Jeg er 23 år, bor i Aarhus og laeser engelsk på universitetet. Men jeg er fanget i et limbo
På overfladen ligner jeg enhver anden dansker. Men der mangler noget.
engelskstuderende, Åbyhøj
Udefra ligner jeg enhver anden ung dansk kvinde. Jeg er 23 år, bor i Aarhus og laeser engelsk på universitetet. Men jeg er fanget i et limbo. Et limbo mellem regeringsskifter. Et limbo mellem lovaendringer. Et limbo mellem uenigheder.
Mit navn er Aida, og jeg er født i Iran. Sammen med min familie flygtede jeg i 2010 til Danmark. Resten af familien har siden fået vished for, at de kan blive i Danmark. Min lillebror og min mor har laenge haft permanent opholdstilladelse og har allerede søgt om dansk statsborgerskab, mens min far snart søger om permanent opholdstilladelse. Begge dele har desvaerre meget lange udsigter for mig. Jeg er kommet i klemme.
Da jeg gik i gymnasiet, planlagde jeg at søge om permanent opholdstilladelse, som man kunne dengang. Men desvaerre måtte jeg kysse både permanent opholdstilladelse og statsborgerskab farvel, da et regeringsskifte medførte, at uddannelse ikke laengere talte med i kravet om fuldtidsbeskaeftigelse for at kunne søge om permanent opholdstilladelse og senere dansk statsborgerskab.
Jeg kom til Danmark som et barn, men modsat min lillebror under 18 år blev jeg pludselig behandlet som en voksen, der selv var flygtet hertil. Jeg følte mig snydt. Senere kom der en mere specifik regel for unge mellem 18 og 19 år, men her var jeg blevet for gammel. Jeg blev fanget – nu for anden gang. Fanget mellem valget om at arbejde ufaglaert i ca. fire år eller tage en uddannelse og først søge om permanent opholdstilladelse otte år ude i fremtiden.
Begge mine foraeldre er gode samfundsborgere med fast job. Min lillebror er mindreårig og hører dermed under min mors status. Derfor er jeg den eneste i familien, der er ramt. Men ikke den eneste i samfundet, for vi er mange.
Med håbet i hjertet og fornuften i hjernen valgte jeg at udleve mit sabbatår og rejse uden bekymringer – men selvfølgelig en masse visumbøvl på grund af min nationalitet – hvorefter jeg begyndte på min uddannelse på Aarhus Universitet i sommeren 2019. Nu er mit store ønske, at politikerne må få øjnene op for denne uretfaerdighed, som er skadelig for samfundet. Den tvinger mange flygtninge og indvandrere til at arbejde ufaglaert og berøver dermed samfundet specialiseret og kompetent arbejdskraft, som Danmark har brug for i fremtiden.
Nu er mit store ønske, at politikerne må få øjnene op for denne uretfaerdighed, som er skadelig for samfundet.
Nu står jeg her. På overfladen som enhver anden dansker. Jeg studerer. Jeg arbejder i en lille hyggelig café. Jeg er engageret i en masse frivilligt arbejde. Jeg har en aerkedansk kaereste. Og jeg lever mit liv fra dag til dag. Men desvaerre er der altid noget i baghovedet, der nager mig: Hvad nu, hvis jeg ikke kan få fornyet min toårige opholdstilladelse naeste gang? Hvad nu, hvis der kommer nye uforudsigelige lovaendringer igen? Hvad nu, hvis jeg rejser for meget og bliver faeldet af fremtidens regler om opholdstilladelse? Hvad nu, hvis … Hvad nu, hvis …
Jeg ved dog, at der er både håb og lys for enden af tunnellen. Det er jo dét, det danske samfund er bygget på: aerlighed, retfaerdighed og mangfoldighed. Vi har alle brug for stabile, fornuftige og retfaerdige love som i Grundloven – beskyttende og urokkelige. Men desvaerre har udlaendingepolitikken vaeret det modsatte.
Så hør mit sagtmodige, men desperate råb. Må dette problem komme på dagsordenen og blive genovervejet blandt politikerne. Ikke kun for retfaerdighedens skyld, men også for samfundets skyld. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et land som Danmark med frihed, staerke vaerdier og mange muligheder. Men jeg er også ivrig efter at bekaempe uretfaerdighed og fejlplacerede love – og ivrig efter at bidrage til et Danmark, som føles langt mere hjemligt end det land, jeg blev født i.
Hør mit råb, Danmark!