»På Langeland er jeg født, her har jeg hjemme …«

Hjemstavnslitteraturen lever i bedste velgående. I de seneste 20 år har flere og flere forfattere kastet sig over genren og taget danskerne med til deres hjemstavn. Det er en god ting, mener historiker og samfundsdebattør Henrik Jensen.

Et slingrende cykelhjul og en tur ind i brombaerkrattet med de saerligt store torne. En knirkende trappe i det store, gamle hus. Og et kys bag skuret i skolegården, der fik pulsen til at stige og hjertet til at smelte. Vi er alle forbundet til saerlige steder, hjemstavne, som rummer historier og glimt fra vores opvaekst.

Mange forfattere har siden 00’erne trukket deres hjemstavn ind i litteraturen, når de har kastet sig over at skrive nye vaerker.

Knud Romer og Erling Jepsen banede vejen for hjemstavnslitteraturen i 00’erne med deres beretninger om opvaeksten i henholdsvis Nykøbing Falster og Sønderjylland. Siden har mange danske forfattere fulgt trop og givet hjemstavnen en saerlig plads i de litteraere vaerker.

I hjemstavnslitteraturen traeder miljøer, personer og landskaber fra forfatterens hjemstavn frem og spiller centrale roller i litteraturen. For eksempel tager Malte Tellerup i romanen ”Markløs” laeseren med på en vandretur hen over barndomslandskabet på Sydvestfyn. I ”Maerkedage” inviterer Jens Smaerup Sørensen til sølvbryllupsfest i et forsamlingshus i sin fødeby, Staun, og i Helle Helles ”RødbyPuttgarden” hopper laeseren med om bord på faergen, hvor unge Helle Helle en gang selv stod i parfumeriet.

Laengsel efter det naere

Men hvad er det, der gør hjemstavnslitteraturen så populaer i dag? En af de eksperter, der har beskaeftiget sig med genren, er lektor i dansk litteratur på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai. Hun mener, at forklaringen på den store interesse for hjemstavn skal hentes i den stadigt stigende globalisering:

»Det store udsyn, som kommer med globaliseringen, får os til at laenges efter det helt naere, og derfor bliver det lokale så vigtigt for os. Jeg ser det som et spil mellem det lokale, det nationale og det globale, hvor det lokale er på vej til at erstatte det nationale. Andersens gamle diktum: ”I Danmark er jeg født, her har jeg hjemme” glider i baggrunden. I stedet lyder det: På Langeland er jeg født, her har jeg hjemme … Man skriver det lokale ind i litteraturen.«

Historiker og samfundsdebattør Henrik Jensen bakker Anne-Marie Mais pointe op. Han mener, at vores verden – fyldt med medier og rejser – får os til at søge mod vores hjemstavne:

»Tidligere groede man fast til stedet og blev der, hvor ens rødder var. Faktisk kunne det knibe med bare at komme til nabolandsbyen. Det, at vi i dag flytter rundt, har karriere og rejser meget, skaber et større behov for at have et saerligt sted, hvor vi føler os hjemme – om end vi ofte må tilgå stedet i vores bevidsthed, ligesom forfatterne gør.«

I forfatternes undersøgelse af deres hjemlige rodnet tager de os med rundt i hele Danmark: lige fra Jakob Ejersbos udlaegning af hashmiljøet i Aalborg i 1990’erne til Dennis Gade Kofods skildring af en balladefyldt op