Ungdomsliv ved verdens ende
Svensk instruktørs åbenlyse fascination af den transnitriske ungdom i fin dokumentarfilm.
Introduktionen til svenske Anna Eborns fine, registrerende dokumentarfilm ”Transnistra” minder om introsekvensen til en ungdomsserie med sine fokuserede ansigtsportraetter flankeret af personernes navne.
Dylan, Brenda og Kelly kunne der lige så vel have stået skrevet, men det gør der ikke, for ”Transnistra” er så langt fra Los Angeles, som man kan taenke sig.
Transnistrien hedder titlens land på dansk, og den tidligere sovjetiske udbryderstat ligger mellem Moldova og Ukraine. Her har Eborn fundet en tidslomme, hvor verden synes stagneret.
En enkelt iPhone er det eneste, der afslører, at vi befinder os i nutiden. Men Eborns aerinde er ikke at skildre en kommunistisk anakronisme, men derimod at vise, at teenageliv er stort set det samme, uanset om man bor midt i eller i udkanten af civilisationen.
”Transnistra” centrerer sig om den 16-årige Tanya, der koreograferer et hold af jaevnaldrende fyre, der alle er mere eller mindre åbenlyst forelsket i hende. Det ved Tanya godt, og hun holder dem koket til ilden, men sørger stadig for, at ingen kommer så taet på, at de andre føler sig for overset. Sammen bader de i søen, ryger cigaretter og taler om den fremtid, der uundgåeligt venter et sted derude.
Eborn har filmet ”Transnistra” på 16 mm, og gennem det filmiske udtryk låner hun en saerlig stemning til sine billeder, der naesten knitrer af indie-atmosfaere, og som naesten for perfekt matcher de forfaldne bygninger og østblokromantikken.
Men det er også lidt svaert at se, praecist hvad dygtige Eborn vil med sin ungdomsskildring, der instruktørens nationalitet taget i betragtning lidt kommer til at føles som et voyeuristisk projekt, hvor Tanya og hendes venner reduceres til eksotiske vaesener, uden at det helt står klart, hvorfor vi betragter dem.
DOKUMENTARFILM SVERIGE, DANMARK, BELGIEN, 2019 Instruktion: Anna Eborn 1 time og 33 minutter Premiere den 20. juni