Undskyld for det hele

Regeringen har kun haft magten i fire måneder, men statsministeren har ikke ligget på den lade side: Én undskyldning er allerede givet, og flere er på vej.

Søren Espersen

MF (DF), udenrigsordfører

100-årsdagen for salget af Dansk Vestindien for et par år siden blev markeret vidt forskelligt. Derude, hvor man er kendt for at finde enhver anledning til at feste, blev dagen til en fed fejring: med skolebørn og oldinge, med piber og trommer, med glade optog, med musik, med tequila, øl, sang og dans.

Imens gik ledende danske politikere herhjemme slukørede omkring; snigende sig langs husmurene, piskende sig selv som angrende flagellanter; nedbøjet og nedtrykt – lidende af traumet ”The White Man’s Burden” – i selvpineri, selvhad og flovhed over danmarkshistorien.

Og Folketingets allerkaerligste sjaele, de, som aldrig forsømmer en lejlighed til at faelde en tåre for udsatte folk overalt på kloden, kraevede hulkende, at vi gav de stakkels vestindere en undskyldning. Det er i øvrigt de samme politikere, som altid flaebende og iført krokodilletårer kraever, at kongeriget Danmark bare sådan generelt siger undskyld for det hele.

S-regeringen har i skrivende stund kun haft magten i fire måneder, men statsministeren har ikke ligget på den lade side: Én undskyldning er allerede givet: En gruppe maend fik en statsundskyldning for den måde, de blev behandlet på som drenge. Yderligere to undskyldninger er på vej – den ene til tidligere anbragte på åndssvageinstitutionerne og den anden til en gruppe grønlandske børn, som blev behandlet urimeligt. Ja, faktisk antydede statsministeren for nylig, at en generel undskyldning til Grønland som sådan kunne taenkes at vaere på vej.

Med al respekt og medfølelse for de maend og kvinder, som i deres barndom har lidt under metoder, som vi i dag aldrig i livet ville kunne forestille os, vil jeg alligevel sige, at regeringen med statsministerens beslutninger har bevaeget sig ud på et skråplan.

Da diskussionen om en undskyldning for slaveriet indledtes, besøgte davaerende udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, Dansk Vestindien og afviste undskyldning med disse ord: »At generationer, som aldrig har holdt slaver, skulle undskylde over for generationer, som aldrig har vaeret slaver, giver ingen mening«.

Jeg var naturligvis enig med Niels Helveg Petersen i dennes sammenfatning af diskussionen og havde vel egentlig regnet med, at så skulle det vaere slut med statsundskyldninger, men jeg gjorde regning uden vaert.

Og nu, hvor Mette Frederiksen er på vej med en generel undskyldning til det grønlandske folk for de 1.000 års samhørighed, er der ingen tvivl om, at den vestindiske diskussion vil komme op på ny. Og med den vil en raekke andre historiske begivenheder med fuld ret kunne påberåbe sig undskyldning.

I den naermeste fortid de tyske soldater, som efter Besaettelsen blev tvunget til at rydde miner på Vestkysten – ikke at forglemme de drenge og piger, som i deres barndom på institutioner er blevet kraenket og omsorgssvigtet. I en mere fjern fortid vil interesserede efterkommere kunne fremskaffe hundredvis af eksempler på, at danmarkshistorien ikke altid egner sig til hyggelaesning ved sengetid.

Der, hvor vi begår fejltagelsen, er, at vi laeser historien med nutidens briller. Og begynder man først på det, vil det uvaegerligt gå galt. Det er smertefuldt at sige det, men – eksempelvis – de danskere, som i et par århundreder skaffede sig umådelige rigdomme på slavehandel og slavehold, var i datiden velansete og respekterede personer, som naturligt indtog de øverste pladser i kongerigets hierarki.

For slavepengene byggedes der rundt om i landet strålende paladser, slotte og herregårde – ja, selv Tivoli blev finansieret af penge fra slavehandlen. I dag måber vi og er berettiget forargede, når vi studerer dette forfaerdelige kapitel i danmarkshistorien, og man har en naturlig trang til at gøre et eller andet. Men sagen er, at dagens danskere intet ondt har bedrevet, og at dagens vestindere ikke har lidt overlast.

Med hensyn til Grønland må vi bare konstatere, at øen i 1.000 år var en del af det dansk-norske middelalderrige, og at det i den seneste historie altså var den dansk-norske praest Hans Egede, som i 1721 sejlede ind i Godthåbsfjorden. Havde det vaeret en engelsk-amerikansk pelsjaeger, som stod fjorden ind, ville historien vaere blevet en del anderledes – og mildt sagt ikke til grønlaendernes fordel.