Nej, valget var ikke et opgør med udlaendingepolitikken
VALG: Ca.73 pct. af det nye folketing står bag den strikse udlaendingepolitik. Men vaelgerne gav også et mandat til at nuancere debatten og målrettede lempelser.
i disse dage intenst om en ny regering.
Hvis man kun lyttede til De Radikales leder, Morten Østergaard, hver gang han gik ind og ud af forhandlingslokalet på Christiansborg, kunne man nemt tro, at flertallet bag den stramme udlaendingepolitik var kollapset og forsvundet. Det ville vaere lodret forkert. Faktum er, at flertallet er intakt. Dansk Folkeparti fik en vaelgerlussing, men de såkaldte strammerpartier står faktisk historisk staerkt.
Det er korrekt, at valget var en klar sejr til rød blok og en ny politisk retning for Danmark. Valgsejren baner vejen for et regeringsskifte, og alt tyder på, at den 41-årige Mette Frederiksen (S) om få dage kan kalde sig Danmarks nye statsminister. Vaelgerne gav også et maerkbart løft til De Radikale og SF, der begge fordoblede deres mandattal til hhv. 16 og 14.
udlaendingepolitikken og de partier, der ønsker lempelser, så sidder de nu på 48 mandater. Denne del af rød blok taeller de Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Valgresultatet er en stigning på 10 mandater i forhold til sidste valg, og det bedste valg for den del af rød blok i årtier. Fremgangen har fået partiernes selvtillid til at vokse. Det er ganske forståeligt og helt legitimt.
Men når ekkoet fra den sidste sejrstale er forstummet, så står det også klart, at der ikke er noget folkeligt mandat til for alvor at rokke ved den stramme udlaendingepolitik. De partier, som man en anelse karikeret kan kalde for strammerpartierne, taeller hele blå blok plus Socialdemokratiet. Og de fik også et udmaerket valg med 127 mandater. Det svarer til 73 pct. af Folketingets 175 mandater, når man holder de nordatlantiske mandater ude af ligningen.
I 2001 – da Dansk Folkeparti for alvor trådte ind på scenen – var der kun 94 mandater bag en opstramning af udlaendingepolitikken. Det svarede til blot 54 pct. af mandaterne. Der er altså markant flere mandater bag en stram udlaendingepolitik i 2019 end i 2001.
er en anelse grovkornet. Der er åbenlyst forskelle i både retorik og politik mellem eksempelvis Nye Borgerlige og Socialdemokratiet. Det er også vanskeligt at saette en praecis dato på, hvornår S bliver en del af strammerblokken. Men siden valget i 2007 har partiet lagt sig taet på hovedfjenden Venstre i udlaendingespørgsmålet.
R-leder Østergaard har kaldt det netop overståede folketingsvalg for et historisk opgør med Dansk Folkeparti, der siden årtusindeskiftet har holdt dansk politik i et »jerngreb«. Nogenlunde samme budskab kommer fra Enhedslisten. Men det folkelige opgør er meget svaert at se i nøgne tal: Knap tre af fire af politikerne på Christiansborg står bag den nuvaerende udlaendingekurs. Og sådan har det vaeret siden valget i 2007. Det er vaerd at huske på.
at debatten om udlaendinge og udenlandsk arbejdskraft skal parkeres. Slet ikke. Den rigide strammerpolitik i Dansk Folkeparti fik klø, Nye Borgerlige er parlamentarisk ligegyldige, og både Venstre og De Radikale gik frem. Det bør Procentvis mandatfordeling mellem de to blokke i udlaendingepolitikken i de seneste seks valg – strammerne tv. - rød blok uden S th.:
2001: 2005: 2007: 2011: 2015: 2019:
54 pct. - 14 pct. 54 pct. - 19 pct. 77 pct. - 21 pct. 74 pct. - 26 pct. 78 pct. - 22 pct. 73 pct. - 27 pct. politikerne tolke som opbakning til at nuancere udlaendingedebatten og et vaelgermaessigt mandat til at kigge på enkelte, specifikke lempelser. Helt konkret bør man kigge på erhvervslivet mest presserende udfordring: Adgangen til internationale talenter.
Danske techstartups tørster efter it-folk, og vi går glip af velstand og job, hvis ikke politikerne lytter. Partier i rød blok har tidligere protesteret, fordi en lavere beløbsgraense på eksempelvis 27.000 kr. månedligt for en indisk programmør lugter af løndumping. Men så kender de ikke virkeligheden i de højvaekstvirksomheder, vi taler om. De lever af dyr venturekapital og har ikke råd til fuldfede lønninger, som sektorens store spillere gerne betaler.
nyfundne kaerlighed til S-leder Mette Frederiksen er reel, så bør de to magtpartier kunne enes om at lave målrettede justeringer til gavn for dansk jobskabelse og vaekst. Det vigtigste i enhver debat om udlaendingepolitikken er dog, at vi alle husker på, at vaelgerne ved folketingsvalget nok engang viste deres massive opbakning til en stram udlaendingepolitik, der holder migrationen i ave.
Det bør både Østergaard og erhvervslivet huske på.
Magnus Barsøe er debatredaktør og vaert på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.