Er Dansk Folkeparti overflødigt nu?

Da Socialdemokratiet aendrede kurs på udlaendingeområdet, røg bunden ud af blå blok. Selv om iagttagere har peget på, at overtagelsen af Dansk Folkepartis udlaendingepolitik er kilden til Socialdemokratiets succes, er en anden vigtig årsag, at Socialdemokratiet er blevet mere folkeligt, ja, man fristes til at sige, at Socialdemokratiet igen er blevet socialdemokratisk.

Sagt lidt populaert er der langt mere håndbold, håndbajer og hapsdog over Mette Frederiksens projekt, end der nogensinde var over Bjarne Corydon & Co.’s. Processen har vaeret lang, og det har kraevet sin del selvransagelse at gøre op med arven fra Corydon og Helle Thorning-Schmidt.

Ideologisk set har den nye kurs vaeret lagt af – blandt andre –

Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye. Begge har skrevet debatbøger, som tager fat på flere fundamentale samfundsproblemer. For nu blot at naevne nogle få: centraliseringen, uddannelsessnobberiet, by- og medieelitens altdominerende verdenssyn og globaliseringens konsekvenser.

Det interessante ved disse problemer er, at de haenger sammen med, hvordan man ser på udlaendinge: Har man en lang videregående uddannelse og bor i byen, er man ikke synderligt tilbøjelig til at opfatte indvandring og islam som et problem. Omvendt: Bor man i et yderområde, er kort uddannet, og den lokale erhvervsskole er blevet borteffektiviseret i centraliseringens navn, vil man som hovedtendens synes, at det kunne vaere rart med lidt faerre indvandrere.

Det har Socialdemokratiet fattet, ligesom partiet har indset, hvor fronterne går i vor tids kulturkamp: mellem land og by, mellem kort og langt uddannede og i forlaengelse heraf mellem det lokale og det globale. På den måde har Socialdemokratiet ikke alene overtaget DF’s udlaendingepolitik, men på lange straek også partiets samfundsanalyser.

Med undtagelse af dannebrogsflag og flaeskesteg har Socialdemokratiet også overtaget DF’s folkelige profil. Spørgsmålet er derfor, om dansk politik også fremover kan rumme Dansk Folkeparti.