikke Hedegård for to år siden hejste et amerikansk flag foran sit hjem i Nr. Bjert. Og det er ikke for ingenting, at hun hejste det igen, selv om familien fik politiet, politikere og internettets tastaturkrigere på nakken.

I garagen er det let at få øje på kaerligheden til 1960’ernes USA. Tegneseriefiguren med hvepsetaljen og spidse laeber Betty Boop kigger drilsk ned på bardisken fra en plakat. LP’er med Elvis er sømmet op i loftet. Det mest prominente stykke Americanamemorabilia er en funklende Buick Skylark fra 1965. Under loftet dingler traeskilte med ordene ”God Bless Texas”. Dem har familiens søn, Eddie, lavet på sin specialskole.

Familien Hedegård har lagt knofedt i hvert hjørne.

Men der ligger noget dybere bag. Det opdager vi i løbet af de kommende timer i garagen. Noget, der handler om vold. Om at flytte gang på gang. Om friheden til at leve sit liv ud fra, hvad man selv vaelger, og ikke acceptere, at man er født ind i en ond cirkel af vold og alkohol. Friheden til at passe sig selv.

Flagstang gik viralt

Familien Hedegård i Nr. Bjert blev grundlovsdag i 2017 anmeldt til Sydøstjyllands Politi for at flage med et fremmed statsflag.

Anmelderen var en forbikørende bilist fra Middelfart. Hun stoppede og tog billeder af Stars and Stripes fra den anden side af fortovet. Rikke Hedegård reagerede ikke høfligt på den fremgangsmåde. Hun blev rasende. Mildt sagt. Hun truede med at politianmelde den kvindelige billist.

Da anmelderen senere kontaktede Jyske Vestkysten, gik flere medier ind i sagen. I en uge fortsatte familien med at flage i trods, så pillede den det ned efter politiets besøg. I september satte familien det op igen i forbindelse med et amerikaner-biltraef. Igen mødte politiet op. I 2018 flagede familien igen i forbindelse med et traef. Denne gang blev familien sigtet for at flage med et fremmed statsflag. Et år efter er familien stadig sigtet for brud på flagreglerne.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen, der blandt andet er ordfører for det danske mindretal i Sydslesvig, gik ind i sagen og foreslog et forbud mod at flage med andre landes flag. Og Rikke Hedegård fik hemmeligt nummer til hele familien for at slippe for pressen efter en dag, hvor sønnen Eddie havde modtaget sms’er, og det stadig vaeltede ind med e-mails og telefonopkald.

Flag vaekker følelser. Også i dagens Danmark.

En kort lunte

Alt det kunne vaere undgået, hvis familien havde fulgt reglerne. Hvis den havde haengt et nordisk flag op. Et EU-flag. Hvis den ikke havde vaeret en familie med en saerlig forhistorie, Rikke Hedegård var knap fyldt 18, da hun blev kaereste med Martin Hedegård. De har boet i Nr. Bjert i fem år. Efter at de er blevet del af rockabilly-miljøet, har de fået en ny omgangskreds, og hun har ”rockabillyet” familiens campingvogn, som de tager med til traef for amerikanerbiler. Her er hun i familiens Buick Skylark. Foto: Casper Dalhoff

der betyder, at når nogen skubber til Martin og Rikke Hedegård, så skubber de igen.

»Vi flager med Stars and Stripes, fordi vi ser det som pynt. Som fed dekoration. Det er vores valg, hvordan vi vil leve, og at folk kan gå og blive kede af det, forstår jeg ikke. Vi er en del af rockabilly-miljøet, og det er vores måde at vise kaerlighed til familien på. Både vores egen familie og isaer den store familie – alle dem med amerikanerbiler, der kører forbi os,« siger Rikke Hedegård.

Hun elsker 60’er-kjolerne og det bobbede hår. Musikken. Bilerne. Føler sig naesten mere amerikansk end dansk. Med den kaerlighed er det maerkeligt, at familien aldrig har vaeret i USA.

»Måske en dag,« svarer Rikke Hedegård undvigende.

Og så er vi tilbage ved det, der ikke bliver sagt, men svirrer uroligt i garagen. AEgtemanden, Martin, er i gang med at fikse noget bag baren. Han har ikke noget behov for at vaere en del af interviewet. Er ikke vild med journalister. Slet ikke fotografer.

