Vi har gjort os afmaegtige

Det bliver mere og mere tydeligt, at vi som land er lille og ikke kan klare de situationer, vi konfronteres med.

Afmagt er vel det eneste ord, som daekker: Vi kan ikke forsvare os selv, uden at vi involveres mere i Nato og EU, og det vil vi ikke, og USA kan vi ikke laengere regne med, hvilket vi ellers naivt har gjort indtil nu.

Ikke desto mindre sender vi småhold af soldater rundt omkring i verden sammen med USA og EU – vort forsvar for Vesten.

Ak ja. Vi kan ikke klare den voksende byrde af kriminalitet og bandevold – ”Nørrebro er tabt”, hvor mange flere områder er på vej dertil?

Vi kan ikke håndtere migrationen og flygtningesituationerne, hverken alene eller sammen med andre.

Vi må saette en graenseovervågning op til vort tidligere broderland Sverige og fastholde kontrollen mod Tyskland. Vi kan tilsyneladende ikke administrere hverken tog, post eller it – investeringer, sundhedsvaesen og grundskolerne.

Vi kan ikke finde ud af at gebaerde os i rigsfaellesskabet med Grønland og Faerøerne – de lader, som om vi ikke er til stede, hvilket vi nok heller ikke er ret beset.

Vi kan ikke klare vort Arktis-faellesskab og medlemskab, og slet ikke de investeringer, der kommer der.

Vi optraeder, som om vi kan ”redde” verden fra miljøpresset og optraeder hysterisk, og som om verden går under uden vort

”store” bidrag. Vi påstår hele tiden, at vi er et rigt land på trods af, at vi som befolkning nok er den mest forgaeldede i Europa.

Jeg er bange for, at afmagten er skabt af os selv – og da jeg er en gammel mand, så har jeg måske desvaerre et ansvar.

Det generer mig en del.