Hvem skal betale prisen for mangfoldigheden?

Regeringen vil løse den etniske udfordring i landets gymnasier gennem tvang, kontrol og kvoter – og ved at lade danskerne betale for fejlagtig udlaendingepolitik.

cand. mag. og medlem af Rådet for Faglighed i de Gymnasiale Uddannelser, Roskilde

”Mangfoldighed er en kvalitet”, skrev socialdemokraten Jens Joel i sit forsvar for regeringens forslag om en fordeling af ikkevestlige elever. Et forslag, som skal forhindre opdelingen mellem ”brune” og ”hvide” gymnasier.

De fleste er sikkert enige om, at den etniske opdeling er problematisk, men kun få tør berøre årsagerne til opdelingen. Og endnu faerre vil forholde sig til, hvem der skal betale prisen for fordelingen. Spørgsmål, som Jens Joel og den socialdemokratiske regering også behaendigt undviger.

Sagen er ellers den, at Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre i hele sidste valgperiode argumenterede for indførelsen af en tvangsfordeling af elever med ikkevestlig baggrund. En fordeling, som ikke kun skal gaelde gymnasierne, men også folkeskolerne.

Af hensyn til landets sammenhaengskraft vil partierne sprede de ikkevestlige elever med en maksimumkvote på 30 pct. per institution og klasse. I den sammenhaeng skelner de ikke mellem danske statsborgere og ikkedanske statsborgere, ej heller mellem velintegrerede og uintegrerede elever med ikkevestlig baggrund.

I stedet vil de udelukkende opdele eleverne på baggrund af deres etnicitet. En opdeling, som ikke kun vil gaelde første generation, men også anden og med tiden sikkert tredje generation. For partierne – og herunder altså den nye regering – begrunder metoden med målet om en vellykket integration. Et mål, som fortsat lader vente på sig efter årtiers forsøg. Perspektivet for den kommende kvoteordning er med andre ord ikke midlertidigt, men langsigtet.

Den tiltagende etniske opdeling af skolerne skyldes ikke kun det skaeve boligmønster og den hastige forandring af befolkningssammensaetningen i Danmark.

I de større byer, hvor der er en høj koncentration af ikkevestlige elever, har der igennem årtier vaeret en stor tilgang til fri- og privatskoler blandt danske elever. Et faenomen, der i USA er kendt som ”hvid flugt”.

En afgørende årsag til de hvide danskeres flugt fra folkeskoler og gymnasier er de store negative konsekvenser forbundet med en høj andel af ikkevestlige elever i form af kultursammenstød, sociale konflikter, uro i timerne, vold i skoletiden og markant lavere fagligt niveau. Konsekvenser, som forståeligt nok får mange danskere til at sende deres børn langt vaek fra skoler med en høj koncentration af ikkevestlige elever, hvis de har råd.

Alene de seneste måneder har vi set flere dramatiske eksempler på ”hvid flugt” fra offentlige skoler som Aakjaerskolen i Skive og Østre Skole i Nykøbing Falster.

”Hvid flugt” er med andre ord ikke kun et storbyfaenomen, men et nationalt problem. Et problem, som Socialdemokratiet vil løse med kvoter, tvang og kontrol.

Koncentrationen af de ikkevestlige elever i bestemte områder gør imidlertid fordelingen svaerere end som så i den virkelige verden.

En kvote på 30 pct. vil kraeve en ganske omfattende plan for, hvordan selve omfordelingen skal finde sted rent praktisk, saerligt i de større byer. Mange elever vil skulle fragtes forholdsvis langt, hvis kvoten af ikkevestlige elever skal ned under 30 pct. eller op til 30 pct.

Samtidig skal flugten fra de kvoteramte skoler naturligvis bremses. For danskerne vil selvfølgelig blot i endnu højere grad sende deres børn på fri- eller privatskole, hvis man indfører kvotesystemet.

Men det har Socialdemokratiet en plan for: Alle skoler og gymnasier, inklusive fri- og privatskoler, skal tvinges til at modtage eleverne med ikkevestlig baggrund. Ingen danskere må fremover kunne undslippe integrationsbyrden og ”stemme med fødderne” ved at sende deres børn vaek fra de offentlige skoler og gymnasier, hvor der er en høj koncentration af ikkevestlige elever.

Problemerne og de mange negative konsekvenser for børnene skal ifølge socialdemokraterne tvangskollektiviseres til trods for, at den almindelige dansker er aldeles uden ansvar for årtiers fejlslagen indvandring fra ikkevestlige lande.