»Jeg har en lunte, der starter 2 cm inde i bordbomben,« oplyser han.

Ikke undskyldende. Nøgternt konstaterende. Han har store, kødfulde haender. Med en enkelt hånd vil han kunne løfte en basketbold fra jorden.

De har begge lidt stress på, for familiens yngste på syv år skal hentes fra koloni med skolen. De vil helst ikke komme for sent. Tre hele dage har hun vaeret vaek. Martin og Rikke Hedegård kører af sted. Tilbage i garagen efterlader de Nicole. Hun holdt i maj sin 18-års fødselsdag i garagen. På fredag skal hun have en tatovering af Betty Boop, selv om hun har overvejet Stars and Stripes. Måske naeste gang? Hun drikker en rød sodavand, der matcher 60’er-kjolen.

For to år siden havde hun netop sat sig med sin veninde på Cafe Marcello i Kolding, da mobilen ringede. I røret var den

første af flere fremmede mennesker, der i tiden efter ringede op for at konfrontere hende med spørgsmål om flagsagen.

Rockabilly-konfirmationen

»Det var helt skørt,« siger hun og sipper af sodavanden.

»Hvad er det med det der amerikaner-noget og jeres familie? Der et eller andet med jeres tilknytning til det miljø, jeg ikke forstår?« spørger jeg.

Og så fortaeller hun. Om en familie med en far, der altid var vaek. Arbejdede fra kl. 08 til 22 hver dag. Gik op i amerikanerbiler, men var aldrig del af familien. Et barn i hvert sit rum med en iPad eller en tv-skaerm. Huset i Nr. Bjert er det laengste, hun har boet i samme hus –fem år – og hun elsker det. For fem år siden, da hun skulle konfirmeres, besluttede hun sig for at holde en ”rockabilly”-konfirmation med 60’er-kjole og besøg på Graceland i Randers. Hun tog beslutningen for at slå hul på muren ind til sin far. Han gik i gang med at lave garagen klar til festen, og det blev et faelles familieprojekt. Med konfirmationen fulgte weekender med amerikaner-biltraef og en helt ny omgangskreds.

»Vi blev den trygge, taette familie, der aldrig rigtig har vaeret der,« konkluderer hun tørt. Hun fortsaetter uden at blinke:

»Og måske har den flagsag bare givet os endnu mere sammenhold.«

»Folk ved, hvem jeg er«

Vi går udenfor. Foraeldrene vender hjem med den mindste datter, der får et søsterknus. Fotografen tager kameraet frem. Martin Hedegård står ved familiens campingvogn, der også er rockabillyet indeni. Han ser på Rikke Hedegård, der hejser et af flere Stars and Stripes-flag, der er i familiens eje. De har ikke haft det oppe, siden politiet for et år siden igen kom forbi.

»Politiet sagde til mig: Bare saet det danske flag øverst. Men det er ikke rigtigt. Det skal vaere enten-eller med mig. Jeg har en kammerat, der er jurist. Der er jo ingen lov eller paragraffer at sigte mig efter – kun nogle gamle anvisninger,« siger han til mig.

»Der er gået to år, og nu vi har stadig ikke hørt fra dem. Selv betjentene kunne da godt se, at det er håbløst tidsspilde. Der er en ghetto her i Kolding, og betjentene har sagt til mig, at de jo ikke kan tage derud og bede folk om at tage palaestinenserflag ned, hvis de ikke også kører ud til mig,« siger han.

Jeg genfortaeller datteren Nicoles ord fra garagen. At rockabilly-konfirmationen var et valg, hun tog, for at slå hul ind til ham.

»Siger hun det?,« spørger han og kigger skaevt ned på mig. Så traekker han vejret ind.

»O.k., hør her. Folk her omkring ved alle, hvem jeg er. Jeg skjuler ikke noget. Jeg er opvokset med vold. Fra jeg var 13 år gammel, levede jeg af vold. Det har påvirket familien ... selvfølgelig gjorde det.«

De følgende historier, han fortaeller, har jeg ikke en jordisk chance for at faktatjekke. Men hovedtraekkene er et liv med kriminalitet, en flaske vodka om dagen, vaekstfremmere, stoffer og aftenbesøg med trusler. Der