Sex og samfund
Der er ingen grund til at skjule, at et nationalkonservativt sindelag har godt fat i Østeuropa. I Polen såvel som i Ungarn har hhv. Jaroslaw Kaczynski og Viktor Orban i årevis ført an i det politiske liv – førstnaevnte som grå eminence bag partiet PiS, sidstnaevnte som regeringschef og formand for Fidesz
De har vundet ad demokratisk vej, om end det i stigende grad er sket med tvivlsomme metoder. Navnlig statslige medier er blevet ensrettet, domstolene er forsøgt politiseret, kompromis betragtes som et skaeldsord. Korruptionen er isaer i Ungarn øget voldsomt, så man nu kun ligger en hårbredde fra Bulgarien, bundskraberen i EU ifølge Transparency International.
Et parlamentsvalg i Polen og et kommunalvalg i Ungarn for et par dage siden giver anledning til en slags status. I Polen har PiS – igen, fristes man til at sige – vundet stort. I Ungarn har Fidesz temmelig sensationelt tabt en raekke markante borgmesterposter, bl.a. i Budapest, der var valgets kronjuvel.
Polen først: Her har Kaczynski med en blanding af konservativ katolicisme og gammeldags, socialdemokratisk fordelingspolitik tiltrukket omkring 45 pct. af stemmerne. Børnecheck, lavere pensionsalder og højere pension er nogle af de ting, PiS har lovet eller allerede gennemført.
Det kraever ikke en matematisk studentereksamen at begribe, at den slags kan få vaelgerne til at saette kryds det rigtige sted, set fra Kaczynskis position. Polen indførte de første år efter Murens fald en slags turbokapitalisme. Den var sikkert nødvendig for at få landet, der økonomisk var et fallitbo, op i omdrejninger. Men mange, der ikke var helt unge, boede det forkerte sted eller gik glip af den rigtige uddannelse, blev tabere. De kan, ligesom almindelige børnefamilier, bruge pengene til noget, og selvfølgelig bakker mange følgeligt op om PiS.
Det er i store traek den samme opskrift, Orban har fulgt i Ungarn, og han har vaeret laengere ved magten end Kaczynskis folk i Polen. Men Orban har vaeret mere brutal. 30 år efter Murens fald – ledt på vej bl.a. af ungarske reformkommunister – er hans land atter blevet en slags etpartistat, og Orban står i front, omtrent som hans forgaengere havde for vane at gøre før 1989. Igen: Også Orban er demokratisk valgt, men hans måde at omgås magt og kritik på minder i ubehagelig grad om fortiden. Hans egen familie er syltet ind i korruptionsanklager, og når hans talsmand skal forklare Ungarns placering på listen fra Transparency International, hedder det, at organisationen er i lommen på George Soros, den ungarskfødte rigmand, der har doneret millioner for at fremme ytringsfrihed og demokrati. Orban har valgt Soros som sin hovedfjende, sikkert fordi han også appellerer til antisemitismen, som stadig er udbredt.
Når Orban har tabt så meget ved kommunalvalget, er en af grundene formentlig en skandale omkring borgmesteren i Györ vest for Budapest. Der er offentliggjort videoer, som viser Fidesz-borgmesteren, der ellers hylder familievaerdier, i et sexorgie på en yacht i Adriaterhavet. Det var ikke hustruen, men en prostitueret, han var optaget af på yachten, og han har ikke bestridt, at episoden fandt sted. Samtidig er det vaeltet frem med korruptionshistorier om familien.
Valget i Ungarn viser, at Orban og Fidesz ikke er usårlige. Hvis oppositionen kan finde sammen, kan Fidesz betvinges. Polen derimod synes indtil videre i Kaczynskis faste haender, om man bryder sig om det eller ej.