Laeren af de seneste ugers politik i USA: Vi har det vaerste til gode
Der har vaeret rigsretssager i USA før, men aldrig i en situation, der er så polariseret som den nuvaerende.
Efter den saerlige anklager
Robert Muellers undersøgelse af, hvorvidt Rusland blandede sig i praesidentvalget i USA i 2016, og hvorvidt der var forbindelse mellem davaerende praesidentkandidat Donald Trumps kampagnestab og russerne, så det ud til, at nutidens politiske sammenhold ville forhindre Repraesentanternes Hus’ formand, Nancy Pelosi, i endog at tage skridt til en rigsretssag mod Trump.
Hvorfor dog bringe demokratiske praesidentkandidater i svingstater i fare ved at gennemføre en i sagens natur politisk proces, der ville lide en krank skaebne i Senatet, hvor Republikanerne har flertal? Det politiske regnskab gik ikke op.
Det aendrede Ukraine-sagen på. Den fart, som udviklingen i Ukrainesagen tog, og alvoren i anklagerne – en siddende amerikansk praesident ville berøve en allieret skatteyderpenge (en bevilling, red.), med mindre vedkommende indledte en undersøgelse af hans politiske modstander og dennes familie – leverede den politiske slagkraft, som Mueller-undersøgelsen aldrig gjorde (eller velsagtens nogen sinde kunne gøre).
Pludselig stod hele Det Demokratiske Parti bag en rigsretssag, ikke kun de mest radikale elementer. Den amerikanske befolkning lader til at vaere så foruroliget over afsløringerne – nogle er kommet fra whistleblowere, nogle fra Det Hvide Hus selv – at et gennemsnit af meningsmålinger viste, at 51 pct. af amerikanerne gik ind for en rigsretsproces, ugen efter at der blev taget hul på den.
En raekke republikanere er endog gået så vidt som til at kritisere praesidenten. Det er en sjaeldenhed i det nuvaerende politiske landskab.
Ikke desto mindre er det dog overvejende sandsynligt, at Trump vil blive frifundet i Senatet; to tredjedele af Senatets medlemmer skal stemme for at dømme en amerikansk praesident og fjerne denne fra embedet; det er ensbetydende med, at 20 republikanere skal ofre deres egen politiske karriere på at fjerne Trump, som stadig er populaer i det republikanske bagland.
Ikke desto mindre vil selv en kuldsejlet rigsretsproces få indvirkning på amerikansk politik i fremtiden.
Den første og mest oplagte følge er konsekvenserne for praesidenten selv, som allerede er begyndt at udvise uberegnelig adfaerd, både på Twitter og i det virkelige liv. Det bizarre pressemøde med den finske praesident forleden var ikke nogen skaevert, men et varsel om, hvad der forestår.
Mere foruroligende var Trumps opfordring til, at Kina også ivaerkop på sit første fejltrin har Trump valgt at gøre sine efterfølgende fejltrin endnu større. Det er en farlig strategi, men Trump har altid vaeret risikovillig, både som erhvervsmand og i politik.
Så er der aendringerne på personfronten. USA’s saerlige udsending for Ukraine, Kurt Volker, er allerede trådt tilbage, men selv vigtigere skikkelser fra Trump-styret – eksempelvis udenrigsminister Mike Pompeo og/eller justitsminister William Barr – bliver måske tvunget til at traede tilbage, efterhånden som flere oplysninger om Ukraine-skandalen kommer frem og svaekker Trumps evne til at gennemføre det, der er tilbage af hans politiske dagsorden.
På hjemmefronten er USA vidne til mere end et års lammelse på lovgivningsfronten (måske med undtagelse af ratificering af handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada (USMCA), som Demokraterne støtter).
Det gør det mere sandsynligt, at Trump vil se sig om efter politiske sejre uden for USA’s graenser før valget i 2020 – på det punkt kan man godt regne med større aktivitet med hensyn til nye topmødedrøftelser med Nordkorea, øget pres fra USA om at reducere de amerikanske styrker i Afghanistan og større vilje til at bekaempe iranerne. Det er ikke nødvendigvis skridt, som er i USA’s interesse på langt sigt, men de er i Trumps politiske interesse på kort sigt. For ham kommer det i første raekke.
Den største konsekvens af en rigsretsproces er imidlertid, at USA bliver puffet taettere på en forfatningsmaessig krise med 2020valget i centrum.
Da tidligere praesident Bill Clinton blev stillet for en rigsret, var det et spørgsmål om, hvorvidt han havde lagt hindringer i vejen for efterforskningen mod sig selv; sådan ville en rigsretssag mod Trump, som var baseret på Muellers undersøgelse, sandsynligvis have taget sig ud.
Denne rigsretsproces vil imidlertid saette spørgsmålstegn ved legitimiteten af selve den politiske proces i USA – hvorvidt udenlandske aktører har kompromitteret valg i USA, ja, måske på foranledning af amerikanske embedsmaend.
For at rette op på sit første fejltrin har Trump valgt at gøre sine efterfølgende fejltrin endnu større. Det er en farlig strategi, men Trump har altid vaeret risikovillig, både som erhvervsmand og i politik.
Uanset om Trump bliver frikendt eller kendt skyldig, vil ca. halvdelen af den amerikanske befolkning føle sig kraenket af sagen og vil forskanse sig yderligere i deres politiske bagland.
Resultatet bliver en amerikansk offentlighed, der med langt større sandsynlighed vil betragte resultatet af valget i 2020 som ugyldigt, hvis deres foretrukne kandidat ikke vinder. Til sammenligning kan man taenke tilbage på George W. Bush og Al Gore ved praesidentvalget i 2000 – men uden at det besejrede parti vil vaere parat til at acceptere et nederlag.
Alt dette viser, at hvis de seneste uger i amerikansk politik har laert os noget, er det dét, at vi har det vaerste til gode. © Eurasia Group