Jeg er ikke pr-mand for Hareide, men jeg er faktisk optimist
Mathias Jørgensen, Daniel Wass og…
Hvem var nu den sidste? – nå ja, Martin Braithwaite.
I Georgien-landskampens absolut sidste sekunder tog jeg mig selv i at taelle indskiftede spillere i håbet om, at Åge Hareide kunne nå også at smide Nicolai Jørgensen på banen. Landstraeneren havde dog altså opbrugt sin kvote og kunne dermed ikke give den baenkede Feyenoord-forward chancen for også at score, men på en mandag aften med uvant mange danske angribermål var temaet for den efterfølgende snak naturligvis fastlagt selv uden dette symbolske punktum.
Opløftende var det da også at opleve Kasper Dolberg placere sig rigtigt taet inde under mål flere gange og at slippe for at skulle baeve over udfaldet af et møde med en af spillets miniputter, men vi må ikke glemme, at dommere langtfra altid dømmer det straffespark, som førte til 2-1, og at dommere langtfra altid tillader en markspiller at screene en målmand, som Thomas Delaney gjorde i optakten til 3-1. Ikke alene af den grund er jeg faktisk også mere tilbøjelig til at kigge mod fredagens møde med Irland, når jeg skal finde detaljer at forsvare håbet om en vellykket kvalifikationsturnering og deltagelse ved EM naeste år med. Godt nok var 1-1 en kaempe resultatmaessig skuffelse, hvilket helt uundgåeligt udløste en masse frustration blandt den menige danske fodboldfan og medierne. Sidstnaevnte har Åge
Hareide og fodbolddirektør Peter Møller ellers opfordret til at yde deres bidrag til Fodboldfamilien i bestraebelserne på at skabe en bølge af begejstring.
En sådan forventning om positive historier for positivitetens skyld er totalt forfejlet og direkte pinlig – erhvervsjournalister forventes jo heller ikke at holde sig fra at skrive kritisk om problemer i Lego, blot fordi mange danske børn godt kan lide at trykke plasticklodser sammen.
DBU’s brøler skal dog altså ikke holde mig fra at se bort fra den umiddelbare aergrelse over pointtabet til irerne og faktisk finde flere glaedelige tendenser end i mandagens storsejr. Øboerne er jo bedre skolede og bedre forsvarende end georgierne, 0-0 i tre af fire foregående indbyrdes opgør er bevis nok, og netop derfor er det vaerd at bemaerke, at danskerne faktisk fik dem til at vakle.
Storsejren over Georgien var ikke det mest opløftende ved fodboldlandsholdets dobbeltprogram henover pinseweekenden. En sådan forventning om positive historier for positivitetens skyld er totalt forfejlet og direkte pinlig.
En staerk defensiv har tilladt Åge Hareide at ofre tanker på offensiven, og nordmanden har ofte italesat behovet for kvikkere opspil i forsøget på at omgå modstandernes forsvarsmure, og denne gang passede det hele sammen indtil flere gange – blikket for åbningen, løbet uden bold, farten i afleveringen, den hurtige videresnitning.
Selv den mindste unøjagtighed får kaeden til at spraenges og får selv de bedste spillere til at ligne forvirrede amatører – en kaempe udfordring ikke mindst på et landshold, der