Jeg gå hjemme for?«
alderen på den måde, at jeg bliver traet om aftenen. Hvis jeg skulle vaere blevet ved med at lave det tunge arbejde, havde jeg ikke kunnet fortsaette. Det ville blive for hårdt. Men nu fik jeg det her tilbud, og så synes jeg godt, at jeg kunne arbejde lidt laengere,« siger Kurt Christiansen.
Teknologisk omvaeltning
Kurt Christiansen og hans makker går nu i stedet for to mand på et vaerksted ved siden af, hvor de udbedrer skader på lastbiler.
Den teknologiske udvikling i mekanikerfaget har vaeret enorm i de 45 år, han har vaeret på vaerkstedet, men ny teknologi og nye krav har aldrig vaeret noget, der skulle holde ham tilbage.
Det gør det heller ikke i dag, selv om det meget tekniske arbejde i dag bliver overladt til de yngre kolleger.
»Det er ikke ligesom, da jeg startede. Dengang gik udviklingen ikke så staerkt. Det går enormt hurtigt i dag. Men vi får hjaelpemidler, og det handler bare om at laere at følge med,« siger han.
Kurt Christiansen vaelger meget sjaeldent at tage en fridag. For hvis han ikke er på vaerkstedet, føler han, at han ikke ved, hvad der sker. Han har heller ikke det store behov for at påtage sig »alverdens fritidsaktiviteter«, som han siger. Med arbejde, familie, hus og have er der allerede rigeligt at se til.
»Jeg er ikke sådan en, der skal foretage mig alt muligt. Det er nok også derfor, at jeg er kørt ned på vaerkstedet 45 år i traek. Samme sted, samme rute. Jeg kan bedst lide, at det er den samme hver dag,« siger han.
»Det bliver en omvaeltning, den dag man holder. Selvom man ikke arbejder, har man selvfølgelig stadig noget at stå op til, og dagen kommer jo også engang,« fortsaetter han.
Men som det ser ud lige nu, kan Kurt Christiansen ikke se, hvad han skulle bruge al den tid derhjemme på. Han holder sig i gang med arbejdet og nyder at kunne give viden og gode fif videre til den naeste generation, så laenge han kan.
»Min kone arbejder stadig, men hun er så også lidt yngre. Der er fire år til, at hun kan gå på pension. Hvad skulle jeg gå hjemme for? Der kan selvfølgelig ske mange ting, og man er nødt til at tage en dag ad gangen. Det kan jo vaere, at vi begge to holder om to år,« siger Kurt Christiansen.
Der er da også nok at se til i huset, der ligger lidt uden for Brande.
For selvom børnene for laengst er flyttet, er der kommet en ny generation til i familien, og børnebørnene nyder også godt af at have bedsteforaeldrene i naerheden.
»Vi har hus og have, og det skal jo også passes. Og så har vi fire børnebørn, der skal hentes en gang imellem fra skole og børnehave. Hvis vi har tid, cykler vi eller går en tur,« siger han.
Og sådan fortsaetter det nok også, når Kurt Christiansen engang vaelger at gå på pension – selvom den dag ikke ser ud til at komme lige foreløbig.