»Fyn er fin … nok … men man skal ikke flotte sig for meget og braege op«

Braklagte marker, hårde gutter og en syngende dialekt er med til at udgøre Malte Tellerups Sydvestfyn. »Det har formet mit sprog, mine tanker og min sanselighed,« siger forfatteren, der bruger sin hjemstavn i sit litteraere virke.

»Kommer I herfra?« spørger en kvinde, der har rullet vinduet ned på sin røde Citroën for at spørge om vej.

»Ja, det gør jeg,« siger Malte Tellerup selvsikkert og fortsaetter på syngende fynsk: »Du er lige kørt af Krarupvej og Hundstrupvej. Hvor skal du hen?«

Kvinden skal finde Kaerstrupvej i Vester Skerninge, men hverken hun eller gps’en på telefonen kan finde frem til adressen. Malte Tellerup taenker sig lidt om, stikker så hele overkroppen ind i bilen for at kigge med på kvindens telefon.

»Er det i Ringe? Nej? Hvad med at køre op til Brugsen i Kvaerndrup? Du skal nok dreje af ved Hundstrup.«

Malte Tellerup kaster om sig med, hvad der for ham er velkendte bynavne, men må – ligesom gps’en – ende med at melde hus forbi.

Vi er på Fyn, naermere bestemt Sydvestfyn. Malte Tellerup er forfatter, og faktisk står vi foran det hus, hvor hans debutroman, ”Markløs” (2017), begynder. Det gamle bindingsvaerkshus ligger i Søfaelde og er også stedet, hvor Malte og hans bror, Emil, boede hver onsdag og hver anden weekend hos deres far efter foraeldrenes skilsmisse. I romanen forlader drengene huset for at vandre til Tellerup, hvor deres slaegt stammer fra. Det er en gåtur på ca. 50 km ad vestfynske landeveje, og for hvert skridt de går, bliver landskabet og familiens historie kaedet sammen: »Omgivelserne synker ind i os, som vi går, og med det kommer familien tumlende. Som var de vaekster i grøften, vi ikke bare kan bestemme.«

Drengene kommer taettere på hinanden og endnu taettere på det landskab, som gennem årene har forvandlet sig. Selv om Malte for laengst er flyttet fra Fyn til Nørrebro i København, skaber rejsen hen over Fyn en saerlig intimitet til det landskab, han er rundet af.

Vi bevaeger os ad den samme bakkede og snørklede landevej, som Malte og Emil gør i ”Markløs”. Vejret er mildt, og der er regn i skyerne over os.

»Noget, som jeg rigtig godt kan lide ved Fyn, er den mark, vi går forbi her,« siger Malte Tellerup og peger på en mark, hvor en masse visne tidsler blander sig med sensommerens lilla markblomster.

»Den er smuk: Det er et landskab, der lever videre, efter at det produktive er knaekket. Der gror lidt forskelligt og unyttigt op, fordi jorden giver liv og skaber vaekst.«

Malte Tellerup forsvinder et øjeblik vaek i en tanke, men siger så grinende:

»Der er pissefrodigt på Fyn. Min morfar sagde altid, man kan dyrke seks gange så mange kartofler på en mark på Fyn, som man kan på en mark uden for Herning.«

Vaerdifuld dialekt

Det at skrive bogen har knyttet Malte Tellerup taettere til sit ophav og sin hjemstavn:

»Under gåturen med min bror og i skriveprocessen efterfølgende blev jeg meget optaget af, at det her er mit landskab. Det har formet mit sprog, mine tanker og min sanselighed. I dag kan man vaere vokset op på Fyn og stadig ikke kende forskel på grøftekantens planter – man har mistet den sanselighed. Som forfatter fandt jeg botaniske opslagsvaerker frem og gik laengere ind i en viden, så jeg kunne praecisere og uddybe den sanselighed, som jeg opsporede på turen. For eksempel er Fyn fuld af smukke, modne kornmarker, men markerne kan både vaere grønne og røde, og de kan også danse eller hvirvle og gøre mig svimmel og dårlig.«

