Vi skal finde penge og mod til grøn omstilling
Valgkampen blev den grønneste, vi nogensinde har oplevet her i landet. Aldrig har vi snakket så meget om klima og miljø op til et valg. Det synes jeg selvfølgelig er helt på sin plads, fordi den grønne dagsorden er afgørende. Nu har danskerne valgt et historisk grønt Folketing. Der er grønne partier på tvaers af folketingssalen, som vil gøre mere for klimaet, miljøet og naturen. Som vil have den grønne omstilling op i gear. Det er jeg glad for, for det betyder, at vi nu står med en historisk chance for at gøre en forskel og gøre Danmark til en grøn stormagt.
Det er indlysende, at det ikke bliver nemt. Der skal både findes penge til at finansiere alle de grønne mål, politisk vilje til reelt at omstille til et grønt Danmark og folkelig vilje til at aendre vaner. Men vi skal huske, at det grønne Folketing er skabt af de mange danskerne, som vil have en ambitiøs klimapolitik. Dem må vi ikke svigte.
Den store udfordring er selvfølgelig, at den grønne omstilling ikke er gratis. Derfor skal der tages et valg om, hvordan vi vil finde pengene. Skal vi bruge faerre penge på velfaerd eller lave en socialt retfaerdig grøn skat, som sikrer milliarder til grøn omstilling? Jeg mener, at det sidste er løsningen. Der er brug for faelles investeringer i en grønnere transportsektor, vi skal have flere megastore vindmølleparker og flere store naturområder. Bare for at naevne nogle få.
Det kraever faelles finansiering. Men valget skal ikke stå mellem velfaerd eller grøn omstilling. Det er urimeligt og uklogt.
Jeg tror ikke, at almindelige danskere med små eller mellemstore indkomster er klar til at gøre hjemmeplejen ringere eller slaekke på kvaliteten i folkeskolen for at skabe penge til en grøn omstilling. Derfor mener vi i SF, at alle danskere i arbejde skal bidrage en lille smule mere for at rykke en stor del på den grønne omstilling. Vores forslag er en klimakonto, hvor vi justerer arbejdsmarkedsbidraget en smule og indfører en grøn topskat. Det vil sikre, at den grønne omstilling bliver betalt af dem, der har mest og ofte også forbruger mest.
Samtidig kraever den grønne omstilling reelt politisk mod og vilje. For en ting er at gøre som den tidligere regering, hvor man aendrede lidt i nogle beregninger for at se grønnere ud og skubbe indsatser ud i fremtiden, noget andet er faktisk at føre en grøn politik. Der skal tages fat på klimabelastningen, hvis Danmark skal nå i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med mellem op mod 70 pct. i 2030.
Det bliver da ikke kun sjovt at indføre flyafgifter, så flyrejsen stiger i pris. Det giver da ikke kun ros at haeve prisen på store dieselog benzinbiler. Det bliver da ikke bare nemt at få landbruget til at udlede mindre metan- og lattergas. Det grønne politiske lederskab kommer til at stå sin test i at sikre en klog, ambitiøs og nødvendig grøn omstilling i praksis.
Endelig skal vi sikre, at danskerne fortsat er med om bord. At det folkelige pres fortsaetter for grøn omstilling. Der er ingen vej uden om, at vi skal aendre vaner, for vi er ikke klimadukse. Vi forbruger enormt meget, og vi elsker kød og flyture. Det er der som sådan ikke noget underligt i. Men problemet er, at vi laver overtraek på klodens ressourcer hver dag. At aendre vaner er en kaempe udfordring. Vi skal nemlig til at spise mere plantebaseret, tage toget frem for flyet, og vi skal genbruge meget mere. Jeg tror, den store udfordring er, at vi vil føle, at vi må opgive nogle goder.
Jeg håber, at vi inden laenge afskaffer engangsplastic, at vi får flere til at tage toget i stedet for at flyve, og at der kommer faerre røde bøffer på tallerkenen. Det bliver en omstilling for os alle, og det bliver ikke nemt. Vi har alle et ansvar for den grønne omstilling, men vi skal også insistere på, at det er et faelles ansvar og ikke et personligt ansvar. Derfor skal vi politikere vise, at vi er klar til at traeffe de svaere beslutninger. Det var jo nemt nok at lufte de grønne ambitioner. Nu er det tid til handling.