»Taenk, hvis alle hejste de flag, de ønskede. Hvis den danske vestkyst var fuld af tyske flag?«

I Middelfart bor Kirsten Leed, der anmeldte familien Hedegård i Nr. Bjert for at flage med Stars and Stripes. For hende handler sagen om at aere alt det, der er os givet.

I et lille hvidt hus i Middelfart omkranser Compassion-roser døren. Her bor Kirsten Leed. Hun er nervøs.

»Nationalist«. »Kaelling«. »Emsig«. Alt det er hun blevet kaldt på sociale medier. Når hun tidligere har forsøgt at forklare baggrunden for sin anmeldelse af Stars and Stripes-flaget i Nr. Bjert, har hun som regel følt sig misforstået. Affejet som vaerende DFnationalist. Smålig. I de seneste mange år har hun arbejdet med at hjaelpe folk i job. I fritiden hjaelper hun udlaendinge med dansk sprog og kulturforståelse.

Kirsten Leed svarer gerne på nye danskeres undrende spørgsmål om, hvad vendingen ”Tak for kaffe” betyder, når der ikke står kaffe på bordet.

Sang ”Star Spangled Banner”

Hun saetter hjemmelavet hindbaercrumble frem. Skaenker te. Der er en svag følelse af både England og Orienten i hendes hjem. De grønne møbler. Den fine tekande. Lamperne.

Hun saetter sig i midten af den grønne bedstemorsofa. Det er ikke den, de besøgende coach-surfere, som hun huser med jaevne mellemrum, sover på. De får gaestevaerelset.

Kirsten Leed kan teksten til den amerikanske nationalsang, ”Star Spangled Banner”, udenad. I flere år var hun og hendes bror de eneste skandinaviske børn på en international kostskole langt inde i Malaysias jungle, mens hendes foraeldre arbejdede som missionaerer.

Hver uge sang skolens elever den malaysiske nationalsang, ”Negara Ku”. De øvrige dage sang de nationalsangen fra de største grupper af elevers hjemlande. Aldrig Adam Oehlenschlägers faedrelandssang, ”Der er et yndigt land”.

Kirsten Leed voksede op med en kaerlighed til den danske nationalsang, som hun aldrig hørte. Til brevene fra Danmark.

»Jeg har fra barnsben set, at vi er heldige i Danmark. Taenk, at man er så heldig at vaere født her, når man kunne vaere blevet født i slummen i Calcutta. Når vi flager, er det en vaerdsaettelse af, at man hører til, og at man holder af sit land,« siger hun.

Blev provokeret

Hun er stadig venner med eleverne fra sin skoletid og har venner over hele kloden. I skufferne har hun amerikanske pindeflag liggende klar til at saette langs husfacaden, skulle amerikanere komme på besøg. Derfor troede hun først, at familien Hedegård i Nr. Bjert havde hejst det amerikanske flag for at byde gaester velkommen.

»Men så hang det der i seks uger. Jeg så det hver dag på vej til arbejde. Og endda på grundlovsdag, der er nationaldagen. Det blev jeg provokeret af. Det er at signalere, at man er ligeglad med, at vi er en selvstaendig stat. Og så stoppede jeg bilen. Egentlig ville jeg bare have gjort familien opmaerksom på reglerne for flagning, men hun fløj ud af huset som en trold af en aeske og overfusede mig. Hun truede mig med politianmeldelse, fordi jeg tog billeder af flaget. Jeg reagerer ikke godt på trusler,« siger Kirsten Leed.

Hun oplevede, at politiet ikke virkede saerlig interesseret i at tage imod anmeldelsen. Politiet havde også modtaget andre henvendelser om flaget. Derfor kontaktede hun dagbladet Jyske Vestkysten.

»Jeg taenkte, at en debat om flagning måske kunne vaere sund. Vi skal ikke tage flaget for givet. Det styrker sammenhaengskraften, når et helt kvarter alle hejser flaget for at glaede sig sammen med og lykønske genboens konfirmand, student, runde fødselar eller sølvbrudepar,« siger hun.

Styrken i debatten, der fulgte, kom bag på hende. At Martin Henriksen (DF), som hun ikke deler politisk observans med, brugte sagen til at foreslå et generelt forbud mod tilladelser til at flage med andre statsflag og endda roste borgere som hende for at anmelde sagen, gik hende på.

Det forbavser hende at høre, at familien Hedegård stadig er sigtet.

»Det overrasker mig egentlig, at sagen ikke er henlagt. De tog jo trods alt flaget ned, og så er der vel ikke grund til at gøre mere ud af det?« siger Kirsten Leed.

Hvorfor valgte du ikke at kigge den anden vej, når du kørte forbi Nr. Bjert?

»Jeg kiggede den anden vej i seks uger. Jeg var tålmodig.«

Hun smiler og forklarer, at pointen er større end en enkelt familie, der ikke må flage med et fremmed statsflag.

»Taenk, hvis alle hejste de flag, de ønskede. Hvis den danske vestkyst var fuld af tyske flag? Vi skal vaere ydmyge over at vaere født på så smuk en plet i verden – og vi kan fejre det ved at hejse verdens aeldste og smukkeste flag.« Kirsten Leed har selv amerikanske pindeflag liggende klar til at saette langs husfacaden, skulle amerikanere komme på besøg. Derfor troede hun først, at familien Hedegård i Nr. Bjert havde hejst det amerikanske flag for at byde gaester velkommen. Foto: Casper Dalhoff Forbuddet mod at flage med fremmede nationers flag fremgår af en nu mere end 100 år gammel bekendtgørelse. I den står, at det forbydes »her i Landet at hejse andet Flag end Dannebrog«, og at overtraedelse af bestemmelsen er strafbar. Så langt, så godt. Eller skidt. For problemet er, at en minister normalt kun kan udstede bekendtgørelser, hvis ministeren i en lov er blevet bemyndiget dertil. Men en sådan lov findes ikke for flagning, pointerer højesteretsdommeren i sin tekst, så hvordan kan det nu gå til?

»Et muligt svar er selvfølgelig, at det kan det heller ikke. At flagbekendtgørelsen fra 1915 må anses for uhjemlet og dermed ulovlig. At den altså overhovedet ikke kan håndhaeves over for borgerne, og at en dommer derfor, hvis der rejses en straffesag, skal frifinde den, der har hejst det fremmede flag i sin flagstang,« skriver Jens Peter Christensen.

Justitsministeriet har i de seneste fem år modtaget 13 klager fra privatpersoner over brud på flagreglerne.