Kravene om minimumsnormeringer er populistiske – men bare fra venstrefløjen

Finn Graversen journalist, Farum

Populisme er et begreb, som for det meste bruges nedsaettende om højreorienterede partier eller bevaegelser. Men det er en upraecis fortolkning.

For det første er venstrepopulisme også et etableret begreb, og kigger man på debatten minimumsnormeringer i daginstitutionerne, kan man stille spørgsmålet, om ikke også de krav og de partier, der har grebet dem, er endt i noget, der ligner populisme.

Slår man populisme op i Den Store Danske (på nettet), står der indledningsvist: »populisme, begreb, der knytter sig til en bred vifte af handlingsorienterede, folkelige politiske protestbevaegelser.« Det anføres desuden også, at »ofte har betegnelsen populisme vaeret anvendt med nedsaettende betydning (demagogi, leflen for øjeblikkets stemninger o.l.)«.

Er det ikke, hvad der er sket i valgkampens debatter om normeringer? Kravet om minimumsnormeringer er en unuanceret tilgang til en i øvrigt relevant problemstilling.

Det hele blev sat i gang af TV 2’s dokumentar om daginstitutionerne bag facaden. Den har jeg et meget ambivalent forhold til. Jeg er gift med en paedagog, hvis umiddelbare reaktion på klippene, som gik i hjertet på de fleste, var, at det ikke var godt paedagogisk arbejde. De kunne sagtens have håndteret situationerne bedre og mere kompetent.

Så hvad er det, TV 2 har afsløret? At der i en københavnsk daginstitution er nogle mindre kompetente medarbejdere? Wauw for en afsløring.

På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at normeringerne på daginstitutionerne er en rigtig og relevant problemstilling. Det kunne man se i en dokumentar på DR tidligere i år.

Her fulgte man også arbejdet i nogle daginstitutioner, og dokumentaren afdaekkede, at selv om paedagogerne var kompetente og gjorde deres arbejde bedst muligt, så var de belastet af for få ressourcer til at løse opgaven. Den dokumentar satte praecist fokus på problemerne.

Så ja, der er rigtig meget, der tyder på, at der er brug for flere haender i daginstitutionerne. Spørgsmålet er, om problemet er så enkelt, at det løses med minimumsnormeringer. Snakker man med paedagoger, gemmer der sig en raekke andre problemer.

F.eks. at der er skåret ned på støttetimer, når en institution har børn, der er mere ressourcekraevende end andre – f.eks. tosprogede. Eller at bureaukratiet med f.eks. dokumentationskrav og specifikke krav – som f.eks. laereplaner – er betydeligt.

Jeg har kendskab til en institution med 10-12 medarbejdere, hvor lederen meget sjaeldent var en del af hverdagen på grund af et hav af møder, kurser, efteruddannelse etc. Men lederen indgik i normeringen. Det forekommer at vaere en tung bureaukratisk byrde for en organisation af den størrelse.

I stedet kunne man udstyre lederen med en helt enkelt opgave: Sørg for, at institutionen fungerer godt, at børnene trives, og at foraeldrene er glade for at aflevere deres børn. Den opgave løses bedst ved at vaere til stede.

Og samtidig kan man vise paedagogerne så meget tillid, at man ikke behøver at fortaelle dem, hvordan de skal passe børn og samtidig sikre udvikling og indlaering. De er faktisk uddannet til lige netop det, så mon ikke godt, de kan finde ud af det af sig selv.

En lov om minimumsnormeringer løser ikke nogen af disse ting – tvaertimod risikerer man måske, at kommunerne blot ansaetter det, de skal, mens der måske er mere brug for at opruste på støttetimer.

Det kan også vaere, at man på grund af manglen på paedagoger kan få brug for at søge at friste nogle af de paedagoger, der er gået på efterløn eller pension, til at tage nogle timer f.eks. morgen eller aften, så det faste personale er mere til stede på de tidspunkter, hvor de fleste børn er der. Men så er det måske beløbsgraenserne for modregning af pensionen, der skal pilles ved i stedet for minimumsnormeringer.

Når det handler om at formulere slagord og letforståelige krav, lyder minimumsnormeringer bare meget bedre. Vi gider ikke høre om alle nuancerne og dilemmaerne. Vi vil have en enkel løsning her og nu – også selv om det er noget mere komplekst. I min verden er det opskriften på populisme.