Medierne holder psykisk syge i fangenskab

Mie Emilie Gadegaard ambulant patient i psykiatrien, Holstebro

»Mand bag knivoverfald var skizofren«, »Øksemorder var psykisk syg« og »Maniodepressiv rockermedlem får livstid for tredobbelt drab«.

Massemediernes nyhedsdaekning af psykisk sygdom er i uforholdsmaessig grad behaeftet med personfarlig kriminalitet. Uforholdsmaessig, fordi det er langt et fåtal af mennesker med psykisk lidelse, der faktisk begår den slags kriminalitet – eller kriminalitet i det hele taget. Dermed sker der desvaerre en enormt skaevvridende stigmatisering af hundredtusindvis af mennesker. For det ér på trods af mediernes skildringer faktisk normalt at leve et stabilt liv, selv om man er psykisk syg.

Man kan endda opleve artikler, som understreger, at gerningspersonen ikke var psykisk ustabil. Som om det er en selvfølge, at man har diverse diagnoser, så snart man er kriminel. Det skaber et negativt billede af psykisk syge.

Samtidig har medierne for vane at bruge et saerligt sprog omkring f.eks. skizofreni, der er opfattes som nedladende af den psykisk syge. »Regeringen fører en skizofren politik.« Undskyld mig, hvad har lidelsen skizofreni med politik at gøre? Man ville i hvert fald ikke skrive, at den gav cancer, for det er en alvorlig sygdom, og der er ingen, der vil tage kraeftpatienter som gidsel. Men er skizofreni ikke også en alvorlig sygdom? Man kunne nok med lidt snilde finde et andet ord til at betegne en regerings politik. Paradoksal, måske.

Danske Regioner har i 2015 foretaget en undersøgelse blandt psykisk syge, der viser, at 65 pct. føler sig stemplet af mediernes daekning, og 60 pct. fortaeller, at de ligefrem skjuler deres psykiske lidelse for ikke at blive set som farlige. Det kan simpelthen kun vaere et direkte udtryk for, at medierne gør det svaerere at leve med en psykisk lidelse.

Konsekvensen er, at man som psykisk syg ikke tør åbne op for sin psykiske diagnose – til trods for at undersøgelsen faktisk peger på, at åbenhed kan vaere til stor gavn for alle parter. Sagen er bare den, at når størstedelen af befolkningen i uforholdsmaessig grad har fået en fortaelling om, at øksemordere er psykisk syge, ruller snebolden og den fortaelling hurtigt til ”psykisk syge er potentielle øksemordere”. For den lovlydige psykisk syge bliver det dermed en unødvendig udfordring at nedbryde forestillingen om, at man er farlig for andre og for sig selv.

Det mest sørgelige er naesten, at netop medierne kunne vaere med til at nedbryde den tabuisering og stigmatisering, der er omkring psykisk sygdom. Journalister bør agere som objektive formidlere, men i stedet bliver der ofte taget stilling til mennesker med psykisk lidelse som farlige og uønskede. Medierne søger efter det sensationelle frem for det faktuelle, når det kommer til psykisk sygdom og kriminalitet. Det fastholder psykisk syge i en bås, de ikke hører til.

Der er et hav af eksperter, der kan udtale sig på området, men sjaeldent laeser man en nyhedsartikel, der har baggrundsstof på den psykiske lidelse, den udstiller. Sjaeldent laeser man en positiv historie om en person, der lever et helt normalt og stabilt liv på trods af psykisk sygdom.

Så med alt dette in mente kan jeg ikke lade vaere med at spørge: Hvordan kan medierne og deres journalister forsvare at fremstille så skaevvridende historier om et så vigtigt og alvorligt emne? Bliver det overhovedet diskuteret på redaktionerne, hvordan det rammer uhensigtsmaessigt? At én af fem danskere i løbet af deres liv rammes af en psykisk sygdom og dermed kommer til at ligge under for den stigmatisering, medierne fastholder?

Det tyder det bestemt ikke på. Så hermed en opfordring til medierne om at tage sig sammen og fremover behandle psykisk sygdom med samme respekt som f.eks. kraeft. Begge dele er alvorlige sygdomme, og de fortjener at blive taget alvorligt.