Drama i Hongkong
Hvad der i øjeblikket sker i Hongkong,
er ulykkeligvis noget, man har set adskillige gange før i den tidligere kronkoloni: Kampklaedt politi affyrer tåregas mod helt overvejende fredelige demonstranter. Var protesterne foregået i Beijing, var kampvognene formentlig rykket ind for laengst – som i denne måned for 30 år siden på Den Himmelske Freds Plads; dengang omkom et ukendt antal mennesker, et sted mellem 300 og 3.400 ifølge skøn, ud over tusindvis af sårede.
Der er – endnu i hvert fald – ingen kampvogne i Hongkong. Bystaten, som er mindre end Lolland, har en saerlig status, efter at Storbritannien i 1997 leverede den tilbage til Kina. Mottoet er: én stat, to systemer. Det lyder jo meget godt, i hvert fald for Hongkong, når nu det ikke kan vaere anderledes. Men egentlig er det en eufemisme, en forskønnende omskrivning af, at man i Hongkong har en retsstat og i Kina et kaempeland, der styres af banditter i habitter.
Den konkrete protest drejer sig om
en planlagt udleveringsaftale, der ikke direkte naevner Kina, men som på laengere sigt, siger kritikere, kan bruges til at ekspedere misliebige folk til faengsler på fastlandet. Hongkongs regeringschef siger, at sådan skal det bestemt ikke forstås, og at loven bag aftalen ikke skyldes, at hun er blevet bedt om det af Beijing. Det har hun fundet på helt af sig selv, kan man forstå, og der henvises til en grim sag om en formodet morder, som Taiwan gerne vil retsforfølge, men ikke kan hente, som det er i øjeblikket.
Hvis nu Kina havde vaeret en retsstat, og ikke, som Amnesty International påpeger, til stadighed søger at kvaele ytringsfriheden, censurere oplysninger og forfølge menneskeretsfolk, ville ikke mange øjenbryn blive løftet over, at mistaenkte kriminelle kunne sendes til en domstol på fastlandet, som loven åbner mulighed for. Under de nuvaerende forhold er det fuldt ud forståeligt, at så mange går på gaden.
Ifølge demonstranterne er det 1 mio. mennesker, og selv om det skulle vaere faerre, som myndighederne haevder, kan man alene på baggrund af foto og filmklip fastslå, at der er tale om en enorm maengde. Ungarns tidligere, nu afdøde liberale praesident Árpád Göncz har engang sagt, at det var hans erfaring som gammel systemkritiker, at 300-400.000 protesterende kan vaelte et styre.
Sådan bliver det nok ikke her,
selv om man i Hongkong er langt over det tal. Kina er en skraekkelig effektiv modspiller med udpraegede imperialistiske instinkter. Hongkong – samt Taiwan og den tidligere koloni Macao – betragtes som kinesisk territorium, som kun midlertidigt kan gå egne veje, bl.a. ved at vaere retsstater og straebe efter demokrati. Og man har svaert ved at vente til 2047, hvor Hongkong ifølge aftalen med Storbritannien helt skal underlaegges Beijing. Kritiske boghandlere er bortført, det samme er bl.a. en rigmand. Beijing har ikke laengere så meget brug for Hongkong som et vindue til verden; i den sidste snes år er Kina blevet en økonomisk stormagt med internationale fangarme. Kineserne har vist, at man sagtens kan have vaekst i et diktatur.
Det er på den baggrund, man skal se protesterne. Kina har ladet forstå, at man dybest set ikke bryder sig om aftalen fra 1997 og naesten ikke kan vente med at skrotte den helt. Det har folk i Hongkong – åbenbart mere repraesentativt end ved tidligere opstande – vendt sig imod. Der er sikkert masser af tåregas i politiets arsenaler, men endnu har verden til gode at se et land eller et område, som frivilligt giver afkald på demokrati og ytringsfrihed for at underlaegge sig et diktatur. Det er dette drama, der udspiller sig Hongkong i disse døgn.