Singapore tager det søde med det sure
Som det første land forbyder bystaten reklamer på offentlige steder for faerdigproducerede softdrinks med højt indhold af sukker.
Først var det tobak. Sidenhen alkohol. Nu er turen kommet til sukker. Nogen skal jo gå forrest, og det blev Singapore, der som det første land i verden forbyder offentlig reklamering for drikkevarer med et saerlig højt sukkerindhold.
Beslutningen er taget. Niveauet er endnu ikke fastlagt. Heller ikke datoen for implementeringen.
Men det er et forslag, der laenge har ligget og simret i underskoven af idéer til at få befolkningen til at indtage mindre sukkermaengder. Såmaend ikke kun i Singapore. Overalt i verden føres der en kamp mod sukkeret. Det feder og forårsager diabetes. Således også i Singapore, hvor regeringen anslår, at lidelsen koster omkring 5 mia. kr. årligt.
De fleste steder har man valgt at bruge afgifter som et middel til denne form for adfaerdsregulering, som i et sundhedsmaessigt perspektiv først og fremmest er rettet mod ungdommen. Alt andet lige hjaelper det også på statens finanser i lighed med højere afgifter på øl og cigaretter.
Når Singapore nu bryder en af de graenser, som ellers kun gaelder for hardcore nydelsesmidler, skyldes det bekymring for det stigende antal diabetikere. Flere og flere bliver ramt, og de unge bliver federe og federe.
Alternativet kunne vaere et totalt forbud. Den mulighed ligger da også lige under overfladen i Singapore, som den gør mange andre steder. Men det er trods alt en så voldsom indgriben i folks ret til selv at bestemme og frit at vaelge mellem flasker, dåser og papkartoner i supermarkedets køleskab, at den folkelige modstand indtil videre er en hindring.
Både industri og forbrugere synes trods alt, at et totalforbud i dette segment er at gå for vidt.
Da Singapore besluttede sig for at gøre noget ved problemet, konsulterede regeringen over seks uger sidste år en udvalgt gruppe af forbrugere, sundhedseksperter og repraesentanter fra industrien.
Omkring 4.000 blev bedt om at forholde sig til fire metoder til at nedbringe sukkerforbruget: totalt forbud, sukkerskat, reklameforbud og etiketter på forsiden med tydelige markeringer af produktets potentielt sundhedsskadelige karakter.
Der var massiv tilslutning til tydelig maerkning med graduerede advarselsniveauer. Der var også mere end 50 pct. opbakning til reklameforbud og skat. Derimod var der ikke flertal for et totalforbud.
Nu gennemføres de to idéer: reklameforbud og maerkning efter farveskalaer fra grøn til rød.
Industrien ville helst bare have haft, at sukkerindholdet skulle fremhaeves via almindelig maerkning. Men der var flertal blandt de adspurgte for et farvespektrum, som det kendes i mange andre lande.
Det kommer dog ikke til kun at fortaelle om sukker, men baseres på en generel vurdering af produktets effekt i forhold til kendte og accepterede definitioner af sundhed.
Alt, hvad der befinder sig i det røde felt, må der ikke reklameres for offentligt.
De to øvrige muligheder overvejes fortsat. Men forbud og skat er radikale løsninger, som ikke bare lige lader sig gennemføre, selv om tidens globale sundhedspolitiske trends går i retning af mere statslig kontrol med, hvad folk haelder i halsen.
Problemet med et totalforbud er, at man trods alt ikke kan forbyde alt, som påklistres maerkatet sundhedsskadeligt på grund af voldsomme sukkermaengder. Hvis det skulle gennemføres konsekvent, ville der hurtigt opstå tomme hylder i supermarkederne. Selv cigaretter og spiritus saelges trods alt – om end cigaretter mange steder skal gemmes vaek og enten kommer i neutrale pakninger eller med bloddryppende fotos af mareridtsagtige sygdomme.
Problemet med skat er, at det blot kan svinge forbruget over til billigere friske produkter tilsat ukontrollable sukkermaengder – så hele den dybere mening går tabt.
Problemet med skat er, at det blot kan svinge forbruget over til billigere friske produkter tilsat ukontrollable sukkermaengder – så hele den dybere mening går tabt.
Om det lykkes at aendre forbrugsmønstret pga. et reklameforbud, er alles gaet. Som i spiritus- og tobaksindustrien er reklamering – i det omfang, det eksisterer – mere forbundet med et brand end med et saerligt produkt. Softdrink-industrien er i høj grad drevet af markedsføring, og selv om enkelte produkter i en hel produktlinje skulle vaere omfattet af et reklameforbud, vil brandet stadig stå med samme gennemslagskraft.
En af de store udfordringer bliver markedsføring på internettet, som netop rammer den primaere målgruppe af unge, og som vanskeligt kan reguleres lokalt eller regionalt. Men katten er ude af saekken. Som med alkohol og tobak vil et reklameforbud givetvis kun vaere et første skridt. I Singapore såvel som i resten af verden.