Så blev det modbevist, at flertallet af danskere med muslimsk baggrund er ”antidemokrater”
Fathi El-Abed samfundsdebattør, formand for Dansk Palaestinensisk Venskabsforening, Frederiksberg
Jyllands-Posten praesenterede os i weekenden for en klassisk daemoniserende artikel om alt muslimsk. Og hvad har disse danskere med muslimsk baggrund nu rodet sig ud i for at fortjene endnu en ikke saerligt flatterende omtale på forsiden af JP? Såmaend ikke andet, end at langt flere stemte end ved tidligere valg.
Ikke underligt, at mange i det ganske land har undret sig over fidusen for artiklen, og hvori ligger problemet? For den iscenesatte nationale katastrofe bunder alene i, at langt flere af de ca. 2 pct. af de stemmeberettigede vaelgere har formået at bruge deres demokratiske ret og pligt ved stemmeurnerne ved de to valg i år.
For JP og højrefløjen er måske den virkelig store nationale krise, at størsteparten af danskere med muslimsk baggrund stemte på primaert på De Radikale, Enhedslisten og Alternativet. Ser JP, DF og den øvrige ekstreme højrefløj syner og er blevet endnu mere paranoide end tidligere i forbindelse med den enorme vaelgerlussing til alle dem, der baserer deres politik og ideologi på had, daemonisering og ”dem og os”-tankegangen?
Er JP virkelig interesseret i en aktiv medvirken til, at de i forvejen staerkt paranoide i DF, der om nogen leder med lys og lygte efter en syndebuk for den historiske vaelgerlussing, bliver endnu mere paranoide, hadske og en endnu større trussel for sammenhaengskraften i vores ellers skønne og harmoniske land?
Selve den maerkvaerdige artikel bygges op på udtalelser fra to af de største antimuslimske stemmer i vores samfund gennem årene, en praest, der blot skal have en mikrofon og ordene islam og muslimer for at indlede den saedvanlige udgydelse af had mod alt muslimsk; og en aldeles populistisk nationalkonservativ debattør, der kan få de mest ”perverse” i JP’s blogunivers til at blegne.
Historien bag, at langt flere danskere med muslimsk baggrund stemte i år, går tilbage til ca. et år siden.
Her begyndte en spontan bevaegelse flere steder i vores samfund for at traekke taeppet vaek under fødderne på det mindretal af antidemokratiske kraefter blandt danskere med muslimsk baggrund, der har formået gennem årene at råbe højest og har skabt overskrifter til skade for det store flertal og sammenhaengskraften i vores samfund.
Men de håndfulde antidemokrater har i den grad – om nogen – givet naering til de antimuslimske partiers ytringer. Jeg vil også vove at påstå, at de gennem årene har vaeret staerkt medvirkende til netop tilslutningen til DF de seneste 25 år. Det er sket i den vildfarelse, at DF var det sidste bolvaerk mod den i øvrigt ikkeeksisterende muslimske trussel.
Som så mange andre idéer voksede drømmen om at give den lille gruppe af rabiate et kvalificeret modspil ved alene at opfordre endnu flere danskere med muslimsk baggrund til at opleve glaeden og stoltheden ved at stå ved en stemmeboks.
Og det var bestemt ikke svaert. Det har modbevist, hvad JP’s blogunivers, Naser Khader, Inger Støjberg, DF og de øvrige nationalistiske partier, medier og organer har praediket gennem årene, at det store flertal af danskere med muslimsk baggrund er ”antidemokrater”, ”demokratisk umodne”, ”ikke har respekt for de danske demokratiske vaerdier og demokrati i det hele taget” og andre farverige og absurde betegnelser og beskyldninger, der for det meste graensede til det racistiske.
Det har vist sig, at det hele alene har hvilet på usikkerhed, manglende praktisk viden og faktisk til tider en portion dovenskab. For blot at naevne et par eksempler, der har afholdt ikke så få danskere med muslimsk baggrund fra at stemme ved tidligere valg.
Mange af de fantastiske kraefter over hele landet, som enten har etableret vigtige initiativer til det formål eller endda stemt dørklokker, har ikke mødt andet end velvilje, glaede og euforisk engagement blandt førstegangsvaelgere, aeldre, der aldrig har stemt, og folk, der gennem årene har drømt om at vaere en del af den demokratiske selvbestemmelse, men som af den ene eller anden grund ikke har gjort det før nu.
Hvad havde de borgerlige partier, der har bygget deres magt og politik på netop Dansk Folkepartis støtte og reelt har konkurreret med DF om de mest modbydelige udtalelser og politik mod alt muslimsk, regnet med?