I den virkelige virkelighed kører Pride stadig uden om Nørrebro
Er glasset halvt fyldt, eller er det halvt tomt? Det grunder integrationsminister Mattias Tesfaye over i et interview i Kristeligt Dagblad. Det handler om den evige penduleren mellem håb og opgivelse, som praeger integrationsdebatten og ikke mindst de faktuelle kendsgerninger.
Som integrationsminister er det vel naermest en pligt at tage jahatten på og tro på sagen, når man nu i årtier har ladet mennesker fra ikkevestlige lande strømme til. Hvad var det, davaerende statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i det, der i hvert fald i denne omgang blev hans sidste nytårstale? »Vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.«
Så der er ikke andet at gøre end at tage den herfra og finde ud af det sammen. Det skal nok gå. Der kommer en god løsning i morgen. I mellemtiden kan man så laese den nye medborgerskabsundersøgelse, som er årsagen til Tesfayes grublen. Undersøgelsen, der laves hvert andet år, kortlaegger holdninger til alt fra religion til homomuslimske seksualitet, ligestilling og frihedsrettigheder.
Og den siger mange forskellige ting. F.eks. mener faerre nydanskere, at homoseksuelle aegteskaber er moralsk forkerte. Dog er tallet stadig 28 pct. for indvandrere og 24 pct. for efterkommere, så der er et stykke ned til danskernes 11 pct., selv om tallene er faldende. I den virkelige virkelighed kan man så blot konstatere, at Pride-optoget stadig kører i en stor bue uden om Nørrebro, så mere løssluppen er tolerancen ikke. Og man kan få den tanke, at når der svares på den type spørgsmål, er det, som når en DF-vaelger på vej ind i stemmeboksen til de rullende kameraer siger, at han vil stemme på De Radikale. Det skal dog også med, at flere end sidste gang føler sig som danskere. Så der er små tegn på, at vi nok skal finde ud af det sammen, som Lars Løkke gerne så.
Og så alligevel ikke, for undersøgelsen viser også, at 48 pct. af efterkommere – 42 pct. for indvandrere – mener, at religion skal beskyttes fra kritik. Og der er ikke tale om indvandrere og efterkommere fra Vietnam, Thailand eller Canada, men om mennesker fra lande, for det er umuligt at finde bare ét muslimsk land, hvor man åbent kan diskutere og kritisere islam, så derfor kan det ikke undre, at de heller ikke synes det her. Det laerte vi på den hårde måde – ikke mindst på hervaerende avis – for små 15 år siden, og siden har der ofte vaeret et “men” i forlaengelsen af besyngelsen af den uindskraenkede ytringsfrihed.
Når tallet er stigende, forklares det med, at marginalisering og årtiers hetz har skabt øget behov for at søge tilbage til religionen for at få en identitet. Det kan vaere beskaemmende og temmelig opgivende for Tesfayes opgave, når det efter årtier, milliarder af kroner til integrationsindsatser, dialogkaffe og ekstraordinaere uddannelsestilbud fra eksperterne forklares med, at vi selv er ude om det, fordi vi ikke har talt paent om deres religion.
Men det er der også flere og flere danskere, der mener, f.eks. når en tidligere direktør i DR ikke vil fortaelle om en koranafbraending, men gerne om en bibelafbraending, fordi det første er hån; det andet kritik. Nej, ingen har behov for at håne nogen, men vi har behov for at leve i et frit samfund, og det kraever, at alt skal kunne diskuteres og kritiseres. Det burde vaere overflødigt, men er det desvaerre ikke, at slå fast, at det også gaelder islam. Vi viger og er dermed med Tesfayes ord med en reference til Michel Houellebecqs bog “Underkastelse” truet af vores egen sløvhed og evne til at stå op for egne vaerdier.
Ingen har behov for at håne nogen, men vi har behov for at leve i et frit samfund.