Hårde domme
Kan 13 år bag tremmer bringe det catalonske løsrivelsesråb til tavshed? Naeppe. 13 år i faengsel var den hårdeste straf, som højesteret i Madrid nåede frem til, da dommene over 12 catalonske politikere og aktivister blev afsagt mandag. Tilsammen fik de omkring 100 års faengsel. De fleste af de politikere, som stod bag den såkaldte folkeafstemning om løsrivelse i oktober 2017, kan se frem til at tilbringe 9-12 år i faengsel.
Det er meget hårde domme. Også for hårde set i forhold til de forbrydelser, som de dømte står bag. Og helt sikkert ikke en holdbar løsning på den konflikt, som har praeget Spanien i årevis.
Fra spansk side synes man at have en naesten overdrevet tro på, at konflikten kan isoleres fra politik og løses rent juridisk. De argumenter, som catalonierne har måttet høre fra Madrid imod ønsket om en folkeafstemning, har vaeret bundet til paragraffer i den spanske forfatning. Formentlig en holdbar juridisk argumentation, men desvaerre ikke videre anvendelig i en situation, som kraever politiske løsninger.
Naturligvis var den staerkt iscenesatte folkeafstemning både et populistisk stunt og et dristigt skridt al den stund, at de ansvarlige udmaerket vidste, at de bevaegede sig ud over lovens kant. Men selv i Madrid må man have opdaget, at den skabte et momentum og en kraft, som ikke kunne standses med hverken tavshed eller trusler.
Faktum er, at de cataloniere, som gik ind for løsrivelse fra Spanien, havde banen for sig selv, når det kom til politiske argumenter. Cataloniens borgere blev fodret med fortaellinger om, hvilke himmerigstilstande der ville indfinde sig, hvis det lykkedes at bryde båndene til Madrid. Mange argumenter havde bestemt fortjent et modspil. De ville let kunne pilles fra hinanden. Realistisk set er der ganske få fordele ved et selvstaendigt Catalonien, og det var både synd og skam, at Carles Puigdemont og hans tilhaengere fik så let spil.
Havde regeringen i Madrid og spanske politikere ofret bare en smule mere tid på at forklare, hvorfor de gerne så Catalonien forblive en del af Spanien, så kunne debatten vaere løftet til et mere realistisk og sagligt niveau. Det skete ikke, og ved det regionalvalg, som den spanske regering fremtvang i december 2017, løb tilhaengerne af løsrivelse endnu en gang med sejren.
Siden da har først et og snart endnu et parlamentsvalg i Spanien bragt ny dynamik i debatten. Spørgsmålet om Cataloniens selvstaendighed eller forbliven i Spanien er gjort af et stof, der kan mobiliseres vaelgere på. Derfor er der graenser for, hvor langt Spaniens fungerende premierminister Pedro Sánchez, som tidligere har advokeret for en politisk løsning, nu kan gå.
Siden domsafsigelsen mandag har det rumlet i Barcelonas gader, og demonstranter har formået at blokere lufthavnen, så adskillige fly er aflyst. Hidtil er det med få undtagelser lykkedes løsrivelsestilhaengerne at afholde fredelige demonstrationer, hvilket har givet dem ekstra kort at spille med i det kapløb, der udspiller sig om at vinde verdens sympati.
Omvendt har Spanien haft svaert ved at forklare, hvorfor et forsøg på at holde en folkeafstemning, ulovlig eller ej, skulle betragtes som voldeligt oprør mod staten. Selv om Spaniens højesteret ikke anerkendte de voldelige elementer og følgelig deraf takserede straffene noget lavere end de 25 års faengsel, som der oprindeligt var lagt op til, så forekommer dommen fra Madrid unødig hård.