Musikkens kritiske sprog
Den russiske instruktør Kiril Serebrennikov kunne ikke vaere med til Cannespremieren på sin film ”Sommer” sidste år. Filmen er en hyldest til 1980’ernes rockmusik.
Den unge Victor Choi (Teo Yoo) besnaerer det lidt aeldre par, Mayk og Natalie, med sine poetiske og musiske kvaliteter i ”Sommer”. Foto: Angel Films Da Kiril Serebrennikov egentlig skulle have gået på den røde løber og fejret, at hans film ”Sommer” var blevet udtaget til konkurrencen i Cannes i 2018, sad han derhjemme. I husarrest. Det russiske styre havde anklaget ham for, at han i sin egenskab af teaterdirektør havde bedraget med millioner af offentlige kroner.
Han naegtede sig skyldig, og folk omkring ham pegede på, at det var en falsk anklage, der skulle straffe Serebrennikov for at støtte både Pussy Riot og Ruslands LGBTQ-bevaegelse samt for de frisindede teaterstykker, han har sat op. Et kulturelt berufsverbot.
Det er derfor paradoksalt, at ”Sommer” handler om 1980’ernes undergrundsmusikere på Leningrads rockscene, der dyrker og er inspirerede af bands og musikere som Velvet Underground, David Bowie, Talking Heads og Iggy Pop. De vil nemlig gerne vaere punk og dermed antisystemer, antikontrol og antiborgerskab, men det er svaert at udleve i et stramt reguleret Sovjetunionen.
Dermed har Serebrennikov altså lavet en film om nogle, der naermer sig det samme, som han selv (indirekte) anklages for: forstyrrelse af den offentlige moralske orden. Men samfundskritikken er faktisk meget underspillet i ”Sommer”, der fokuserer på kaerlighedsforholdet mellem den populaere musiker Mayk og hans kone, Natalie, der begge fascineres af den unge, generte Victor, der også er sangskriver.
I sort-hvide billeder ser vi Mayk og de mennesker, der spiller og haenger ud med idolet, der sjaeldent tager sine solbriller af, så cool er han.
I filmens første scene ser vi nogle piger kravle ind ad en bagindgang til rockklubben og på den måde alligevel finde en uautoriseret vej ind til en koncert med Mayk og hans band. Imens render en latterlig, gammel klubbestyrer rundt og beordrer vinduerne tilskoddet.
Scenen kan absolut fortolkes som en spejling af et land, der forsøgte at holde al ungdommelig vildskab og almen frihedslaengsel nede og bag mure, men som til sidst måtte give op for presset. Men først og fremmest er det et musikalsk laengselsdigt i sorthvide billeder, kun brudt af par scener optaget på 8 mm farvefilm, der saerligt følger Mayk og hans mange, tavse vandreture rundt i sin egen tvivlssuppedas.
Selv om karaktererne stort set aldrig er alene, er filmen også farvet af en fornemmelse af stor eksistentiel ensomhed. Der drives rundt og spilles musik og taenkes over livet, må man tro. Det bliver aldrig sagt. I ”Sommer” er det nemlig musikken, der taler.
MUSIKFILM, ROMANTIK RUSLAND, 2018 Instruktion: Kiril Serebrennikov 2 timer og 06 minutter Premiere 20. juni