Magnussens chef fik bøde for udbrud
Haas-chefen Günther Steiner er blevet straffet for at have skadet »motorsportens omdømme«.
Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen var på sin vis med til at fremkalde udbruddet.
»Hvis vi ikke havde den stupide, idiotiske dommer, så ville vi ... Det var flot kørt,« sagde hans chef hos Haas-teamet, Günther Steiner, over teamradioen under det russiske grandprix for to uger siden.
Nu bliver Haas-bossen straffet for sin udtalelse, efter Kevin Magnussen mistede sin ottendeplads på grund af en femsekundersstraf.
Den internationale motorsportsunion, FIA, har valgt at idømme tyskeren en bøde på 56.000 kroner.
»Radiokommunikationen er en fornaermelse mod løbets dommer og saetter spørgsmålstegn ved både evner og integritet hos disse dommere. Sådan en udtalelse skader motorsportens og FIA’s omdømme og betvivler professionalismen hos FIA’s officials«, lyder det i afgørelsen.
En gentagelse kan føre til en endnu hårdere straf til både holdet og Günther Steiner, fastslår FIA.
Kevin Magnussen endte på niendepladsen i det russiske grandprix, efter han var kørt af banen i et sving, hvor kørerne skulle ramme igennem et par markører på vej tilbage på banen for undgå at blive straffet.
Det lykkedes altså ikke for Magnussen, og han blev derfor sendt ned bag Lando Norris, da straffen blev eksekveret.
»Jeg gad ikke tage risikoen for at køre i vaeggen. Der er skideglat ude i den runoff med masser af sand og skidt – så at begynde at bremse hårdt og dreje samtidig føltes bare alt for farligt,« sagde Kevin Magnussen efterfølgende til TV3+ og fortsatte:
»Så jeg satte farten ned og kørte igennem og sagde over radioen, at det var for farligt at tage begge. Og så fik jeg alligevel en fem sekunders straf, på trods af at Perez kom forbi, og jeg ikke selv vandt noget, men tvaertimod tabte en masse«.
I denne weekend skal Kevin Magnussen og resten af Formel 1-kørerne ud til årets femtesidste grandprix, der bliver kørt i Japan.
Lørdagens traening og kvalifikation er blevet aflyst på grund af tyfonen Hagibis. I stedet bliver kvalifikationen afviklet klokken 10 søndag morgen, mens selve løbet forventes at blive kørt klokken 14.10 lokal tid søndag eftermiddag – kl. 7.10 dansk tid.