Humanistiske ideologier og konventioner er på gyngede grund

Mange vil spørge sig selv, om det nu er for sent at begraense muslimsk indflydelse i det danske samfund.

Arne W. Petersen debattør og filosof, Skårup

Morten Østergaards strategi om at gøre Radikale Venstre til Danmarks ghettoparti har vaeret succesfuld. Godt hjulpet af Rasmus Paludan har han fået muslimerne ud til stemmeboksene og viser nu, hvor stor indflydelse den muslimske subkultur kan manifestere. Skiftet fra højre til venstre i dansk politik har med andre ord også sin rod i samfundets etniske problemstillinger. Mange vil spørge sig selv, om det nu er for sent at begraense muslimsk indflydelse i det danske samfund. Befolkningstilvaeksten i Danmark baeres i dag bl.a. af herboende muslimers børnefødsler. Statistikken om Danmarks etniske befolkningssammensaetning vil snart igen give medvind til Rasmus Paludan og Pernille Vermund.

Humanistiske konventioner og ideologier, som fremmer udvikling af etniske blandingssamfund, er på gyngende grund, fordi alle historiske erfaringer peger på, at det dna, som koder territoriumsog flokdannelse hos homo sapiens, kun tåler beskeden etnisk opblanding – ganske saerligt, når der opstår ressourcebekymringer på faellesterritoriet.

Med udsigt til klimatisk betingede ressourcebrist forårsaget af menneskets manglende formerings- og forbrugsmaessige mådehold må der inden laenge forventes øgede etniske spaendinger i samfund med markante subkulturelle etniske flok- og territoriedannelser.

Vi behøver ikke at gå langt tilbage i historien for at finde etniske udrensninger. Det skete i 1930’ernes Europa eller 1990’ernes Balkan. Såvel Afrika som Mellemøsten fremviser skraemmende nutidige flokdannelser, som søger at fortraenge hinanden nådesløst pga. overbefolkning og ressourcebrist.

Religioner har i et biologisk perspektiv samme floksamlende funktion som ideologier og hårfarve. Når spaendinger flokke imellem er overkommelige i velstandstider, skyldes det først og fremmest dna’et for ”konfliktskyhed” og en vis kønslig nysgerrighed.

Milliardinvesteringer i ghettosaneringer svarende til op imod 3 mio. kr. pr. ghettofamilie vil naeppe løse problemet, fordi alt tyder på, at det er dna-informationer, der baerer menneskets flokdannelsesmønstre og dermed også de problematiske ghettodannelser.

Den humanistiske, biologiske og realistiske løsningsmodel, som kunne daempe de etniske modsaetningsforhold, der spejles af såvel Morten Østergaard som Rasmus Paludan, må vaere at bruge ”ghettomilliarderne” på repatriering af mellemøstlige familier og dermed mindske antallet af muslimer i Danmarks ghettoer. Tosprogede, mellemøstlige flokdannelser har generelt taette relationer til hjemlandet og burde kunne fristes til at lade sig repatriere for et passende beløb. Prisen vil naturligvis vaere, at den repatrierede familie samles og afgiver dna-print, så familiens medlemmer ikke i fremtiden kan vende tilbage som andet end gaester eller turister.

3 mio. kr. pr. familie er ikke uoverkommeligt samfundsøkonomisk. Mange vil påpege, at der er stor forskel på, om ghettomilliarderne bliver recirkuleret i samfundsøkonomien eller ryger ud af landet.

Her skal man forstå, at de repatrierede familier i mange tilfaelde har bidraget negativt til dansk handelsbalance. Producerer den repatrierede familie faerre byttevaerdier til eksportmarkedet, end den forbruger i ”importbelastning”, kan familien hurtigt koste samfundet 3 mio. Så den slags økonomiske bekymringer synes ikke relevante.

Klimabetinget nød bliver kun vaerre og vaerre og dermed også udsigten til etniske konfrontationer. Repatrierende familier med en god sum penge kan muligvis bidrage med kulturelle nybrud og styrke oplysningsniveauet i hjemlandene. Betydningen af dette kan naeppe undervurderes i forhold til fremtidens internationale samspil.

»Vi skal besøge hinanden og handle med hinanden, men ikke bo sammen,« bør måske vaere verdenssamfundets globale og etniske samspilsparole.

Jøderne havde i 1930’erne intet land at repatriere til i tide. Derfor kan ”repatrieringsmantraet” vaere: »Rejs hjem i tide, før vore flokdannelser begynder at slå hinanden ihjel.«