De unge fra Århus Klatreklub er klar til den store nordiske dyst

Af 11 danske deltagere ved de nordiske mesterskaber i disciplinen bouldering stiller Århus Klatreklub med de tre.

Der lugter lidt af klor ude foran døren til Århus Klatreklub i det vestlige Aarhus. Klubben holder til i den ene ende af Gellerupbadet, som tidligere var et bassin til udspring, men som nu er tømt for vand og blevet til en stor sal fyldt med klatrevaegge.

»Lige praecis, kom nu, sving over og ind med hånden, kom så. Ja, pink, pink,« dirigerer den 14-årige Marius Søe Andersen, og hjaelper den jaevnaldrende Anine Alstrup fra Farsø, som normalt traener i Viborg Klatreklub, med at klare en udfordring på klatrevaeggen. Anine Alstrup kommer til Århus Klatreklub to gange om ugen, hvor der er bedre traeningsforhold og traenere end hjemme i Viborg.

Marius Søe Andersen med kropsbygning som en svømmer er én af tre unge klatrere fra Århus Klatreklub, der blandt 11 i hele Danmark er udtaget til de nordiske mesterskaber for juniorer i klatredisciplinen bouldering, der foregår i Finland den 26. og 27. oktober.

De to andre er Monika Agata Bury og Freddy Olrik Brølling.

Et alternativ til crossfit

Der er et mylder af klatrere. Nogle sidder og spiser i det lille tekøkken ved døren, mens andre varmer håndleddene op med foldede haender og cirkelbevaegelser. Langt de fleste er dog i gang med at klatre enten på de tre-fire meter høje vaegge fyldt med greb og puder forneden, hvor disciplinen bouldering udføres, eller med rebsikring på vej op ad en rute på de helt høje vaegge med start i bunden af det tidligere svømmebassin.

»Der er mange, der søger et alternativ til styrketraening, som også er lidt sjovt. Der har vaeret den her crossfitbølge, men jeg forestiller mig, at crossfit minder meget om normal styrketraening, og på et tidspunkt vil folk prøve noget nyt. Klatring minder meget om styrketraening, men forskellen er, at klatring er en leg. Derfor tror jeg, at det får folk til at blive ved med at gå til klatring,« forklarer cheftraener i Århus Klatreklub Bjarke Eskildsen om grunden til, at klatreklubberne i hele landet over de seneste 15 år har formået at lokke fire gange flere medlemmer til, så der i alt er over 8.000 på landsplan.

»Jeg tror, at folk godt kan lide den blanding af at vaere adraet, gøre noget funktionelt og få den samme hormonstimulation som styrketraening sammen med den sociale dimension. Klatring er supersocialt,« fortsaetter Bjarke Eskildsen, der her kort inden de nordiske mesterskaber er ved at udføre test, der skal finde ud af styrker og svagheder, så de fremover ved, hvad der skal arbejdes med.

Det skal vaere sjovt

Monika Agata Bury og Marius Søe Andersen står og snakker sammen, mens de venter på, at det bliver deres tur til de hårde testøvelser, hvor bl.a. kropsstammen, fingre og traekkraft skal bedømmes, som det bliver gjort hvert halve år.

»Jeg skal forbedre min core,« siger Marius Søe Andersen, allerede inden han er testet. Og sådan er det, der findes ikke én måde at vaere klatrer på, og der er altid svagheder, der kan arbejdes med.

»Du er bedre teknisk på nogle områder, og jeg har større styrke,« siger Marius Søe Andersen til Monika Agata Bury og fortsaetter:

»Vi giver tips til hinanden. Hvis jeg f.eks. har problemer med at saette en fod rigtigt, og min kropsposition er forkert, så kan Monika hjaelpe mig.«

Monika Agata Bury har lige haft en skade i to uger, som hun fik i skolen med en bold, så forhåbningerne er ikke så store til de nordiske mesterskaber.

»Jeg er mest med for at få en god oplevelse,« siger Monika Agata Bury, og det er da også en vigtig del af det at klatre ifølge Bjarke Eskildsen.

Klatring minder meget om styrketraening, men forskellen er, at klatring er en leg. Bjarke Eskildsen, cheftraener i Århus Klatreklub

Mental traening

»Det handler ikke om at vaere verdensmestre lige nu, men nok først om fem år, for hvis de ikke har den gejst og har det sjovt med det nu, så stopper de,« siger Bjarke Eskildsen og forklarer, hvad de i slutspurten arbejder med for at blive klar til de nordiske mesterskaber, der afholdes i Helsinki.

»Man kan ikke blive staerkere på to uger, men man kan heller ikke blive svagere, så det, de unge skal arbejde på, er noget mentalt og på at vaere friske, og så skal der gros hud ud på fingrene for at gøre grebet bedre ved at sørge for ikke at falde af grebene så ofte.«