Erdogan slukker lyset for kurderne

Den tyrkiske praesidents fremfaerd mod kurderne er historisk begrundet, men operationen i Syrien er også med til at skaffe Erdogan øget opbakning på den hjemlige politiske front i Tyrkiet.

tidligere landsformand, Europabevaegelsen forfatter til ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje”, København V

Naturligvis har den tyrkiske praesident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i traek, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 pct. er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når praesident

Trump så ovenikøbet traekker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske graense og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skaebne – ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention.

Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlaengelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kaemper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet.

For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjaelper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebaerer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en raekke byer i det nordlige Syrien – på sigt måske hele det nordøstlige Syrien – til gengaeld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en “forpligtigelse til at beskytte landets graenser og bevare Syriens suveraenitet”, og at den nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske graense.

Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekaempe Islamisk Stat og begraense Ruslands og Irans indflydelse; to lande, der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende – og alene fordi kurderne er hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne.

For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig de facto en bitter afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet.

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt saette en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der graenser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstaendighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakah. Det er udelukket.

De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtaeppe af “Sèvressyndromet”, der refererer til den udbredte mistaenkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik.

Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europaeiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulaere militaere sejre og dygtigt diplomati lykkedes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuvaerende graenser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe – er den dag i dag et nationalt traume.

I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Atatürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet faellesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet.

Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan laeses på tyrkiske militaerkaserner: “En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme.

Kurderne blev i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for republikkens graenser, og som accepterede dens grundlaeggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte vaere en udelelig sammenhaeng mellem territorium, stat og nationen.

Selv om befolkningen grundlaeggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en faelles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforraederi.

Atatürk tilbød ikke en løsning til dem, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde vaeret vaesentligst i deres selvforståelse. Han lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare.

En lang raekke opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhaendede metoder: henrettelser, ødelaeggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Blandt andet blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins.

Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlaeggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet.

I 1960’erne og 1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vaekket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk, og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, staerkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på idéen om, at der nødvendigvis måtte føres vaebnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer.

Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 draebte, flest kurdere. Mere end 3.000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jaevnet med jorden, og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt.

I 00’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab.

Kurderne er mere end nogensinde venneløse og overladt til bjergene – og deres egen skaebne.

EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har vaeret gaeldende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet “tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder.

I slutningen af 2012 lancerede praesident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsaendring, der kunne skabe et staerkt praesidentielt styre og havde i den forbindelse brug for stemmer i parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EUperspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år vaeret praeget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af praesident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne vaeret en bekvem syndebuk.

I foråret 2013 tilbragte jeg et par uger i det sydøstlige Tyrkiet. I Diyarbakir mødte jeg en repraesentant for PKK; Ilyas (som ikke er hans rigtige navn, da fuld anonymitet var et krav for at mødes med mig). Ilyas glaedede sig over den davaerende fredsproces, men understregede, at PKK-medlemmer aldrig gemmer deres våben for langt vaek.

Ilyas tilføjede: »No friends – but mountains…« Jeg taenkte: Men hvilke bjerge! Alexander den Store fortalte, at på togtet fra Europa til Asien var de vilde Kandil-bjerge i det sydøstlige Tyrkiet de mest ufremkommelige. Her har PKK det som en fisk i vandet.

I dag er jeg tilbøjelig til at give Ilyas ret: Kurderne er mere end nogensinde venneløse og overladt til bjergene – og deres egen skaebne.