Sporskifte i Afdeling Q

Skiftet fra krimifarce til seriøs politisk thriller lykkes ikke helt for Jussi Adler-Olsen.

Det er nu to år siden, at vi sidst hørte om den lidt bortgemte kaelder-Afdeling Q i Københavns Politigård, der blev startet i 2007.

Afdeling Q blev i sin tid til, fordi man fra Christiansborg efterlyste mere politi. En sum tilstillet etaten til personaleudvidelse forsvandt, som den slags jo har det med at gøre, til økonomiske småreparationer hist og her, mens man for skams skyld etablerede en afdeling for bedagede sager under ledelse af Carl Mørck.

Mørck var ikke på fulde omdrejninger efter et traumatisk møde med en bande forbrydere, der kostede hans ene ven og kollega livet og anbragte en anden i en seng permanent lammet.

Den gamle sag, som laeseren forventer løses med seriens slutning efter bind 10 (?), er dukket sporadisk op i de indtil nu otte bøger om Mørck, hans hjaelper med anden etnisk baggrund end dansk, Assad, den tilsyneladende psykotiske Rose, samt computernørden Gordon.

Med et nummer i nakken

Denne gang er blikket så vendt ud mod verden. Det drejer sig om bådflygtninge i Middelhavet, der kommer i land på Cypern. Da billedet af en mand omgivet af en mindre gruppe kvinder og med en aeldre død kvinde foran sig i braendingen går verden rundt, bliver det startskuddet for begivenheder, der i den grad kommer til at berøre Afdeling Q.

For da Assad ser billedet, sker der en forandring med ham, og tidspunktet er kommet til, at han fortaeller sin rigtige, personlige historie. Det er en historie, der kommer op i fart, da en magtfuld politimand på Gården pludselig dør, og hans bror, en veteran fra Afghanistan og Irak, tager et skaebnesvangert valg.

Samtidig er en journalist fra Barcelona begyndt sin egen, ganske vist kopierede, historie om baggrund og omstaendigheder for den døde kvinde, der har fået nr. 2117 i raekken af omkomne bådflygtninge. Men da hans artikler begynder at udkomme i forskellige europaeiske aviser, bliver journalisten tvunget til at agere som redskab for den terrorist, der har brugt flugtbåden med den omkomne kvinde som adgangsvej til det Europa, han vil sprede død og raedsel i.

Mens Mørck og Assad går i gang med at hjaelpe til syd for graensen, får Rose og Gordon deres helt egen sag herhjemme med en ung mand, der er besat af billedet af den døde kvinde, og som haevder at have draebt sin far. Problemet er bare, at det er umuligt af finde frem til ham.

Ikke så hårdkogt

Der har altid vaeret noget lidt farceagtigt over AdlerOlsens behandling af Afdeling Q og dens ansatte. Sådan lidt Dirch Passer, Jørgen Ryg, Preben Kaas og Keld Petersen. Det har passet godt til de noget knudrede og ikke helt regulaere efterforskninger, som afdelingen har gennemført, og til seriens gennemført, og dejligt befriende, respektløs-muntre tone.

Mørck har kandideret lidt modvilligt til hårdkogt strømer, som vi ser dem hos Jesper Stein og Michael Katz Krefeld, men forekommer alligevel at savne det selvødelaeggelsens potentiale, der har formet deres hovedpersoner.

Assad har vaeret sikker leverandør af verbal komik indtil nu. Så derfor er der tale af noget af et omslag, da han traeder i karakter som en helt anden person end den, som vi troede, at vi kendte. Hans aendring kraever så meget plads, at selv Carl Mørck må traede et par skridt tilbage og indtage en birolle denne gang.

Adler-Olsen ynder at have adskillige historier i gang på samme tid. Det er da også tilfaeldet denne gang. Man kan måske synes, at den sideløbende handling med den unge mand og hans besaettelse af billedet af offer nr. 2117 nok mest har til opgave at holde Rose og Gordon beskaeftiget, mens Mørck og Assad er i gang andetsteds, og vel egentlig er lidt overflødig.

Der er masser af de velkendte og elskede AdlerOlsenske traek også i denne historie, men man fornemmer, at det ikke har vaeret helt let at foretage den fornødne karakteraendring af Assad og ej heller at gøre noget, der undertiden har mindet lidt om en fortsaettelse af den danske Olsenbande, om til international politisk thriller med en dødsensalvorlig dagsorden.

Historien truer desvaerre lidt med at miste pusten over perioder og falde fra hinanden i pasningen af de mange handlingsender. Man fornemmer også fra Carl Mørcks lidt irritable adfaerd og sprog, at han er alt andet end veltilpas i denne historie.

Adler-Olsen har gjort det bedre tidligere. Vi håber, han vender tilbage til den velkendte fremragende dagsform igen.

KRIMI JUSSI ADLER-OLSEN 489 sider, 300 kr. Politikens Forlag