Også den fynske dialekt, som Malte Tellerup havde brugt flere år på at laegge bag sig, har han fundet en ny vaerdi i:

»I mange år taenkte jeg, at den fynske dialekt var med til at gøre mig mere landlig – derfor kastede jeg den fra mig og brugte den kun, når jeg skulle lave sjov eller tale dum snak.«

Malte Tellerup har anvendt den fynske dialekt i de replikker i bogen, som hans bedsteforaeldre er afsender af. For eksempel siger mormor til morfar: »Årh, pjat med dig, det ka’ jo ik’ nyt’ now’t me’ dit brok.« Malte Tellerups foraeldre var bange for, at det fik bedsteforaeldrene til at fremstå dummere, end de er. Men Malte Tellerup havde en anden plan med at bruge dialekten i ”Markløs”:

»At komme fra Fyn, hvor dialekten er så staerk, og laere at forstå, at dialekten også kan vaere sanselig og spaendende, føles som en stor gave. Dialekten er sprogligt aestetisk og har givet mig nogle redskaber til at skrive, som jeg ikke forstod tidligere. At slå et lille slag mod logikken ”dialekt er lig dumhed” – det synes jeg var en stor ting at gøre og en endnu større ting at laere, at det selvfølgelig ikke er korrekt.«

Malte Tellerup bliver inspireret af samtalen om dialekter – måske endda lidt småtrodsig – og vaelger herfra at fortsaette interviewet med fynsk dialekt.

Frugt, parmesan, pesticider

Der går ikke laenge, før den føromtalte frodige jord viser sig fra sin bedste side: Vejen fører os forbi et langt og vildt brombaerhegn fyldt med torne og store, modne baer.

»Skal vi ikke lige tanke op?« siger han med munden fuld.

»Vi kunne have samlet saekkevis!« udbryder ham, »sidst jeg var ude ved min far, havde jeg tasken proppet med aebler, da jeg vendte hjem. For mig smager Fyn af vild frugt – det er der noget overdådigt over – den er jo lige uden for døren … lige til at spise.«

Flere gange på turen støder vi på den vilde frugt, og det er også med lommerne fulde af røde nedfaldsaebler, at han fortsaetter raekken af sanselige indtryk, som Fyn giver ham:

»Jeg synes, Fyn har – og saerligt i regnvejr – en laekker blød, afrundet duft af parmesan – for nylig fandt jeg ud af, at det jo i virkeligheden er pesticider fra markerne …«

Han griner, men holder inde, da rute 920 kommer blaesende rundt i svinget foran os:

»Wow, nu kommer bussen sgu – det er da altid noget.«

Han refererer til det fynske landskab, vi møder i ”Markløs”, som er nedslidt, affolket og fyldt med til salg-skilte alle vegne. I romanen vandrer de to brødre laenge uden at møde nogen på deres vej, og de få, de møder, beklager sig over lukkede skoler, nedlagte landbrug og store supermarkeder, der ligger lange køreture vaek.

»Det er underligt, at man kun ser folk i glimt i landskabet herude – siddende i deres biler – så er de vaek igen. Folk er i mange år flyttet fra landet. I min generation har der virkelig vaeret en puls mod byen, en åbning mod det internationale og mod de lange uddannelser, som man tager i storbyerne. Jeg havde følelsen af, at hvis jeg skulle ud at lave noget stort og vigtigt, så måtte jeg vaek fra Fyn.«

I mange år taenkte jeg, at den fynske dialekt var med til at gøre mig mere landlig – derfor kastede jeg den fra mig og brugte den kun, når jeg skulle lave sjov eller tale dum snak. Malte Tellerup, forfatter

Udkantsdanmark

Selv om Malte Tellerup ikke