Mindsteløn er misforstået omsorg

Den nye forkvinde for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har gjort indførelsen af en europaeisk mindsteløn til et af sine fornemmeste projekter. Formålet er efter sigende at give lavtlønnede arbejdstagere i Europa et bedre levegrundlag. Den målsaetning er svaer at vaere uenig i, og jeg synes bestemt, vi skal rose von der Leyen for at ville skabe bedre sociale forhold for europaeiske borgere.

Men desvaerre er der intet, der tyder på, at europaeisk lovgivning om mindsteløn vil have den tilsigtede virkning. Derfor er jeg lodret uenig i den lovprisning af en europaeiske mindsteløn, jeg kunne laese i JP’s leder 7/10.

Lande som Rumaenien og Tyskland har lovbestemte minimumslønninger, og her betragtes henholdsvis 20 og 10 pct. af arbejdsstyrken som fattige.

Det er vel at maerke folk, der er i arbejde. Derudover er der så alle dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Hvis man virkelig vil fattigdom til livs, giver det ikke mening kun at lave lovgivning for folk i job. I stedet burde man fokusere på at få indført en europaeisk minimumsindkomst, så man sikrer, at alle europaeere har et anstaendigt levegrundlag. Det har jeg foreslået for både von der Leyen og den kommende jobkommissaer, Nicolas Schmit.

En europaeisk minimumsindkomst vil sikre, at europaeiske borgere – med og uden arbejde – ikke falder ned i et sort hul af fattigdom, uanset hvem de er, og hvor i Europa de bor. Det vil tilmed have en positiv indvirkning på den generelle lønudvikling i de lavtlønnede jobs, fordi man selvfølgelig ikke kan have lønninger, der ligger under minimumsindkomsten.

Med forslaget om minimumsindkomst bliver der ikke tale om borgerløn eller basisindkomst. Men ene og alene krav til EU-landene om at stille et anstaendigt socialt og økonomisk sikkerhedsnet til rådighed for borgerne, der griber dem, når de mister deres job eller af andre årsager står uden for arbejdsmarkedet.