Ideen med tvangsfordelingen af de ikkevestlige elever er, at den såkaldte klassekammeratseffekt vil løse integrationsudfordringerne og haeve det faglige niveau blandt de ikkevestlige børn. Kort sagt går klassekammeratseffekten ud på, at de ressourcestaerke elever har positiv indflydelse på de ressourcesvage elever, der bliver bedre fagligt på grund af de dygtige klassekammerater.

Effekten kan måles senere i de ressourcesvage elevers liv i form af højere uddannelsesniveau, beskaeftigelse og indkomst.

Med andre ord: Klassekammeratseffekten er en god forretning for samfundet. Men ifølge en opsigtsvaekkende rapport fra taenketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte kan den positive klassekammeratseffekt ikke opveje de negative konsekvenser forbundet med selv en lille andel af ikkevestlige elever i klassen.

Rapportens konklusion om de langsigtede konsekvenser er nedslående, men ikke overraskende: Jo flere ikkevestlige elever der er i en klasse, jo lavere indkomst kan klassens elever forvente i fremtiden. Omfanget af konsekvenserne er imidlertid chokerende. Hvis blot 15 pct. af eleverne har ikkevestlig baggrund, falder hele klassens forventede indkomst med op mod 20 pct.

Stiger andelen af ikkevestlige elever til mellem 25 og 30 pct., falder den forventede indkomst med over 30 pct. for hele klassen. Hvis andelen af ikkevestlige elever er højere end 30 pct., falder den forventede indkomst med over 40 pct. for hele klassen. Tallene er baseret på de seneste 20 års faktiske udvikling og afdaekker den isolerede konsekvens af ikkevestlige elever. Undersøgelsen er således korrigeret for socioøkonomiske forhold. Oversat fra kold statistik til konkret virkelighed viser undersøgelsen, at der er nulevende danskere af kød og blod, som i dag har et markant fattigere liv, end de ellers ville have haft. Og årsagen er simpel: koncentrationen af dårligt integrerede ikkevestlige indvandrere de seneste årtier.

Undersøgelsens resultater står ikke alene, men bekraeftes af de mange rapporter, som har påvist store faglige forskelle mellem ikkevestlige elever og danske elever – både i folkeskolen og gymnasiet.

Der er et betydeligt fagligt efterslaeb blandt de ikkevestlige elever sammenlignet med de danske elever, som også gør sig gaeldende i anden og tredje generation. Ikke overraskende er en konsekvens af det faglige efterslaeb, at skoler med en høj andel af ikkevestlige elever klarer sig markant dårligere end skoler med fortrinsvis danske elever.

Tvangsfordelingen af de ikkevestlige elever kunne muligvis forsvares, hvis kvoterne løste problemerne og sikrede en vellykket integration.

Men sandheden er, at problemerne ikke løses med kvoter og tvang. I så fald ville de have løst sig selv for laengst, da andelen af ikkevestlige elever var langt lavere. Håbet om en nem og enkel løsning gennem en tvangsfordeling af de ikkevestlige elever er et fatamorgana.

En kvote på 30 pct. er ikke lav, men høj. Den har ikke en maerkbar positiv effekt på integrationen, men derimod en markant negativ effekt på alle klassens elever – også de danske elever.

Problemerne forsvinder ikke, men spredes blot endnu bredere i samfundet. Og prisen for denne fejlslagne politik vil skulle betales af vores børn og unge. Det er deres fremtid, som venstrefløjen nu vil ofre af hensyn til ”sammenhaengskraften”.

Det er fortvivlende, at regeringen ikke har en plan for, hvordan det faglige niveau blandt de ikkevestlige elever løftes til samme niveau som hos de danske elever. Og det er uforståeligt, at regeringen ligefrem vil implementere en plan, der spreder problemerne, saenker det faglige niveau i vores uddannelsesinstitutioner og på sigt øger fattigdommen i Danmark.

Hvis børnenes selverklaerede statsminister virkelig har erkendt Socialdemokratiets historiske fejl i udlaendingepolitikken, så burde hun måske overveje, om det er rimeligt at sende regningen for den fejl videre til vores børn og unge.

For Jens Joel, Pernille Rosenkrantz-Theil og Mette Frederiksen er mangfoldighed en ”kvalitet”. For almindelige danskere er det i stigende grad også et problem skabt af politikere, som vores børn nu skal tvangsindlaegges til at betale for. Med deres barndom, ungdom og fremtid.