De tohjulede er dyrest for forsikringsselskaberne
Det er markant billigere at forsikre en knallert end en bil. Alligevel er typiske knallertskader markant dyrere end bilskader, viser nye tal fra forsikringsbranchen.
Mange har givetvis den opfattelse, at muskelbiler og dyre topmodeller fra bilfabrikkerne får det til at gibbe i forsikringsselskabernes skadeschefer. Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis.
Forsikringsselskabernes skraek på de danske landeveje skal derimod findes blandt de tohjulede, når man ser på udgifter pr. skadesanmeldelse. Det viser nye tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Mens en typisk bilskade – både ansvars- og kaskoskader – i 1. kvartal i år i gennemsnit kostede et forsikringsselskab 9.371 kr., var den tilsvarende udgift for motorcykler på 19.549 kr., mens knallerter indtager en suveraen førsteplads med en samlet udgift pr. skade på 23.408 kr.
Selv om knallerter koster en brøkdel af biler, går billedet igen, når man graver et spadestik dybere i tallene og ser på forsikringsselskabernes udgifter ved skader på selve køretøjet.
Mens det naeppe overrasker, at skader på motorcykler suveraent er dyrest for forsikringsselskaberne, kommer det måske bag på mange, at skader på knallerter nu har overhalet bilskader.
Sidste år betød en kaskoskade på en bil i gennemsnit en udgift for forsikringsselskaberne på 9.931 kr., mens regningen for kaskoskader på knallerter løb op i 14.191 kr. En udvikling, der er fortsat ind i 2019.
Tallene viser dog samtidig, at det fortsat er erstatninger til bilskader, som fylder mest i selskabernes regnskaber.
I takt med at den danske bilpark er vokset markant de seneste 10 år, er de samlede udgifter til bilskader fulgt med.
Sidste år kostede bilskader således forsikringsbranchen godt 7 mia. kr., hvilket er ny rekord, mens de samlede udgifter til motorcykelskader blot løb op i 79,2 mio. kr. fulgt af udgifter til knallertskader på i alt 23,8 mio. kr.